Hans Hyllested: Pia Birkholm, retrospektiv.

Hans Hyllested: Pia Birkholm, retrospektiv.

Når man i dag, næsten 25 år efter debuten i 1977, ser Pia Birkholms [f. 1945] kunstneriske arbejde samlet, bliver det tydeligt, at hun tilhører den eksklusive kreds af kunstnere, som gennem et langt liv formår at fastholde ét og samme syn på kunstens anliggende. Udstillingen viser med overvældende styrke, hvordan Pia Birkholm næsten fra begyndelsen med en respektindgydende vedholdenhed har fordybet sig i udforskningen af de samme koloristiske problemstillinger og i den samme motivkreds. Pia Birkholm er en kunstner, for hvem virkeligheden, naturen viser sig gennem farven; lyset. Formen svøber sig om farven og giver den dens særegne klang. Pia Birkholm er kolorist. Som kolorist lader hun motivet vokse frem af farverne, der til tider kan virker næsten kakofoniske i deres sammenstød. Temperamentet fornægtes aldrig. Fra et nervøst, heftigt og næsten voldeligt anslag i strøget bevæger hun sig gerne ud i en lysende lethed, hvor kun lærredets struktur står tilbage. Og følelsesmæssigt føres man fra den dybeste sorte fortvivlelse til en lysende, næsten legende lethed. Aldrig udadvendt letsindigt. Altid med en grundlæggende vederhæftighed over for materiale og iagttagelsen. Det er virkelighedsstudiet og naturen, der til stadighed er udgangspunktet. Det er de nære relationers verden og ”det lille folk”, der motivisk fastholder øjeblikke af stilhed og nærvær.
At Pia Birkholm i sit kunstsyn er eksklusiv er dog ikke det samme som, at hun er uden tradition eller reference til andre i ind- og udland: Harald Leth og Poul Ekelund falder én umiddelbart ind, men også Kokoschka og Bonnard klinger med.
Udstillingen må få én til at gøre op med den forestilling, at en given tidsalder eller epoke skulle have fundet sit sande, mest dækkende og blivende udtryk i en enkelt stilart. Man møder jo ofte den opfattelse, at ismerne i det 20. århundrede betegner en art udviklingslære, der så at sige fører os igennem stilhistoriens navnerække; et kunstens darwinistiske verdensbillede. Opfattelsen hviler på den antagelse, at opløsningen af maleriets grundlæggende bestanddele også betegner en erobring af en stadig større grad af frihed. Men herved har originalitetskravet bemægtiget sig en så omfattende status, at virkelighedsstudiet blot kan betragtes som en svunden tids vraggods. I så fald har der også fundet en forvridning sted af enhver kunstnerisk aktivitets grundlag. En forvridning som en Pia Birkholms sandfærdighed og ærlighed netop er et oprør imod.