Artist Statement

Jeg fascineres af det kunstneriske magnetfelt hvor køn og seksualitet bearbejdes, og jeg inspireres af de historier som andre – ofte mandlige – kunstnere har fortalt om det feminine. Ved at rekonstruere markante og ”kanoniserede” kunsthistoriske værker i et nyt medie, undersøger og genskaber jeg deres betydningsdannelse fra bunden. Men samtidig vil jeg i kunstnerisk klinch med værkerne og udforske det spændingsfelt, hvori betydningen opstår mellem sandhed og kliché. Jeg skaber en ny historie i samklang med – eller som modspil til – gamle og velkendte repræsentationer af det feminine, idet jeg iscenesætter værkerne i en ny og uventet kontekst.

Tina Scherzberg 2011

Kvinde (selv)iscenesættelser
I mine filmværker har jeg altid taget udgangspunkt i den kvinde, som bliver hovedpersonen i min film. Kvinder som jeg møder og hvis historie, profession, fysik, energi, udstråling eller andet ansporer mig til at bruge dette menneskes ”bagage” i nyfortolkningen af det kunsthistoriske værk.

Min første film: Venus’ fødsel 04 (2004) tog afsæt i Sandro Botticellis maleri Venus’ fødsel fra ca.1485. Ved videomediets tredimensionale mellemkomst ville jeg på den ene side genskabe maleriet så nøjagtigt som muligt og på den anden side “puste liv” i maleriets statiske og illusionistiske æstetik. I videoen Venus’ fødsel 04 er det mytologiske og allegoriske set-up fra originalen, erstattet af et fokus på to kvinders indbyrdes forhold og mødet mellem dem. Klædet er værkets omdrejningspunkt, da det er det eneste som er i bevægelse, og dermed, med vindens susen, insinuerer at foreningen snart indtræffer. Men distancen mellem kvinderne er vedvarende, da kvinden i centrum nyder vores beskuelse og har ingen intention om at blive dækket til af kvinden hvis blik er rettet mod hende. Filmen er optaget i 35mm i hurtig hastighed, og afviklet i normal hastighed, da min intention var at filmen skulle være i slowmotion – som var den en art still-billede i bevægelse.

Med Liebespaar im Wald 06 (2006) blotlægger jeg den oprindelige iscenesættelse og det oprindelige blik på to elskendes interne relation fra Gerhardt Richters maleri: Liebespaar im Wald (1966)
I værket Liebespaar im Wald 06 valgte jeg at bruge kameraets linse som mandens point of view og intensiverede derved deres relation til hinanden. Med denne brug af indre syn som en filmisk fortællemåde, legede jeg med et dramatiserende element om at mandens blik bliver til vores/beskuerens blik på kvinden. Dermed betragter og kommunikerer kvinden både med ham og ’os’ som beskuere af værket. Jeg forsøgte med Liebespaar im Wald 06 at pirre beskuerens fantasi ved at gøre filmen uskarp, og rettede, med dette tekniske greb, en formmæssig kommentar til Richters maleri.

Chair 06 (2006) refererer til den britiske kunstner Allen Jones’ skulptur: Chair (1967). Min hensigt med Chair 06 var at iscenesætte skulpturen i en ny og uventet sammenhæng, som går i clinch med betydningerne i Allen Jones’ værk. I Allen Jones’ skulptur er kvinden som objekt ført ud i det ekstreme, idet hun er skildret som brugsgenstand – som stol – koblet med en utvetydig seksuel objektgørelse. Chair 06 viser en situation hvor hovedpersonen – den fremstillede kvinde – træder frem som subjekt, og pludselig selv sætter i scene, og undersøger det at gøre sig selv til objekt. Hun har en legende tilgang til undersøgelsen, og med en ironisk og humoristisk distance spænder hun sig fast, og stemningen intensiveres langsomt, og den fysiske anstrengelse ekspliciteres. Vi kigger på kvinden der er låst i stillingen som stol, og i sidste sekund retter hun blikket mod ’os’, – ’os’ der stirrer på hende. Det er et bevidst valg, at det er første gang beskueren kigger kvinden i øjnene, og ønsket er dermed at sætte beskueren i en kontekst som voyeur.

Olympia 07 pustede liv til Edouard Manets maleri ”Olympia” (ca 1863), og til Tizians maleri: ”Venus fra Urbino” (1538) udfra den terminologi at bruge delelementer fra de originale værker til at fortælle en helt ny historie.
Scenografien med sengen, puderne og farverne er Manets, men håndens placering er Tizians, og det at hun kærtegner sig selv, er min. Ligeledes er den sorte kvinde fra Tizians maleri og den sorte kat fra Manets blevet til en sort mand i Olympia 07. Kameraet har en fast indstilling. Kvindens øjne holder beskueren fast. Efter en rum tid passerer manden rummet – bag kvinden på sofaen – Som en seksuel undertone af noget underbevidst og dyrisk der passerer bag kvinden. Han retter blikket mod kvinden som kun har fokus på os der kigger på hende, og kun vi ser, at manden er i baggrunden. Filmen er opbygget af to optagelser der senere er lagt sammen. Kvinden og manden udgør herved to selvstændigt optagede lag hvor afspilningshastigheden alternerer. Hensigten ved denn metode er at henlede beskueren på en flerdimensionel fiktion.