4:interview-kopenhagen-18-april-2009

Interview: Rose Eken http://www.kopenhagen.dk/interviews/interviews/interview_rose_eken/

I sin aktuelle soloudstilling på Dunk! udfolder Rose Eken et musikalsk univers, der bevæger sig i grænsefeltet mellem den kollektive og den private erindring. Miniaturemodeller og akvareller udsmykker væggene i det, der fremstår som en scene efter koncerten er slut og publikum er gået hjem. Gennem brugen af broderi og keramik, der traditionelt kan betegnes som feminine medier, til præsentationen af et primært maskulint univers som guitarmiljøet ofte er, debatterer udstillingen de traditionelle kønsroller, som til stadighed eksisterer i vores samfund i dag.

Rose Eken (f. 1976) er uddannet fra Edinburg College of Art i 2001 og fra Royal College of Art i London i 2003. Rose bor og arbejder i København.

Interview:Louise Steiwer
Foto:Louise Steiwer
Rose Eken
Electric Ladyland
06. marts – 26. marts 2009
Dunk!
Værkstedsvej 6, 2., 2500 Valby
web site:www.dunkdunk.dk
torsdag 12-16 og efter aftale

Vil du ikke starte med at introducere, hvad det er for en udstilling, du har lavet?
Jo, jeg har lavet en udstilling, der handler om musik. Både det, at være musiker og men også dét at være fan. Jeg er interesseret i fankultur og i den måde, hvorpå vi tilskriver objekter ikonstatus. For eksempel at man typisk altid husker den første plade, man nogensinde købte, eller at man gemmer på en gammel koncertbillet eller den trommestik, man engang greb til en Metallica-koncert. Alle de her objekter, de får en eller anden værdi for os alle sammen og bliver ret personlige.
Jeg er interesseret i balancen mellem kollektiv og privat erindring: I hvordan man kan bruge den kollektive erindring til at tricke en ret privat erindring hos beskueren. Det er det grundlag, jeg prøver at gå ind og undersøge igennem forskellige stofligheder, bl.a. ler og broderi. Det er nogle ting, jeg er begyndt at undersøge gennem det seneste år. At arbejde med broderiet som materiale svarer guitar-nørden, der sidder derhjemme og øver sig på det samme riff igen og igen. Det er lidt det samme som at sidde og brodere med små bitte korssting.

Der skal tålmodighed til!
Præcis. Det kom ud af, at jeg begyndte at tænke over min egen arbejdsproces, fordi jeg på en eller anden måde gentager ting. Jeg arbejder meget med miniaturer, og hvis man skal lave et bar-interiør, så skal man at lave ti barstole – der er hele tiden gentagelser og serielle elementer i mine værker. Det var en af grundene til, at jeg tænkte: Hvad er det mest absurde og tidskrævende, man overhovedet kan begynde på? Det blev så broderiet. Samtidig er det et medie og en hobby, der er meget knyttet til det kvindelige. Jeg ville gerne sidestille det macho-rockunivers med de kvindelige dyder. Som kvinder bliver vi sat i denne har bås, hvor vi skal sidde og se yndige ud, mens drengene kan få lov til at gå amok.
Værket Untitled (Sampler) handler præcis om det, og forestiller en række af de emblemer, der kan være på hovedet af en guitar. Indenfor broderiet er der den her tradition tilbage fra 1700-tallet, for at små piger skulle sy alfabetet for at afprøve alle mulige sting. Untitled (Sampler) har lidt samme karakter med en masse små emblemer på række. Så tanken er, at tage hele den verden af guitarikoner med et specifikt instrument ud af det her ret drengede univers, eller i hvert fald sidestille det med noget andet.

Det andet broderi, Little Wing, er det en manual til at bygge en guitar?
Ja, på en måde. Det er et påklædningsdukke-ark til en papir-guitar. På den ene side refererer det il mine miniatureuniverser, hvor jeg har lavet rigtig mange guitarer, bl.a. et værk som rekonstruerede hundrede guitarer i miniaturer. Det kom ud fra det værk, som er Jimi Hendrix’s Flying V, som han malede med neglelak, engang i tresserne. Jeg blev interesseret i den der sidestilling af ornamentet, der er i det der meget nørdede, snirlige, som så igen refererer tilbage til broderitraditionen og så den der meget maskuline guitar, som en Flying V er. Den ser næsten militant ud, den bliver en mærkelig klan-tegning, så det var grunden til, jeg valgte den.

Er objekterne, som de er opstillet her, tænkt som en samlet sceneopstilling eller som løsrevne elementer?
Det, jeg har arbejdet med tidligere – i mine videoer og mine miniaturemodeller – er ideen om rum. Jeg er specielt interesseret i koncertsale, teatre, musiksteder og barer. Når de her rum er tomme, så er det lige som om, de er udspændt i tid; de venter på, at blive fyldt op med mennesker eller at der skal ske et eller andet. Jeg interesserer mig ofr rummets tilstand før eller efter noget sker. Der har rummet den der lidt underlige stemning, som jeg har prøvet at fange gennem de momenter, hvor bandet sætter op eller pakker ned. Det er det, jeg prøver at fange i ved at placere dem på denne her måde, så de fremstår som efterladenskaber.
Samtidig er lavet af ubrændt ler, og er derfor totalt ubrugelige, porøse og super fragile. Jeg er interesseret i leret på grund af stofligheden og plasticiteten. Man kan lave alt i ler, så det fremstår meget realistisk. Samtidig minder materialet om formningslokaler, og “Se mor, jeg har lavet et askebæger”, hvilket jeg synes er vildt fedt. Det er et enormt dumt materiale, fordi det er så klodset, men alligevel bliver resultatet helt fint og poetisk, fordi det står der, og prøver at være en succes. Det er som at stå og være musiker på en scene. Det er en eksponering: Går det galt eller bliver det super-fedt?

Hvordan kommer dine motiver – det her musikunivers – til dig? Har du selv en fan gemt i dig?
Det har jeg jo. Jeg kan desværre ikke spille guitar særlig godt, men jeg er vokset op med musik. Min mor er operasanger og har stået og skreget hjemme i stuen. Jeg har lavet lys for bands, da jeg var teenager. Jeg har altid færdedes i det der univers, og mange af mine venner er musikere. Så jo, jeg er jo klart fan, men samtidig har jeg aldrig været fan på den dér måde som Take That-pigerne fx var eller haft Morten Hagen hængende på væggen i børneværelset. Jeg har aldrig forstået, hvordan man kunne dyrke sit ikon i så ekstrem grad og på den måde. Det har jeg altid syntes, var lidt underligt – men super facinerende!
Jeg tror, der er de to elementer i det: Facinationen af Take That-pigerne på den ene side, og interessen for, hvordan man fortæller en historie og iscenesætter et rum på den anden. Hvordan dagligdagen er iscenesat – alle de her små ting, vi gerne oveser, eller som er pakket væk. De tilsyneladende ubetydelige momenter. Det handler normalt om, at bandet skal stå på scenen og spille for én. Det handler ikke om før og efter. Men når man begynder at indfange de momenter, så kommer der pludselig også en musik ud af det; en anden fortælling, som interesserer mig.

Der er også en lidt melankolsk stemning i det tomme scenerum…
Ja, der er en melankoli eller nostalgi i alle de ting, jeg laver. Jeg har tænkt meget over det, og det handler selvfølgelig meget om, at de er mennesketomme, og derfor projekterer vi melankoli ind i det. Jeg ser det ikke som en tragisk melankoli, nødvendigvis, jeg ser det egentlig mere som poesi. En søgen, en længsel, men også en undersøgelse, og samtidig noget, vi alle sammen har. Vi får den følelse, fordi vi projekterer erindringer ind i noget…lige netop det her har jeg svært ved at forklare konkret, for jeg ved ikke hvorfor det bliver sådan. Jeg synes ikke, jeg er et dybt nostalgisk eller melankolsk menneske…

Måske er det bare fordi dit univers også er et tilbageblik. Det omhandler jo ikke en aktuel musikkultur, der er på hitlisterne lige nu, men Jimi Hendrix og Electric Ladyland…
Helt klart! Men jeg har undersøgt mange forskellige slags musik. Jeg har også haft et firser-trip for nylig, hvor jeg lavede en masse ting omkring firsermusik, så på den måde går jeg igennem forskellige genrer.
Jimi Hendrix er superfed og det ultimative guitarikon. Han er helten; det er ham, der satte en masse standarter, for hvordan rockmusik er i dag. Men det er også tiden – knapperne og snorene refererer tilbage til ornamanterne på tøjet og til den tidsperiode – som er en af grundene til, at jeg lige netop har zoomet ind på ham.
Pladecoveret til Electric Ladyland, som man kan se på mine akvareller, bære også præg af perioden: De der lækre, halvnøgne halvfjerdser-damer – de er så søde, og man ville aldrig se noget så yndigt i dag. De er super-sexede, men hvis man skulle tage et billede til et pladecover idag, så ville man vælge sådan nogle glossy, lækre, tynde modelpiger.

Samspillet mellem cover-pigerne og din brug af broderier som et feminint modspil til et maskulint rock-univers – er der nogle feministiske undertoner?
Det er der måske nok. Det er super-vigtigt for mig at være kvindelig kunstner, men samtidig er det ikke nødvendigvis noget, jeg tænker så meget over. På en eller anden måde har det altid sneget sig ind i alt, hvad jeg har arbejdet med. Keramik og miniaturerne er jo også forbundet med piger og dukkehuse, men det er noget, jeg er blevet mere og mere bevidst om. Jeg tænker over, hvordan kan jeg bruge det feminine og sidestille det med noget andet , for derigennem at fortælle en historie. Samtidig kan man sige, at der ikke er ligestilling i musik- eller i kunstverdenen.

Musikverdenen er måske egentlig værst i virkeligheden?
Jaeh, jeg det ved sgu ikke. Men det er værd at bemærke, at der ikke findes nogle kvindelige guitarguder. Der er skidegode kvindelige guitarister og soul-mamas, men den eneste potentielle guitargudinde er vel Susie Quattro, og det er især fordi hun agerer virkelig maskulint. Kvinderne kommer på en eller anden måde ud på sidelinien…
Men jeg har ikke et overordnet politisk budskab. Jeg er mere interesseret i at fortælle historier, og i at tricke folks erindring og få dem til at fortælle deres egen historie, ved at præsentere dem for de her tegn, elementer og fragmenter, så de kan sammenstykke deres personlige historie om koncerter, de har været til.
For mig at se er mine værker små narrativer eller tre minutters pop-sange.

Er miniaturerne, som du somme tider blæser op til et kæmpeformat i dine videofilm, en måde at tilegne sig et rum?
Det er jo nemmere end at skulle ud og finde en location, at man lige kan lave det i en papkasse derhjemme. Men det er vigtigt for mig, at de film, jeg laver, bliver projiceret op, så vi træder ind i billedet på en meget fysisk måde. Det betyder, at vi tror på den virkelighed, der er opstillet, og når det begynder at falde fra hinanden, og vi lægger mærke til pap-kanterne, så bliver skellet mellem fiktion og virkelighed endnu mere ekstremt. Og det er det, der interesserer mig: Grænsen mellem fiktion og virkelighed, og erindring og realitet og nutid og fortid, som ligesom bliver sammenblandet igennem de der ting.

Til sidst vil du så ikke fortælle om værket Kind of Blue? Det er umiddelbart mere abstrakt og stramt i formen, end resten af værkerne på udstillingen.
Det er det faktisk ikke; Det er guitar-huller! Fordi jeg arbejdede med broderiet blev jeg facineret af instrumenter dekorative element, og når man zoomer ind på guitarhullerne, bliver de sådan nogle okkulte tegn, som man ikke rigtig forstår. Jeg ser det som en slags voodoo-tæppe, fordi det har blandingen af at være meget abstrakt og super-dekorativt. Jeg kunne godt tænke mig at lave sådan en hel væg. Keith fra Rolling Stones har sagt – patetisk, men ret sødt: “That wood, that hole – thats life!” Ud af det hul, kommer alt det vigtigste, vi skal bruge.

Tak.