Nyklassicisme

Nyklassicismen kom til at føre en del af de tanker og tendenser videre, som renæssancen havde skabt. De 2 stilarter har flere fællesnævnere – blandt andet inspirationen fra det antikke Grækenland og Rom samt kærligheden til idealer som æstetik og glamoursitet.

Hvor renæssancen opstod i Italien, var det franskmændene, der var udviklerne af nyklassicismen i løbet af 1700tallet.

Den nye stilart levede op igennem 1700tallet og videre i 1800tallet og havde størst udbredelse i de europæiske lande samt i Amerika.

Nyklassicismen i Danmark

Der ses nyklassicistiske træk hos arkitekturen hos flere af de mest betydningsfulde bygninger i Danmark. Det mest fremtrædende værk er udarbejdet i 1757 og er at finde i spisesalen i Moltkes Palæ på Amalienborg. Salen blev bygget af den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin, der tog et længerevarende ophold i Danmark fra 1755-1771 og efterlod sig historiske spor, som kan findes i dag.

Jardin var uddannet på Kunstakademiet i Paris og var på studieophold i Rom, hvor den nyklassicistiske epoke var i gang med at blive udviklet. Jardin blev stærkt influeret af de franske tendenser, og den unge kunstner fik formet sit eget udtryk med stor tilknytning til de nyklassicistiske strømninger.

Jardin kom ikke kun til at stå for at sætte spor på Amalienborg, men kom også til at blive en del af det byudviklingsprojekt, som arkitekten Niels Eigtved havde påbegyndt omkring Amalienborg. Eigtved var en del af Rokoko perioden og fik blandt andet til opgave at stå for planlægningen af ”Frederiksstaden” (området, der i dag befinder sig omkring Amalienborg).

Jardins stil tog udgangspunkt i enkle, geometriske former og havde stor respekt for de individuelle træk i omgivelserne eller kulturen.

Hans arkitektoniske tilgang er gengivet på flere slotte og herregårde i Danmark.

Bernstorff Slot, der ligger nord for København, er et godt eksempel herpå. Det fungerer i dag som hotel og konferencecenter.

De kunstneriske kendetegn

De nyklassicistiske billedkunstnere have Antikken som forbillede, når de malede værker af fysiske omgivelser eller mennesker.

Tidsmæssigt befinder nyklassicismen sig i forlængelse af oplysningstiden. Denne epokegørende periode bragte helt nye livsanskuelser med sig, og borgere i alle lag lod sig nu påvirke af de fornuftsstyrede tanker og overvejelser for fremtiden. Førhen havde det været den katolske kirke, der havde været den kilde, man tydede til, når det kom til at forholde sig til omverden og tage beslutninger.

Det er ofte scener fra den græske mytologi, der var genstand hos de nyklassicistiske billedkunstnere. Motiverne havde stort set altid et underliggende, politisk indhold, som havde relevans for kunstnernes samtid. Det kunne f.eks. være den franske revolution eller stavnsbåndet og dets ophævelse i Danmark (år 1788).

På den måde brugte kunstnerne Antikkens historier og scenarier for at formidle og portrættere samtidens udfordringer og dilemmaer.

Nyklassicismens betydning for arkitekturen

Hvor der i rokokoen blev sat pris på de finurlige og snørklede ornamenteringer, ville de nyklassicistiske arkitekter skabe et mere harmonisk og simpelt udtryk. De fjernede sig fra brugen af overdådige dekorationer på både indretning og bygninger og arbejdede for at genindføre det gamle og klassiske formsprog.

I forhold til arkitekturen er nyklassicismen kendt for at være ”akademisk”. Det vil sige, at stilarten bragte en masse teorier med sig omkring, hvordan bygninger bedst skulle udformes, og hvordan de burde tage sig ud.

I denne sammenhæng kommer stilartens betegnelse ind i billedet. ”Klassicisme” står for, at der arbejdes efter gamle, antikke regler for formgivning og design.

Det var som følge af kunstnernes og arkitekternes interesse for fortidens redskaber og regler, at perioden blev kaldt ’nyklassicisme’.