Exit tekst af Thomas Boström

Jette Ellgaard

Kan man fortælle historien om et udeblivende traume? Kan en hverdagsvirkelighed portrætteres ved netop ikke at optrevle et net af løgne, fortrængninger og fortielser, når nu genstandsfeltet er familien? I Jette Ellgaards kunstpraksis, der spænder over tekstproduktion, video, lyd og installation, foregår en finmasket undersøgelse af den bærende relation mellem generationer med afsæt i kunstnerens egen families ortodoksier, skildret med varme, kærlighed og tør humor. Der anvendes et positivt, men sagligt analyserende blik – der ikke ekskluderer eller udtømmer mere alvorlige aspekter i fortællingerne – men panorerer henover den faktiske begivenhed i det, der siges, det der gøres i den konkrete handling. Der er således tale om synliggjorte og ikke skjulte lag, der danner afsæt for en ikke mindre sand kunstnerisk forvaltning af brudstykkerne i familiestrukturen.

Hjemvendt er en up-speedet registrering og dokumentation af den uge, det tager familien og de ansatte på slægtsgåden i Vestjylland at gennemføre nedrivningen af stuehuset. Sten for sten fjernes historien om det ældste hus tilbage i sognet. På et lydspor gennemgår broderen pragmatisk plantegningerne til det hus, der skal rejses efter brokkerne: wellnessrum, mere lys og forplejning af gårdens ansatte. Værket er en kompleks allegori over den levede tids manifestering i det konkrete: I murbrokker og nedtagne teglsten. Som i en annullering af nuet er processen med nedrivningen mere en tidsmæssig spolen frem og tilbage i fortid og fremtid, bestemt af det blik, der ser, den stemme, der taler, den krop, der arbejder.

Denne særlige næroptik, som Ellgaard anvender, rummer et paradoks: kan man se tydeligt, hvis man er så tæt på, og kan man ved at træde et skridt tilbage få alle nuancerne med? Spørgsmålets svar er et både og – en kunstnerisk mediering mellem de to positioner. Tilgangen ligger for Ellgaard i et performativt greb, der ved kunstnerens deltagelse og observation – enten som aktør i videoerne eller som kommentator på lydsporet – lader de konkrete handlingsmønstre mellem familiemedlemmerne, hende selv inklusiv, stå som et røntgenbillede på forpligtelser og forventninger. Et forhold, der stiller et vist krav til afklaring af kunstnerrollen hos Ellgaard og i bredere forstand til identitetens kulturelle forekomst. Det absolut stedsspecifikke udgangspunkt i barndomshjemmet løftes fra den mikroantropologiske observation af familien – baseret på førstehåndserfaringer og insiderviden – og frigøres til en mere generel refleksion over strukturelle forhold som historieudlægning, tidsforståelse og menneskelig hverdagserfaring. I tekstværkets sætning ”Der er ingen grund til at bruge mere tid på ham” svæver et udsagn mod en opløsning – som en personlig og ægte læsning af netop ovenstående forhold.