Om Jes Fomsgaard af Poul Erik Tøjner

Citat af Jes Fomsgaard :
" Tegningen er kunstens grammatiske grundform. Tegningen er stedet, hvor de første ideer frigøres. Den afdækker det formelle problem og iagttagelsen overtages at registreringen
Renset for “farve" står notatet nøgent tilbage og danner sin egen orden.
…At tegne er som at dissekere – en legalisering af nysgerrighed. Perspektiviske snit og afmærkninger synliggør tegningens transparante krop.
I dette meget talende, informationsmættede sprog, danner stregernes indbyrdes forhold – eller mangel på samme – form.
Et dialektisk formsprog.
Tegningen er mit analytiske redskab,
…kunstens grammariske grundform. "

Tegn og Tegning
af Poul Erik Tøjner

En tegning er et trafikalt punkt. Noget er på vej et sted hen, men for en stund fastholdt, enten i krystallets skarpe form eller i skyggernes og halvskyggernes uendelige overgange, sort i gråt i hvidt. En tegning kan være en model, et verdensbillede, en tanke eller en strøtanke, et indfald, et udfald, en gestus, et seismografisk ryk, en ridse i en flade, hvis uberørthed man ikke kan udholde, en begyndelse – skitsen – eller afslutning – signaturen.

Det er noget uafgjort over en tegning. Den bærer sin tilblivelses historie synlig for enhver, og dog er uafgjortheden ikke nødvendigvis ufuldendthed. En uafgjort tegning kan godt være fuldendt på sine egne præmisser. Dens uafgjorthed er ikke en mangel, det er alene et karakteristika.

En tegning er et spor. Og et spor kan tydes. Det, der kan tydes, er uafgjort indtil det tydes. Ligesom et fodspor både viser tilbage til, hvor nogen har trådt, og vækker forestillingen om en vej fremad, sådan er det også med tegningen. Den rummer en dobbeltbevægelse i sig. Viser tilbage, sat som et spor – viser frem, som en bevægelse mod noget. En verden kan blive væk i en tegning. Den kan viskes ud med den, opløses, skilles ad, dissekeres ned til mindste detalje, men den kan også opstå med en tegning, skitseres omridses, bygges op, lægges ud som en plan.

En tegning kan altså gå mod det største og mod det mindste. Bevæge sig ned under huden – trække lag efter lag af og blotlægge sener, kar, strukturer og grammatiske enkeltdele i et lyksaligt forjættende udsagn. Eller den kan hvirvle en verden op med bedrageriske små midler, som oversigt og udkast, som arkitekturens begyndelse, som stjernekort, som landkort – intet mindre.

En tegnings uafgjorthed er derfor også dens liv. Den må fanges i sin bevægelse mod det mindste eller det største.

Jes Fomsgaard er tegner – stort set ligemget, hvad han laver. Han har en kontrakt med tegningens væsen, det er dens lidenskab, der driver hans undersøgelser ned i detaljen og driver dem op på omgangshøjde med arkitektur og ekspedition. Enten han virker som grafiker og her færdes helt nede i de mindste formater, eller han forvandler papiret til en tavle af kridt, hvorpå han kan ridse sine spor, så står tegningens anatomi og bevægelse i centrum.

I hans seneste arbejder ser man tegningens to bevægelser krydse hinanden. Den analystiske bevægelse, der skærer sig vej ind gennem fremtrædelsesformerne mod en bærende orden er den ene. En samlende bevægelser, der skaber analogier og sammehænge, der så at sige bygger billeder af analysens dele, det er den anden.

Ordet, der rummer begge aspekter, er ordet bygning. Jes Fomsgaards arbejder er bygninger. Thi netop bygningen holder erfaringen af dobbeltheden levende: ordet fortæller både om den helhed, som bygningen er, og siger samtidig, at den består af dele. At den er sammensat, konstrueret, dannet. Ordet bygning kan ikke komme fri af denn dobbelthed. Vi ville aldrig kalde en stor udhulet sten for en bygnning for den er ikke sammensat. Den er hel uden at henlede opmærksomheden på delene. En bygning, derimod er en helhed, der holder tanken om delene vågen.

Hos Jes Fomsgaard er der et slægtskab mellem menneske og verden, som udtrykkes i analogien mellem kroppen og arkitekturen. Et menneske er bygget siger vi. Det har en kropsbygning. Dets kredsløb består af elementer og organer, der igen kan opdeles i biokemiske byggestene, og allehånde discipliner fra antikkens harmoniforestillinger, fra renæssancens og barokkens anatomiske tegninger til moderne genteknologier, der bekræfter dette menneskebillede. Og fremholder samtidig den magiske enhed af enkeltdele og helhed. Indsigten tillader Jes Fomsgaard springet fra krop til hus, fra torsoens formfuldtendthed med kurvaturer og liniespring til søjlens, kapitælens og i tidligere arbejder kupler og buers helhed. Statur bliver til statue. Som en menneskekrop stræber søjlen mod himmelen og bærer kapitælen som sit hoved, ligesom den legemlige torso rejser sig og viser sin bygning frem.

Selve spillet mellem arkitektur og anatomi lægges frem på tavle efter tavle. Det lægges frem med tørhed og præcision, indgraveret, nærmest i gipsens hårde flade, der dræber lys og illusion, men til gengæld skærper opmærksomheden hos beskueren. Man står ikke og svømmer væk i romantiske ruiner. Der er ingen himmel at drømme sig bort i. Der er intet landskab at finde sit leje i. Der er intet ansigt at møde. Der er ingen fortælling at lytte til. Der er ingen stemme, der taler – der er alene en præcisering af et vilkår, som beskueren må tage på sig. En skitsering af et forhold, en forsøgsvis tydning af tegningens væsen: dette kan gå mod en vid verden, der udfolder sig, og altså være vækst, eller det kan gå tilbage, hvor det hele kom fra, en hvid verden, og altså være forsvinding.

Selvfølgelig ved vi godt, at Jes Fomsgaard ikke lever af at viske ting ud. Selvfølgelig opstår tingene i hans hænder, selvfølgelig bliver de ikke væk. Men den strategi for tilsynekomsten, som han har valgt, holder forestillingen om en sammenhæng mellem tilsynekomst og forsvinding levende. For at noget kan komme til syne, må noget andet forsvinde. Det er grundformlen for vores blik, for Fomsgaards billeder, ligesom for den tavle, han tegner på.

Hvad der resterer bag liniernes fine spil er jordfavernes trøst. Dem hviler beskueren øjnene i, de er et elementært bad for blikket, der kan hvile her, hvor intet går noget som helst sted hen.