Søg
Arkiv for Dansk Billedkunst Kunstdk.dk - Arkiv for Dansk Billedkunst

Knæk og bræk

Knæk og bræk

·
Anmeldelse af kunstkritiker Mai Misfeldt i Dansk Kunst 2003
·
” Break a Leg” hed en af den yngre billedhugger Tina Maria Nielsen (f. 1964) skulpturer, som blev vist på Gentofte Hovedbibliotek. Et underligt ønske, men ikke desto mindre bruges udtrykket fx som en lykønskning inden en skuespiller går på scenen. Vov noget, vær ikke bange for at sætte det hele på spil, synes udtrykket at implicere. Måske går det galt, det er en del af showet. Det er det også når man har med billedkunst at gøre. Det værk som Tina Maria Nielsen oprindeligt ville have vist, gik bogstaveligt i stykker, så derfor måtte hun med kort varsel finde på noget nyt. Det gjorde hun rigtig godt gennem en håndfuld veldefinerede værker, der dog måtte slås lidt med rummets åbne, lidt urolige karakter.
Det handler i høj grad om at have kroppen med sig, når man skal forholde sig til Tina Maria Nielsens på én gang meget konkrete og samtidig utroligt sanselige skulpturer. Man skal gå rundt om dem flere gange og helt konkret nærme sig dem fysisk og sanseligt, som man møder andre kroppe i rum, hvis man vil have dem til at åbne sig.
Skulpturerne udfordrer vores sanser, som når Nielsen skaber en flad dør med et stort, æggende, rødt håndtag. Vi kan godt se, tæt på, at døren er flad, men går vi lidt væk, vil vi sværge på, at der er dybde i den. Men det er en illusion om dybde skabt gennem stregtegninger i metal. Værket hedder ”Naked”, nøgen, og det virker næsten uanstændigt nøgent, ja pornografisk, det håndtag, selvom det altså bare er en klump rød voks. Lige så modtagelige vi er over for vores sansers bedrag, lige så let lader vi os vildføre af associatioernes magt.
Tina Maria Nielsens nye værker er spinklere, mere luftige, end vi plejer at se fra hende. Det er tydeligvis skulpturen som struktur, som en grammatisk konstruktion, kunstneren er optaget af. En måde hvorpå man kan gestalte betydninger i rum og få rummet til at ændre sig. Billedkunsten er et sprog, et sprog der ikke direkte kan oversættes til det talte sprog, og det synes stadig at være dette helt særlige sprog, som bl.a. skal sanses gennem kroppens møde med den konkrete form, lige så vel som det skal begribes med tankens kraft, der er Nielsens gebet.
Tina Maria Nielsens værker henter ofte enkle elementer, via form eller titel, fra den verden vi refererer til. Det gælder fx værket ”Kultivator”, som ligner en samling af metalkroge, og som får os til at refererer til haveredskabet. Altså et redskab man kultiverer, dvs. Dyrker eller danner noget med. Her er det ikke gulerødder, der drives frem , men måder at tænke og sanse på. Tina Maria Nielsen har en sprogspillende humor, der åbner tilgangen til hendes værker, og opfordrer beskueren til at lege med. Fx i værket ” Break a leg”, der består af en skævt hængende trapezform og noget, der ligner et bordben, støbt i voks. Det muliges tryllekunst i form af akrobatens luftige manøvrer i det frie rum forenet med symbolet på det stabile; bordet, der hviler tungt på sine svungne ben. Det er elegant gjort.
Tina Maria Nielsen er en af de yngre danske billedhuggere, man godt kunne ønske sig solidt præsenteret på en større udstilling, gerne i et internationalt perspektiv. Hvor er museerne henne? Go break a leg!