Renæssance

Foruden barokken er renæssancen én af de største, mest indflydelsesrige og langvarige kulturperioder og stilarter, vi kender til i Europa.

Renæssance er afledt af det franske begreb for ”genfødsel”, der meget rammende beskriver de kunstneriske tendenser, som stilarten tog afsæt i. Det var den blomstrende og udviklende antikke periode, der var forbilledet for renæssancen, der fandt sted fra det 14. til det 17. århundrede.

Som stilart befinder ’genfødselsperioden’ sig mellem middelalderen og den moderne tid, der i Danmark startede i forbindelse med reformationen i 1536.

Kulturel periode der blev skabt i Italien

Idéen om at genføde kunst og arkitektur fra Antikken opstod og blev formet i Italien. Tendenserne, tankerne og inspirationen spredte sig hurtigt til mange andre lande i Europa.

Antikken blev i 13. århundrede (og lige siden) anset for at være en af de mest epokegørende perioder i historien. Det var en tid, hvor litteratur, kultur, filosofi og demokrati havde storhedstid.

Middelalderen, der var perioden før renæssancen, var præget af melankoli, pest, hungersnød og dårlige levevilkår. Det er en periode, der er bedre kendt som ”den sorte Middelalder”, der fortæller om de vanskeligheder, som samfund og befolkninger var præget af på denne tid. Og betegnelsen fortæller ikke mindst om den pandemi, der slog cirka 1/3 af Europas befolkning ihjel – Den Sorte Død.

Den dødelige pest hærgede fra 1347-1350 og fandt sted side om side med kætteri og voldsomme stridigheder mellem bondestanden og de borgerlige dele af samfundets top.

Det var på denne baggrund, at der blev skabt ønsker for en ny periode, der i højere grad var kendetegnet af fremdrift, udvikling og lyse fremtidsudsigter.

Det var i den sene og sidste del af Middelalderen, at der i Italien blev kigget tilbage i historien, og hvor Antikkens samfund blev en model for, hvordan Europa skulle komme sig efter Den Sorte Middelalder.

Udvidelse af horisonter

Helt bogstaveligt begyndte verden at blive større for datidens befolkning i løbet af det 14. til det 17. århundrede.

Det blev en periode, som var begyndelsen på oplysningstiden, og hvor opdagelsesrejsende var med til at udbrede kendskabet om verden. Det gælder f.eks. Marco Polo, der var med til at udforske Asien og ikke mindst Christoffer Columbus, som var manden, der opdagede Nordamerika i 1492.

Det var især Firenzes velstillede borgere, der tog idéerne og tankerne om kærligheden til Antikken til sig.

Den store fordel var, at det var den rige overklasse, som i høj grad var afhængig af malerkunstnerne, arkitekterne, syerskerne og designerne. Eliten i samfundet havde stor indflydelse på samfundsudviklingen, og de bestilte værker, dekorationer, designs og tøj, som var præget af den nye strømning med idealer fra det antikke Grækenland og Rom.

Renæssancens kunst

Kunsten gennemgik en stor udviklingsproces i løbet af 1400-1600tallet. Det mest epokegørende var, at malerkunstnere begyndte at tage udgangspunkt i konkrete motiver fra hverdagen og samfundet (hvor motiver og malerier i tidligere tider var skildringer af tænkte situationer).

Det var især det naturalistiske perspektiv, der blev fremtrædende. Det førte til, at et teknisk begreb som ”forsvindingspunkt” blev opfundet og blev brugt af mange store malere i skabelsen af værker.

Fremdrift og vækst i samfundet

Den optimistiske tilgang til fremtiden og skabelsen af helt nye former, bygninger og værker kom til at smitte positivt af på samfundet. Der blev skabt vækst i økonomien i forbindelse med, at handlen steg. Udvidelsen af verdensopfattelsen hos den enkelte samfundsborger førte til øget samarbejde på tværs af lande- og bygrænser.

Det blev attraktivt at bo i byerne, og dette medførte, at der blev skabt helt nye butikker og virksomheder, der blandt andet beskæftigede sig med design, beklædning og interiør.

Det var ikke længere nødvendigt at være tilknyttet landområder for at kunne få afgrøder. Nu kunne der handles lokale grønsager og eksotiske krydderier i byen.