Txt by Marie Kirkegård 2009

Rasmus Danø(1974)
Arkadien er et ideallandskab på Peleponnes, som allerede i den romerske oldtid blev euforiseret for sin skønhed og landlige uskyld. Udrustet med smukke templer og antikke bygningsrester af en fordums rigdom optræder variationer over Arkadien i digtekunst og maleri op gennem tiden, gennemtrukket af oplevelsen af en essentiel tidsfornemmelse og melankolsk mæthed. Det er måske den mest ophøjede fælles europæiske idé om landskabet, der dog undertiden også er blevet behandlet med mislyde i billedet, hvor tungt lejrede monumenter i landskabet blev til tegn på tidens rov og en ulægelig afstand til den i udgangspunktet tidløse og ideale forsoning mellem natur og kultur.
I Rasmus Danøs kunstneriske univers overlades heller ingen forhåbninger om et idyllisk Arkadien. Den ædle afspænding underløbes hurtigt af gravens uro i hans scenerier, der byder på en ørkesløs vandring gennem dystopiske landskaber. Forurenede søer, rygende vulkaner, lukkede mure og monumentale gravstene fremhæver en særlig apokalyptisk spænding i billederne.
Danø er en kritisk voyeur til en verden, og træder – ofte med et dissikerende blik – ind i atomtidens dystre, forurenede og forfaldne baggårde. Dette giver sig dog ikke udslag i en entydig form. For dybest set er det vel et menneskeligt omdrejningspunkt, der danner grobund for hvert eneste motiv, som derved kommer til at balancere mellem et privat, såvel som et alment associationsrum: et slags foruroligende anelsernes rum, kunne man sige. Det påviser blandt andet, hvor mange facetter, der sættes i sving i Danøs motiver. 
I hans karakteristiske let karikerede comics-stil føres vi ind i dystpiske landskaber eller urbane utopier, hvor emotionelle udtryk og æstetiske traditioner slår følgeskab med vores egen billedmæssige fantasi. En nærmere indkredsning af dette kommer vel i dybeste forstand til at omhandle en afsøgning af det interessante skisma i den europæiske tradition: ekstremitet og normalitet; kultur og natur. Og i videre forstand dette skismas opløsning. Man kan sige, at Danø indkredser en opsummering af betydninger og betydningstab i dag ved at side – og sammenstille ekstremitet med normalitet. Det er hele tiden en diskurs, der oprører vandene, og måske er det det, der skaber det særlige foruroligende twist i det dybest set idylliske Arkadien.
Marie Kirkegaard 2009