Søg
Arkiv for Dansk Billedkunst Kunstdk.dk - Arkiv for Dansk Billedkunst

5: Anmeldelse 'Everybody knows this is nowhere,' Spark galleri, 2007

Politiken/Lørdag 24. marts 2007

Den indre popfascination
Rose Eken
Everybody knows this is nowhere, Spark Galleri, Jægersborggade 48, Nørrebro
til 14 april.
♥♥♥♥♥

MICHAEL JAKSON, A-ha, Joy Division og en lang række andre musikfænomener gæsteoptræder i Rose Ekens kompakte, men vellykkede udstilling ‘Everybody knows this is nowhere’, der i øvrigt har lånt sin titel fra en Niel Young-plade. Selvom det ikke er første gang, denne plade har givet titel til en kunstudstilling i København, er resultatet hel igennem originalt. Eken spænder vidt med eksperimenter inden for maleri, tegning, skulptu og bedst af alt: fotograferede og filmede miniaturemodeller suppleret med animation og lydside. F.eks. videoen ‘Kims Café’, hvor der i hurtigt tempo krydsklippes mellem tegnede animationer af musikere på guitar, keyboard eller trommer og filmede partier, der panorerer henover et cafélokale og en biografsal. Det er ikke åbenlyst ved første øjekast, men de to rum er faktisk miniaturemodeller bygget op af pap, sølvpapir og andre forhåndværende materialer. ‘Kims Café’ er lydmæssigt og visuelt inspireret af A-has 80’er pophit ‘Take on Me’, mens andre af værkerne refererer til ‘Billie Jean’, ‘Video Killed the Radiostar’ eller præsentere kunstneren selv som rockstjerne – her i form af små malerier i badges. I øvrigt består en del af udstillingen af abstrakte kompositioner i psykedeliske farver, som synes at være bevidst klodset og uprofessionelt udført. Men selv om de binder an til popkulturens rus efter fuldendt lykke, og på den måde holder sig inden for poptematikken, så har de ikke samme gennemslagskraft som de suveræne små miniaturemodeller, animationer og tegninger. Det er her, Rose Eken lykkes at fascinere og gribe ind i den nyere kollektive bevidsthed med en velbalanceret blanding af godmodig ironi og respekt over for popmusikken som kulturelt fænomen.

af Ditte Vilstrup Holm