installation 2005 stereoanlæg, LP, træ, maling, s/h foto fra loppemarked
En model af en bjergtop står og drejer med ovenpå en LP fra 1974 af den canadiske rockgruppe Bachmann-Turner Overdrive.
Sangen fortæller en historie om en rockmusikers følelser, mens han ser tilbage på sit liv. Han indrømmer, at musikken er hans liv. Der findes ikke andet i hans liv end musik. Når pickup-armen rammer det roterende bjerg, kastes den abrupt tilbage til udgangspunktet, så et mekanisk loop opstår. Loopet gentager det langsomme refrain “..rock is my life, and this is my song…” igen og igen. Han ser tilbage på sit liv, som hvis han stod på en bjergtop og skuede ud over et landskab. Både gode og sørgelige ting har fundet sted, men han må fortsætte med at spille “I´ve gotta keep on keeping on..” Og pladen drejer og drejer, ligesom tiden aldrig stopper. Men musikken afbrydes fysisk af klippevæggen, og gentager det samme omkvæd, ligesom enhver musiker gentager de samme sange, aften efter aften. Det er nuengang den pladerille som er blevet hans livsforløb.
Et sorthvid foto, købt på et loppemarked, hænger på væggen bag pladespilleren. Det er indrammet i en skæv træramme uden glas, 47×31,5cm. Fotografiet viser en kabinelift fuld af turister, på vej op til toppen af et bjerg. I bagrunden ses et storslået landskab og kysten langs en kæmpe sø i det fjerne. I forgrunden ses træer og buske på bjergsiden. Billedet viser vores distancerede måde at opleve landskabet på, og giver et indtryk af ideen om at overskue sit liv, ligesom fra et højt punkt.