Thorvaldsens museum

I 1800-tallet var Bertel Thorvaldsen en af de mest prominente kunstnere i hele Europa. Den danske billedhugger er iblandt de mest indflydelsesrige kunstnere, vi har haft herhjemme. I dag kan du besøge Thorvaldsens Museum, hvis udstilling er lavet for, at kunstneren altid kan være omgivet af sine værker.

I år 2020 fylder Thorvaldsen 250 år, og dette markeres hos museet med en særlig ekstraudstilling.

Thorvaldsen levede fra år 1770-1844.

Mød mennesket bag navnet

For at forstå Thorvaldsens Museums betydning, skal du kende til kunstneren bag det velkendte efternavn. Det er de færreste danskere, der aldrig har hørt om kunstneren ”Thorvaldsen”. Billedkunstneren blev født ind i trange og fattige kår i barndomshjemmet i Grønnegade i København. Faren var billedskærer og lavede motiver og galionsfigurer til skibe, mens moren var datter af en degn fra Lemvig.

Allerede fra barnsben af skilte Thorvaldsen sig kunstnerisk ud. Han kom som 11årig ind på kunstakademiet i København, hvor han befandt sig side om side med primært voksne mennesker. En stor del af Thorvaldsens unge succes skyldes Nicolai Abildgaard, der var en anerkendt maler og lærer på kunstakademiet. Igennem Abildgaard blev Thorvaldsen introduceret til de højtstående kredse i samfundet.

Som studerende ved kunstakademiet blev det muligt for Thorvaldsen både at hjælpe sin far med træskærerarbejdet og dykke ned i kunsthistorien for at skabe sig dit eget udtryk.

Den vedholdende og dedikerede tilgang til kunsten gjorde, at Thorvaldsen fik et stipendium, så han kunne rejse til Rom.

Kærligheden til Rom

Rom var det mest attraktive sted at tage hen for kunstnere på dette tidspunkt (slutningen af 1700tallet). Stipendiet varede i 2 år, og herefter var det planen, at Thorvaldsen skulle vende tilbage til København. Igennem en velhavende englænder som havde set den danske billedhuggers egenskaber, blev det muligt for Thorvaldsen at forblive i Rom.

Herefter gik der kun kort tid, før det begyndte at strømme til med bestillingsarbejde til den ambitiøse, danske billedhugger.

Thorvaldsen nåede at bo og arbejde i Rom i knap 40 år.

Først i 1838 vendte den nu anerkendte og respekterede kunstner tilbage til fødebyen, København. Her blev han udråbt til æresborger.

Bertel Thorvaldsen døde i 1844 som 73årig.

Elskede kunsten mere end sit liv

Thorvaldsen er ikke kun kendt for sin høje status som en af de mest indflydelsesrige og toneangivne kunstnere i sin samtid.

I dag er han også kendt og respekteret for at være dén person, der demokratiserede kunsten. Thorvaldsen levede og åndede for kunsten. Alt hvad han gjorde, var i en højere mening. Han valgte at bygge sit eget museum og i dén forbindelse testamentere al sin kunst til København.

Thorvaldsens Museum var og er Danmarks første, offentlige museum, hvor alle borgere kunne komme frit.

Hans opvækst i fattige kår satte spor hos kunstneren hele livet igennem.  

Han var kendt for at være et menneske, der kunne navigere i ethvert samfundslag, og han brugte sin kunst som talerør for at sætte fokus på frihed, demokrati og ikke mindst ligeværdighed.

Den smukke historie bag museet

Et kunstmuseum der er opkaldt efter en kunstner og primært udstiller den pågældende kunstners værker, er ofte opført til minde om. Det kan være op til 100 år efter, at kunstneren er død.

Sådan er det ikke med Thorvaldsens Museum.
Det er etableret efter ønske fra Thorvaldsen selv. Da han vendte tilbage til København efter at have boet i Rom i en halv menneskealder, vidste han, at det kun varer få år, inden han ville dø. For at sikre sig at han altid ville være omgivet af sin kunst, lod han museet opføre, hvor han også ønskede at blive begravet. I museets gård findes der et særskilt gravkammer, hvor hans kiste befinder sig.

Tag på opdagelse iblandt de imponerende kunstværker hos Thorvaldsens Museum

Det smukke museum er beliggende i hjertet af København. Det befinder sig på Slotsholmen ved siden af Christiansborg.

Hos Thorvaldsens Museum kan du se kunstnerens egne værker og skitser. Det er en imponerende samling af både kendte og ukendte skulpturer, som billedhuggeren skabte fra sine mange år i Rom og i de sidste år, før han døde.

Den største samling er gipsskitserne, som Thorvaldsen skabte, før han påbegyndte sine enorme og prægtige marmorskulpturer og bronzeværker.

Foruden den imponerende samling af gipsstøbninger og skulpturer kan der ses grafiske værker, tegninger, erotika og malerier, som Thorvaldsen selv samlede.

Bygningsstil og arkitektur

Den arkitektoniske stil får Thorvaldsens Museum til at skille sig ud på Slotsholmen. Det er let at genkende museet på grund af sin symmetriske form og den varme, gyldne facade. Der er taget afsæt i nyklassicismen og Antikken i opførslen af den majestætiske bygning, der blev tegnet af Michael Gottlieb Bindesbøll.

På ydermuren kan der ses malerier, der er lagt ind i hver en del af den lange mur.

Malerierne fortæller i billeder historien om det tidspunkt, hvor Thorvaldsen vendte hjem til København efter sine mange år i Rom.

Oprindeligt blev fortællingen malet af Jørgen Sonne (1801-1890), der var en kendt, dansk maler, som levede på samme tid som Thorvaldsen. Malerierne forfaldt i takt med tiden. Og de blev fra 1949-1959 taget af muren.

Det er Axel Salto, der står bag de motiver og den grafiske fortælling, som er at se på museets ydermur i dag. Salto var én af Danmarks mest berømte keramikere, der nåede at opnå heltestatus i internationalt regi.   

Thorvaldsen døde 4 år før, at museet stod færdigt. Den blev bygget i årene 1839-1848.

1 uge før museet åbnede for folket og offentligheden, blev Thorvaldsens kiste hentet fra Vor Frue Kirke og placeret dér, hvor kunstneren selv havde valgt at finde hvile – i gravkammeret i museets indre gård.

En oplevelse værd

Thorvaldsens Museum er på flere måder en oplevelse værd. Det er sjældent at få mulighed for at tage på kunstmuseum, hvor samtlige værker centrerer sig om én og samme kunstner. Det er ikke kun de betagende og overvældende gipsstøbninger og flotte skulpturer, der kan beskues på museet. Selve museet er en oplevelse i sig selv. Hvert et rum er malet i hver sin farve, og des længere du når ind igennem museet, des mere vil du opleve det som et tempel.

De mange vægfarver skaber en flot og harmonisk kontrast til de prægtige, hvide statuetter af gips.

I løbet af årene er museet blevet restaureret af flere omgange.

Åbningstider hos Thorvaldsens Museum

Da museet første gang åbnede i 1848, var det med gratis adgang for alle. Det var efter kunstnerens eget ønske, at enhver dansker – stor som lille, rig som fattig – skulle have mulighed for at opleve kunst.

Thorvaldsens demokratiske og retfærdige ånd er stadig at mærke hos museet i dag. Hver onsdag er der gratis adgang til alle samlinger.

Der er åbent på museet alle dage fra tirsdag til søndag.

Pensionister kommer gratis ind. Og det samme gør børn og unge under 18 år.

En entrébillet for en voksen koster 90 kroner.

Museet for Bertel Thorvaldsen er et af de billigste udstillingssteder, der findes i Danmark i denne liga, som tilmed er internationalt anerkendt.