Jesper Dalgaard

Marie Christine Jacobi fra kataloget ”Hvorfor gik skulpturen over gaden?”, Overgaden

Dalgaards skulpturproduktion tager oftest sit udgangspunkt i naturlandskaber, hvor de enkelte elementer og motiver bruges som metaforer eller indgangsvinkel til nogle dybereliggende fortællinger, som f.eks. menneskets forhold og forholdene sig til naturen, samt tæmningen af denne, eller mangel på samme. Store grandiose, underfundige skulpturer af natur og landskaber svæver, ligesom galaktisk beplantede kloder, i rummet og repræsenterer Dalgaards karakteristiske skulptur univers. De faktuelle 3dimensionelle skulpturer har Dalgaard uddraget fra sin fremtidsfiktion om en interstellar fortælling i et andet solsystem, hvor naturen har taget over. Denne fortælling manifesterer sig i et computeranimeret værk, konkret foregående i cyberspace. Her eksisterer de fornøjelige landskabsskulpturer som et slags naturromantisk setting for en fjern fremtids befolkning.

Dalgaards skulpturproduktion er et kontinuerligt projekt, som han i denne udstilling bygger videre på. Dalgaard præsenterer her 2 nye, enkeltstående værker. – I en lille arkitektonisk model af en mennesketom biograf, fremvises der på lærredet en sort/hvid animationsfilm. Filmen er delvist narrativ og beretter et uddrag fra den interstellare fortælling. Et øko-dynamisk spaceship fragter, den i tid og rum fjerntliggende klodes befolkning til en anden mere primitiv planet, hvor de i en slags træningslejr fælder og vandtransporterer træer, uden noget synligt formål for øje. En slags fornøjelses-udflugt tilbage i tiden. De karakteristiske figurer, tegnet som simple tændstikmænd, går igen i det andet værk. Her ser vi, figuren bøjet i neon i 6 forskellige positurer, der ved neonrørenes skiftende lystilstand, skaber en antaget eller imaginær opfattelse af, at figuren foretager et sprællemandshop. Skulpturen, med de 6 statiske niveauer, konstituerer herved et illusorisk narrativt forløb.

Dalgaards skulpturer er repræsenteret faktuelt, i form af de konkrete værker, men indgår også i et abstrakt univers – som en science fiction i et ikke fastlagt, uafgrænset cyberspace. Generelt for dem alle, er et gennemgående tids aspekt, der punkterer eller forcerer de konventionelle skulpturer og derved gør Dalgaards værker til en fortælling (over tid) i rummet.

Tekst fra kataloget til Take Off 20:01
Peter Brix Søndergaard

Fortællingen er også central hos billedhuggeren Jesper Dalgaard. Han konstruerer, bygger, limer og besjæler nogle underfundige landskabsskulpturer, der ofte hænger ned fra loftet og bærer oplysende titler som “Ja, jeg ved nærmest ikke hvor jeg skal begynde eller slutte, for hele forløbet har været så overvældende, men ét er sikkert: Da Ann Baker og Vladimir Tolsty præsenterede deres afhandling for institut for interstrukturelle anliggender, for nu snart 24 år siden. Troede jeg ikke det modul som vi for øjeblikket befinder os på, nogen sinde ville blive en realitet. (Odair Assad)”. Odair Assad er professor i agronomi i en ukendt fremtid og står bl.a. for at udvikle produktionsmetoderne på modulerne, der er inddelt i 10 grupper, som hver især producerer forskellige råvarer. Til formålet er etableret en mængde artificielle atmosfærer identiske med jordens (oxygen kapslerne), som professoren hævder at have den fulde klimatiske kontrol over, således at modulerne repræsenterer forskellige klimazoner; subtropisk klima er f.eks. yderst velegnet til druen bag den interstellart populære rødvin Stella Rouge. Dalgaards labyrintiske, hjemmeflikkede moduler er højeffektive produktionsenheder. At alt dog ikke er lutter produktionslykke antydes af andre udsagn som f.eks. titlen på en række tegninger: Optegnelse over modul oxi-8a5’s tilstand, før den 18 august. Da der indtraf en menneskelig fejl, og animal transport enheden kolliderede med udbygningen, og dermed spolerede planerne om, at sammenbygge a-5 og c-7. (Mort Fega).

Dalgaards moduler er både fjerne science-fiction fantasier og sjove skulpturer – men også ualmindeligt udbyggede fantasiforestillinger. Den interstellare, videnskabelige forestillingsverden kobles med materialer fra togbanemodellernes verden. De flikkes omhyggeligt sammen med limpistol og ståltråd til skrøbelige skulpturer, men forstået inden for sit eget univers er skulpturerne imponerende syvmileskridt både for videnskaben og menneskeheden! Den konsekvente kobling af højteknologi og hjemmesløjd placerer værkerne i et tredje felt, hvor ironien og humoren indfinder sig som kunstnerisk indbygget refleks. Den syrede interstellare fantasiverden er så tilpas jordnær, at vi i princippet kunne beames direkte ind og gøre nytte ved drueplukningen; modulerne er beregnet på sådan nogen som os.

pressemeddelelse til udstillingen 56 år senere

September-oktober 2001, Gustaf Gimm

Scenen er sat. År 2300-etellerandet. In a galaxy far far away. En anden verden. En verden, hvis tilsyneladende største problem ikke er krig, skattetryk, bål eller brand, men rationeringen af den alt for populære interstellare rødvin: Stella Rouge. Dennes drue, samt alle andre former for afgrøder, dyrkes på moduler (der af besku-eren kan forveksles med skulpturelle modelverdener), hvis klima er totalkontrolleret af mennesket. Et sted derude svæver tillige de 4 årstidsmoduler som 4 stykker nostalgi – for selv om man er interstellar kan man godt, eller måske netop, savne snestorme og den slags. Der zoomes også ind på disse mennesker. Deres dagligdag, deres stue, deres tapet, deres gøren og laden.

Og hvad skal man bruge alt det til? Hvis man kan se det charmerende i at blive beamet langt væk fra krig, skattetryk, bål og brand, og ind i en fremtidig utopi, hvor græsset altid er grønt, og snestorme er noget man frivilligt opsøger, så er der her en uimodståelig mulighed for at besøge år 2300-etellerandet, og se hvordan landet ligger… 56 år senere.

Fiktivt interview og tekst af Jesper Dalgaard

Dagligdagen i oxygenkapslen
Interview med Mort Fega af Ann Baker og Vladimir Tolsty

A.B og W.T.: Prøv at beskrive en typisk arbejdsdag.

M.F.: Jeg spenderer dagligt 4½ time ombord på modulerne. I løbet af en dag er der inkorporeret 4 til 5 omrokeringer. Der er flere begrundelser for hvorfor de udføres. For det første fordi den daglige praksis ikke skal blive for monoton, og for det andet fordi det er mest gavnligt for den enkeltes fysiognomi at have så varieret en arbejdsgang som muligt.

A.B og W.T.: Prøv at give et eksempel på hvordan arbejdsopgaverne som oftest er skemalagt i løbet af en typisk dag.

M.F.: Jeg starter som oftest på et af de to høstmodne moduler. Klimaet i “oxygenkapslen” har i de 15 år jeg har medvirket i “Indhold gennem praksis” været subtropisk, så vi har været istand til at høste 3 gange om året på hvert enkelt modul. (Det skal lige indføres at et af modulerne (nr. 10) fra starten aldrig har været tiltænkt at indgå i det konventionelle dyrkningsprogram.) Derefter rokerer vi rundt til andre moduler, hvor jeg som oftest spenderer 45 minutter med “Fundamental arbejdsstilling 4”.

A.B og W.T.: Hvad indebærer dette begreb “Fundamental arbejdsstilling 4”?

M.F.: Vi opererer med 5 fundamentale arbejdsstillinger og de er som følger: Arbejdsstilling nr. 1 er pløjning ved hjælp af hakke. Nr. 2 er omrokering af sten, nr. 3 er høstning med specialkonstrueret le, som gør den ni kg tungere end en konventionel le og derved styrker muskelopbygningen. Nr. 4 er gødning af jorden og nr. 5 er konstruktionsarbejde, som altid henvist til modul nr. 10.

A.B og W.T.: Findes der andre arbejdsopgaver end de fem, som du netop har nævnt?

M.F.: Ja, der findes adskillige andre. For eksempel har vi specialkonstrueret et transportfartøj, som har gjort det muligt for os at flytte rundt på vores besætning af husdyr.

A.B og W.T.: Hvordan føler du selv projektet har påvirket dig mentalt?

M.F.: Jeg føler helt klart, at mit humør er blevet knap så omskifteligt som det var før projektet blev realiseret. Set i bakspejlet var hverdagen jeg havde førhen utrolig triviel. Det gjorde, at jeg meget lettere blev irriteret på min nærmeste omgangskreds. Min kone har endda ofte givet udtryk for at jeg er blevet meget lettere at omgås i det daglige. Det har også givet en stor tilfredsstillelse at være blevet selvforsynende med fødevarer. Råvarerne er blevet bedre end dengang dyrkningen foregik ved hjælp af robotter.

Beskrivelse af produktionsmetoderne.
Ved professor i agronomi Odair Assad

Modulerne er inddelt i forskellige grupper som hver især producerer forskellige råvarer.
For ikke at udpine jorden på markmodulerne til det ekstreme, da har vi skabt en mængde artificielle atmosfærer identiske med jordens egen. Vi har den fulde kontrol over klimaet i de enkelte oxygenkapsler, så vi er i stand til at bestemme placeringen af modulet i forhold til solen, og derved regulere klimaet til tropisk, subtropisk eller tempereret.
Grunden til at vi har inddelt modulerne i forskellige klimazoner er som følger: vi har ønsket om at få så varierede afgrøder som muligt. For eksempel er ris og bananer en populær spise hos børnene og det er kun muligt at dyrke afgrøder som disse med tilfredsstillende resultat i et tropisk klima.

Modulerne med et subtropisk klima er velegnede til produktion af figner, vin, dadler, oliven og blommer. Vi har mulighed for at lade frugterne udsætte for en optimal modning pga. kontrollen over klimaet. Det giver for eksempel en meget god drue, som vi bruger til fremstillingen af vinen Stella Rouge (den er meget populær hos besætningen, så populær at vi har måttet indføre visse rationeringer for at undgå misbrug).
De tempererede moduler bruges til dyrkning af æbler, pærer, og grøntsager som ærter, kål og salat. Der findes naturligvis også en stor produktion af byg, havre, rug og hvede.

Modulerne skal indimellem ligge brak 26 dage. I denne periode flyver besætningen en stor mængde husdyr over på det brakliggende modul og lader dem græsse der perioden ud. Derefter er jorden igen klar til såning. Efter en sæson med hvede er det godt med en anden afgrøde, for eksempel kartofler.

Modulerne er beviset på, at ideen om natur og maskine som et samlet hele kan realiseres.
Modulernes overflade og tre meter ned er 100% organisk, men selve kernen er en maskine som lufter og fordeler næring i jordlagene. Der er ligeledes også indbygget et meget kraftigt tyngdefelt, som bevirker at astro-agroarbejderne ikke skal spændes fast til markerne. Derved bliver arbejdsgangen ikke kompliceret af et utal af sikringssystemer (dette var tilfældet på den første generation af forsyningsmoduler). De er konstrueret efter princippet om at få så meget overflade ved så lidt volumen som muligt, derfor er de ikke længere massive klumper, men sirlige konstruktioner, som har et udvendigt og et indvendigt rum.
Der er altså dele af modulerne, der er mere skyggefulde end andre. Derfor såes der afgrøder på alle områder af modulet. Den indvendige side er velegnet til at dyrke kantareller, østershatte og spids tophat.