Impressionisme

Impressionismen er en kunstretning, der kendetegnede malerkunsten i årene mellem 1870 til 1890. Ordet udspringer af den franske betegnelse ”impression”, der betyder indtryk.

Det var netop i Frankrig, at kunstretningen først kom til. Fra 1870’erne begyndte stilen og udtryksformen at udbrede sig til andre lande i hele Europa.

Senere blev andre kunstarter såsom billedkunsten, litteraturen og musikken påvirket af de impressionistiske kendetegn.

Sådan startede impressionismen

De forskellige stilarter og kunsthistoriske bølger har mere eller mindre glidende overgange. Typisk er det en særlig markant begivenhed, som har været skælsættende for, at en ny tendens og udtryksform vinder frem i de efterfølgende årtier.

Sådan var det også med den impressionistiske stil.

Den blev første gang markeret i offentligt regi i forbindelse med en udstilling i april år 1874 i et atelier i Paris. Det var unge kunstnere, der udstillede en håndfuld af deres nyeste værker. Iblandt kunstnergruppen var Claude Monet, der havde sit ikoniske værk ”Impression -Soleil Levant” (der betyder ’indtryk – solopgang’) med.

I princippet var det ikke en banebrydende, ny kunststil, værkerne repræsenterede. Det var formålet og hensigten med kunstretningen, der i fremtiden kom til at blive kendt.

Hvad er de bagvedliggende motiver for impressionistisk kunst?

I 1870’erne var den akademiske kunst, der var fremtrædende i det franske samfund. Det var den, der primært blev forherliget og udstillet, og den var den, der i de lærte kredse blev antaget for at være ”den rigtige kunstart”. Den akademiske kunst lagde vægt på akkuratesse, præcision og detaljer. Det resulterede i pæne værker, som var behagelige at kigge på.

Med impressionismens indtog var det ønsket at skabe en kanal for at udtrykke sig personligt. Det var hensigten at skildre samfundet og omgivelserne, som de umiddelbart blev opfattet af kunstneren – uden krav om brug af detaljer, hvis kompleksitet blev regnet for at ødelægge muligheden for at udtrykke sig via sanser.

I bund og grund var det meningen at skildre oplevelser, sådan som kunstneren opfattede det (uanset om selve det færdige motiv harmonerede med virkelighedens billede). På dén måde kan den impressionistiske retningen indenfor malerkunsten beskrives som malerens personlige oplevelse.

I begyndelsen var det bylivet i Paris og de sociale lag, der blev portrætteret i den personlige stil.

Særlige malertekniske kendetegn

På mange måder er det ærlighed og ægthed, der blev kan illustrere kunstretningen.

Det var malerkunsten, der var fremtrædende for at udvikle den nye retning. For at skabe et mere rigt formsprog og gøre det muligt at udtrykke sig mere intenst, begyndte Monet, Renior og Pissarro at eksperimentere med nye malerteknikker. I deres fysiske omgivelser og i naturen kunne de observere kraftfulde farvesammensmeltninger.

De forhenværende og eksisterende, malertekniske metoder tillod ikke at kunne gengive denne rigdom af farver på malerier.

De anerkendte malere udviklede løbende den teknik, som mange mennesker i dag kæder sammen med et symbol for impressionistiske kunstværker – de hurtige penselstrøg.

Kunstnerne afstod fra at bruge pigmentblanding (som var samtidens mest udbredte, malertekniske metode til at gengive farvespil). Pigmentblanding er dér, hvor kunstneren blander flere farver for at opnå en bestemt tone og nuance.

I stedet for at blande farver malede kunstneren hurtige, kommalignede penselstrøg side om side med flere farver. Derved kom hver farve til at stå ærligt frem, og på længere afstand opnåede man den nuance og det farvespil, som var intentionen med teknikken.

Der er hovedsageligt regnbuens farver, der kendetegner impressionismen hos malerkunsten. De jordslåede farver såsom brun, mørkegrå og sort er sjældne at finde.

Motiver for malerkunsten

Det er primært mennesker i handling samt portrætter fra naturen, der var genstande for de impressionistiske malere. Det var ikke ét bestemt menneske, der var i fokus eller et særligt motiv fra naturen. Det er stemningsøjeblikke, der gengives med teknisk, krævende malerstrøg.

Det stiller store krav til maleren at gengive impressionistiske motiver.

Et maleri består af tusindvis af små penselstrøg, der – når man kigger tæt på – intet konkret ligner. På afstand tager maleriet form, og beskueren får en oplevelse af den personlige stemning, som portrættet er malet med.

Det kræver, at maleren er fuldt ud bevidst om, hvilket motiv det færdige maleri skal have. Der arbejdes i små etaper for hele tiden at være sikker på, at det endelige motiv er på vej til at tage form.

Impressionismen i Danmark

Den udtryksrige kunstretning kom til i kølvandet på de danske Guldaldermalere. Guldalderen (1800-1850) er betegnelsen på en af de mest udbytterige perioder i dansk kunsthistorie.

Den impressionistiske retning slog sig aldrig fast herhjemme som en egentlig epoke for dansk kunst. Vores egne malere Theodor Philipsen og Viggo Johansen er dem, der lod sig mest inspirere af tendensen fra Frankrig med de kraftfulde penselstrøg og de rige farvesammensmeltninger.

En række af de store værker fra udenlandske kunstnere fra tiden omkring 1870-1890 kan ses på Ny Carlberg Glyptotek og Ordrupgaardsamlingen.

Impressionismen i litteraturen

Det var litteraturen, der lod sig mest inspirere af strømningerne fra kunstmalerne. Forfattere tog de samme principper og hensigter til sig, som malerne arbejdede ud fra. Fra at skrive i ”fortælle”-form blev det nu målet at skrive i ”beretningsform”. Det var ikke længere beskrivelser af liv og menneskeskæbner, der var i fokus. Ordene skulle i stedet på mere ærlig vis vise, hvordan handlinger udspillede sig.

Den engelsk-amerikanske forfatter Henry James blev en foregangsmand med sin formulering om, at ”showing” er stærkere end ”telling”.

Det blev nu muligt for forfattere at beskrive situationer fra bøgernes universer, som de blev opfattet præcist og personligt af de fiktive karakterer.

Meget naturligt bliver den impressionistiske epoke i litteraturen forbundet med rigdom af sanseindtryk. Der er stort fokus på hovedpersonernes egen bevidsthed, følelser og tanker.

”Indre monolog” er iblandt de litterære udtryksformer, som særligt kendetegner årene fra 1870-1900.

På flere måder spiller den litterære virkelighed omkring slutningen af 1800’tallet sammen med andre områder i samfundet.

På den psykologiske front var det Sigmund Freud, der dominerede med sine psykoanalytiske behandlingstilgange, der udelukkende baserer sig på følelser og sansninger.

Sådan kender du de impressionistiske malerier

Der er en række kendetegn, der er dominerende for kunstværker fra årene 1870-1890. Du kan kende dem på følgende karakteristika:

  • Malerierne er ofte lavet udendørs
  • Der anvendes kun lyse farver (de sorte og mørke nuancer er ’forbudt’)
  • Det er selve teknikken, der er det centrale i malerierne
  • Det er hensigten af gengive stemninger (og ikke være præcis med at male detaljer fra virkeligheden)
  • Det er typisk udendørs motiver, der gengives
  • Lysets påvirkning på motivet og i forhold til handlingen der afbilledes, er et vigtigt fokuspunkt for maleren.