Menneskets attituder hentet ned fra Himmelhvælvet

Morten Tøgerns malerier på sejl, teltdug og presseninger har deres eget billedsprog, som er hentet ned fra Himmelhvælvet af ham selv.
Malerierne udtrykker både elektriske udladninger fra kosmiske tarenteller, som fortæller om landskabssamtaler ude i rummet – og om tilstande, som strækker sig lige fra en komatilstand til desparation.
Billedernes indhold er det samme tema, som Morten Tøgern har arbejdet med siden sin debut i 1977 – hans eget indre landskab.
Her fortæller han om netop det billedkoncept, som indgår i billederne til udstillingerne i Slesvig-Holsten.

Mit eget indre landskab

Morten Tøgern har helt sin egen fortolkning af, hvad et landskabsmaleri er:
»Det kommer helt an på, hvor snæversynet eller fleksibel, man selv er, hvordan man fortolker et landskabsmaleri. Et landskab kan være et menneske, som er sprættet op i en krig, og hvor tarmene flyder ud. En by kan også være et landskab, sådan som en arkitekt kan se det. Marinemalere maler deres egen form for landskaber, men de har deres fundament et sted – lige som jeg har mit eget indre landskab«.
»Billedernes indhold er en abstraktion, inspireret af horisonterne. Jeg har altid været meget påvirket af de horisontlinier, som jeg kan se i bakkekammen deroppe. Når jeg arbejder her, har jeg også en havhorisont, det har jeg ikke på samme måde, når jeg er i København.
Hvis jeg var en fugl, ville jeg se de horisontale linier på en helt anden måde. Eller hvis jeg havde lært mig selv at flyve. Hvis jeg nu for eksempel var en engel eller måske er jeg en engel, uden englevinger?

Rummikrober malet
fra en jetjager

I virkeligheden findes mine landskaber oppe i luften, ja, ikke i rummet, det er så moderne med spacecamp og alt det, men oppe i luften.
Måske er det i virkeligheden omvendt: Måske er Jorden oppe i himlen – og himlen nede i jorden. Hvis jeg graver et hul, og stikker hovedet ned i det, synes jeg, at jeg oplever universet«.
Mange af Tøgerns billeder forestiller rummikrober, formindsket millioner af gange, hentet hjem fra universet af ham selv.
»Jeg har selv været der – og sprøjtet min sæd ud. Og det er mig, der ved, hvordan væsenerne herfra ser ud.
Skulle nogen finde på at forære mig et lærred i gigantformat, skulle det ikke genere mig at male dem i naturlig størrelse, gerne mens jeg befinder mig i en jetjager. Kun fysiske og økonomiske begrænsninger forhindrer mig i at gøre det«.

En anmassende form

På nogle af Tøgerns presseningsbilleder ser det ud, som om formerne er i bevægelse, andre som om de befinder sig i en film, hvor tilskueren selv kan forestille sig, hvordan filmen ruller videre inde i fantasien, på samme måde som når man ser en film eller læser en bog.
»Mine billeder handler i virkeligheden om menneskelige attituder, om det psykologiske spil, som findes mellem mennesker. Se nu, den form dér, hvordan den opfører sig anmassende og trænger sig ind på en anden. Ligesom hvis jeg lukker en dør op ind til et rum, hvor der sidder nogle og holder møde, og stikker foden i døren for at komme ind i stedet for på almindelig høflig vis at banke på.
En anden form i et billede udtrykker: Hold op med at være hysterisk – eller den optræder truende, mens en tredje lægger sig til rette – og en fjerde ligner én, som ikke vil forstyrres«.

Naturen spiller med

Naturen spiller en stor rolle i malerierne – de bliver nemlig malet og bearbejdet udendørs i en skov for foden af Skamlebæk Radiotårn ved Sejerøbugten i Odsherred. Morten Tøgern kalder radiotårnet for »fundamentet for usynlige samtaler«.
Her i sin egen skov er han i en evig kamp mod de uberegnelige vejrguder. Gang på gang oversvømmes et netop færdigt maleri af frådende sommerregnmasser eller hvirvlende stormstød fra alle sider, og de kan både ødelægge eller forandre billedet. Når uvejret er overstået, viser det sig sommetider, at det måske ikke er så tosset, at Vor Herre (om han findes) af og til spiller én et puds.
»Ikke, fordi jeg bare bygger på tilfældigheder, men jeg styrer selv tilfældighederne, så de kommer til at spille med sammen med billedernes indhold og historie«.
Netop indholdet og historierne har en tilknytning til materialerne, som er gamle militærtelte, lastbilpresseninger og skibssejl i mange forskellige former og overflader.
»Jeg limer lapper på dem, skærer og borer huller i dem, så de får en anden struktur. Jeg maler både med højglansemalje, olierevet titianhvid, kunstnerfarver – og som kontrast til det – bygningsmaling, tjære og petroleum.

Tjæren giver kraft

Blandingen af tjære og de andre materialer giver billederne deres egen kraft og vilje.
Morten Tøgern dirigerer rundt med sin tjærekost og sjasker den tykke tjære på. Han tramper rundt i billederne med gummistøvler på eller bare fødder midt i tjæren, og hælder i hysterisk tilstand bøtter med tjære ud over det hele, mens sensommersolen bager. Græshopper, myrer, jord og grannåle syltes ind i billederne og går til. Det, at kunne trampe rundt på sine egne billeder i det sommerfalmede græs i skoven giver ham en særlig fornemmelse af frihed.
På mange af sejlene og presseningerne er der i forvejen knuder, syninger og bændler, og de indgår som en del af maleriet. På trods af det er der absolut ikke tale om collagemalerier, snarere et expressivt konceptmaleri – med divergerende former, som bruger naturen og de hektiske omstændigheder, hvorunder de er blevet skabt.

Eva Birgitte Jensen