H

• Hagens, Erik
• Hallberg, Birgitta

  Tekstilkunst

  Tekstilkunst Minimer

• Hammer, Astrid Winsløw
• Hamre, Christina
• Hanne Nielsen & Birgit Johnsen
• Hansen, Henriette Camilla
• Hansen, Karen Land

  Karen Land Hansen arbejder med skulptur, installation, tegning og animation. Hun tog afgang fra Royal College of Art i London (MA, Fine Art) i 2003 og har derudover studeret på National College of Art and Design, Dublin (BA, Fine Art Painting), og Chelsea College of Art, London. Fra 2003 har hendes primære arbejdsbase været i København, siden 2006 Læs mere

  Karen Land Hansen arbejder med skulptur, installation, tegning og animation. Hun tog afgang fra Royal College of Art i London (MA, Fine Art) i 2003 og har derudover studeret på National College of Art and Design, Dublin (BA, Fine Art Painting), og Chelsea College of Art, London. Fra 2003 har hendes primære arbejdsbase været i København, siden 2006 på Fabrikken for Kunst og Design. Statement: Mit arbejde fokuserer på spændingsfeltet mellem det fiktive og det faktuelle, og det har ofte et ikke didaktisk politisk aspekt. Installationerne er ’iscenesatte’ eller ’teatralske’ rum, der inkorporerer scenografiske effekter som lys og video i det skulpturelle. Jeg interesserer mig for illusion i det tre-dimensionale rum, bl.a. inspireret af illusionsmaleriet. Værkerne kan operere på såvel konkret, historisk som metaforisk plan. Jeg arbejder med for-skydninger af det genkendelige henimod det mere obskure, men værket er konceptuelt og konkret forankret den ’virkelige’ verden – f.eks. i en konkret historisk begivenhed. Gennem kombinationen af enkle, ofte dokumentariske videoprojektioner og skulpturelle objekter undersøger jeg forholdet mellem nærvær og distance; beskueren er selv en fysisk del af værket og samtidig, gennem videomediet, en observatør på afstand af den bestemte begivenhed eller det særlige sted. Mennesket i relation til teknologi og teknologisk udvikling er et andet vigtigt tema. Manuelt bearbejdede, ’håndlavede’, skulpturelle modeller af maskiner eller objekter fra byrummet er tilbagevendende i mit arbejde med skulptur. Tidligere tog jeg primært udgangspunkt i det historiske og af vores opfattelse af historien, mens jeg de senere år har koncentreret mig om de forestillinger og fantasier, der ligger i det nutidige og samtidig peger ud mod noget fremtidigt. Karen Land Hansen Minimer

• Hansen, Lars Lundehave

  Generelt om min praksis: I min kunst arbejder jeg med støj som materiale og er meget optaget af lyd's påvirkning af materialer og mennesker; Jeg vil skabe oplevelser med støj såvel installatorisk som i form af "rene" lytteoplevelser. Ved støj forstår jeg dissonans, kakofoni, susende, brummende og brølende klangflader. Det er det uskønne, det Læs mere

  Generelt om min praksis: I min kunst arbejder jeg med støj som materiale og er meget optaget af lyd's påvirkning af materialer og mennesker; Jeg vil skabe oplevelser med støj såvel installatorisk som i form af "rene" lytteoplevelser. Ved støj forstår jeg dissonans, kakofoni, susende, brummende og brølende klangflader. Det er det uskønne, det urene eller det fravalgte der ophøjes, arrangeres og udstilles. Det er støj som materiale, der gives æstetisk form og bruges i et kritisk udtryk. Brugen af et givent element i en anden og måske uventet sammenhæng er i fokus. Lyd er et meget suggestivt element og i installatoriske sammenhænge bruger jeg det i relativt stramme set-ups, der ofte kan afkodes både umiddelbart og det refleksivt. Minimer

• Hansen, Lone Høyer
• Hansen, Marianne Holm
• Hansen, Mikael
• Hansen, Ole C.
• Hansen, Thorgej Steen
• Harlev, Lise
• Hartmann, Malene
• Hasle, Gudrun
• Haslund, Molly

  “I mine performances, objekter og installationer søger jeg at udfolde et humoristisk, absurd og surreelt univers. Jeg finder glæden og problemerne i paradokser, som findes i dagligdagsobjekter og hverdagssituationer, i kulturelle handlinger og i popkulturen. Gennem personlige ytringer eller konkrete konstruktioner skaber jeg poetiske og visuelle tablea Læs mere

  “I mine performances, objekter og installationer søger jeg at udfolde et humoristisk, absurd og surreelt univers. Jeg finder glæden og problemerne i paradokser, som findes i dagligdagsobjekter og hverdagssituationer, i kulturelle handlinger og i popkulturen. Gennem personlige ytringer eller konkrete konstruktioner skaber jeg poetiske og visuelle tableauer, der indeholder glædesfuld melankoli; Man kan kalde dette for ’’feel good performances” om emner som død, skuffelse og selvmord.” (Molly Haslund, 2011) Molly Haslund er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (årgang 2005) og Glasgow School of Art (2003-2005). Hun arbejder i et krydsfelt mellem skulptur, installation og performance med tråde til både billedkunst, scenekunst, varieté, stand up, litteratur og musik. Haslund arbejder sideløbende med forskellige projekter, der spænder over personlige ritualer til socialt engagerende workshops og interaktionsdesign, der har publikumsdeltagelse i fokus. Haslund arbejder både solo og som del af performancegrupperne Lone Twin Theatre (2005-2010) og Molly and Me (2007-pt.). I de seneste år har performanceopførelser været helt centrale i hendes kunstneriske virke, hvor emner om eksistentielle problemstillinger fremføres med et glimt i øjet. En ukulele (firstrenget mini-guitar) – enten akustisk eller elektrisk – er her ofte hendes følgesvend. Haslunds personlige historie og baggrund sættes i spil, ligesom både berømte og mindre kendte kunstneres personlighed og værker inddrages på forskellig vis. Det stedspecifikke er kendetegnende for Haslunds kunst, som hun enten udarbejder lokalt eller tilpasser nye lokaliteter, f.eks. performances, som aldrig genopføres efter nøjagtigt samme manuskript. Ethvert møde med Molly Haslunds kunst er dermed både overraskende og unikt. Minimer

• Haslund-Christensen, Charlotte

  Jeg arbejder fortrinsvis med fotografi, men har også lavet videoinstallationen No airport to travel from. I mit seneste projekt "De indfødte" vender jeg det koloniale blik og kigger på danskerne som en stamme. Jeg drager på ekspeditioner i Danmark og undersøger hvad det vil sige at være dansk. Selve repræsentationen i fotografiet bliver udfordret.

  Jeg arbejder fortrinsvis med fotografi, men har også lavet videoinstallationen No airport to travel from. I mit seneste projekt "De indfødte" vender jeg det koloniale blik og kigger på danskerne som en stamme. Jeg drager på ekspeditioner i Danmark og undersøger hvad det vil sige at være dansk. Selve repræsentationen i fotografiet bliver udfordret. Minimer

• Hausken, Nils Viga
• Havmøller, Thorkild
• Havsteen-Mikkelsen, Asmund
• Hecht-Pedersen, Tine
• Hedegaard, Jørgen
• Heggenhougen-Jensen, Berit
• Heiberg, Anne Skamstrup
• Heiberg, Finn
• Heiberg, Lars
• Heilmann, Hannah
• Hein, Jeppe
• Heise, Henriette
• Hellstern-Kjøller, Henriette
• Helweg , Pernille Kløvedal
• Henckel, Peter Holst

  Peter Holst Henckel installation æstetik politik poesi Konceptuel ny fotografi baghuset globe

  Peter Holst Henckel installation æstetik politik poesi Konceptuel ny fotografi baghuset globe Minimer

• Henningsen, Nanna Gro
• Henriksen, Ane
• Hertz, Emil Westman
• Hesselbjerg, Marianne

  Jeg arbejder med skulptur, skulpturelle installationer og scenografi. Jeg arbejder med alle materialer, opgaven bestemmer materialet. bronze, aluminium, rustfrit stål, gips, glas, jord, papirarbejder, olie på papir. Jeg forholder mig til rummet, hvadenten det er udstillingsrum eller udsmykninger. Jeg interesserer mig for materialets taktilitet Læs mere

  Jeg arbejder med skulptur, skulpturelle installationer og scenografi. Jeg arbejder med alle materialer, opgaven bestemmer materialet. bronze, aluminium, rustfrit stål, gips, glas, jord, papirarbejder, olie på papir. Jeg forholder mig til rummet, hvadenten det er udstillingsrum eller udsmykninger. Jeg interesserer mig for materialets taktilitet, tilstande, overgange. Ofte viser mine arbejder fragmenter af et emne. Udsnit af Michael Hubl,s tekst til kataloget: MARIANNE HESSELBJERG, SKULPTUR PÅ THORVALDSENS MUSEUM Brændpunkter af det ufattelige af Michael Hübl Der står hun med flagrende hår, fuldstændig nøgen, kun skødet er tildækket af et æbletræs blomster. Det er erkendelsens træ. Svarende til skabelsesberetningen har Albrecht Dürer fremstillet hende helt uden klæder.1 Alle kroppens dele er omhyggeligt gengivet i alle detaljer, også navlen. Netop på dette sted ville der være anledning til tvivl. Ifølge den kabbalistiske opfattelse havde Eva ingen navle. Thi Eva blev ikke født af en kvinde. Det synliges tilsyneladende selvfølgelighed har sine fælder: nogle gange er kendsgerningerne åbenlyse og kan dog ikke uden videre bestemmes. I sin installation “Verdens Navle" bringer Marianne Hesselbjerg to grupper af objekter sammen. Den ene gruppe er bygget af sortlakerede firkantede stålrør, træ og glasplader, hvorunder der er hvidt papir. Den kan identificeres som møbler. Den anden gruppe er fremstillet af bronze og ligner bjergtoppe eller kampesten. Man kan klart skelne mellem de to grupper. De enkle stålkonstruktioner tjener tilsyneladende som bord, stol og reol. Bronzeobjekterne, der ligner hinanden i formen og varierer deres størrelse, viser ingen umiddelbar indlysende funktion. Man kunne altså bestemme to kategorier: den ene som det nyttige, den anden som biting, tilføjelse, noget ekstra, ja endda overflødigt, som i hverdagen slet ikke eller næsten ikke kan bruges. Eller også skærper man modsætningen og konstaterer: her det nødvendige, der kunsten. Dermed ville dikotomien drives til det yderste og netop det punkt blive nået, hvor inddelingen svigter: Marianne Hesselbjergs installation lader sig ikke opsplitte i hovedsagen og biting, i kunst og ikke-kunst. Stolen er ingen sokkel, reolen ingen piedestal, men begge er heller ikke længere kun møbler. Gennem forbindelsen med de blødt modellerede objekter får de en yderlige mening. De bliver faktisk til hjælpekonstruktioner til de patinerede bronzer, som Marianne Hesselbjerg placerer på dem. Den selvfølgelighed, hvormed disse genstande sædvanligvis opfattes, er sat ud af kraft, og det allerede, fordi det på grund af gentagelserne af det plastiske motiv ser ud, som om det drejer sig om markeringer. Det er, som om man havde tilføjet en væsentlig egenskab til de sort-hvide konstruktioner, så at de ikke længere udelukkende er et bord, en stol eller en reol. Marianne Hesselbjerg synes dermed i sin installation “Verdens Navle" at skabe en sammenhæng, hvori betydninger forskydes, ligesom den udelukker præcise kategoriseringer eller klassificeringer. Thi bronzeobjekterne er jo heller ikke i sig selv kunst. Nok unddrager de sig ethvert praktisk formål og opfylder dermed et centralt kriterium i en i vid udstrækning vedtaget doktrin i den moderne kunst. Men skulpturerne alene er ikke tilstrækkelige til at konstituere Hesselbjergs kunstværk. Til dette hører netop også brugsgenstandene bord, stol og reol. FOCUSSING ON THE UNIMAGINABLE With flowing tresses she stands before us, completely naked, the claims of modesty satisfied by the leaves of an apple-tree. It is the tree of knowledge. In line with the Biblical account in the Book of Genesis, Albrecht Dürer painted Eve entirely unclad (1). Every detail of her body is rendered with the most faithful accuracy. Including her navel. But how accurate is accuracy in this case? The Kabbalists insisted that Eve could not have had a navel. After all, she was not born of woman. The apparency of the apparent can be deceptive. Sometimes the facts are there for all to see. And yet they do not fit the facts. In her installation “The Navel of the World” (Verdens Navle) Marianne Hesselbjerg juxtaposes two sets of objects. One set is made up of square black steel rods, wood, and glass surfaces lined with white paper. They are identifiable as articles of furniture. The others are bronze and look like small hilltops or erratic blocks. The two sets are clearly distinct in a number of ways. The simple artefacts are obviously designed for use as tables, chairs, shelves. The bronze objects, all very much the same shape (though never identical) and differing mainly in size, do not have any immediately apparent function. Accordingly, we might be tempted to divide the components of the installation up into two categories: useful objects in the one case, additions, incidentals, supererogatories in the other, possibly even instances of superfluity, of things that defy definition in terms of what they are “good for”. Or we take the whole thing a stage further and say: these objects serve a purpose, those are just art. But pressing the dichotomy like that brings us to a point where categorisation breaks down. Marianne Hesselbjerg’s installation refuses to be split up into essentials and subsidiaries, art and non-art. The chair is no plinth, the shelf is no pedestal. But neither are they mere pieces of furniture. The combination with the indeterminate contours of the bronze objects gives them an additional dimension. It makes them into auxiliaries of the patina-ed bronze objects Marianne Hesselbjerg has placed on them. They are invested with a new and more extensive significance. The unthinking familiarity with which we perceive these objects is set in abeyance, precisely because the repeated presence of the very similar, rounded, sculptured motifs makes them look like signs or markings, as if the black-and-white structures had suddenly been invested with a crucial new quality that makes them more than just a chair, a table or a showcase. In her installation “The Navel of the World”, Marianne Hesselbjerg creates a context in which meanings shift and clear-cut categorisations or classifications start to blur. For the bronze objects alone are not what makes the whole thing “art”. True, they are quite clearly devoid of any conceivable kind of “use” and as such fulfil one central criterion of a widespread (modernist) definition of what makes an artwork a work of art. But the sculptures, though necessary, are not sufficient in themselves to constitute the work. The mundane, utilitarian objects table, chair, shelf are an indispensable part of it. BRENNPUNKTE DES UNVORSTELLBAREN. Mit wehendem Haar steht sie da, vollkommen nackt, nur die Scham wird verdeckt von Blättern eines Apfelbaumes; es ist der Baum der Erkenntnis. Gemäß dem Bericht der Genesis hat Albrecht Dürer Eva ganz ohne Kleider dargestellt (1). Jeder Teil des Körpers ist mit detailgetreuer Sorgfalt wiedergegeben. Auch der Bauchnabel. Obschon an dieser Stelle Zweifel angebracht gewesen wären. Nach kabbalistischer Auffassung hatte Eva keinen Nabel. Denn Eva wurde von keiner Frau geboren. Die scheinbare Selbstverständlichkeit des Sichtbaren hat ihre Tücken: Manchmal liegen die Tatsachen offen vor Augen und sind doch nicht ohne weiteres zu bestimmen. In ihrer Installation „Der Nabel der Welt“ (Verdens Navle) bringt Marianne Hesselbjerg zwei Gruppen von Gegenständen zusammen. Die einen sind aus schwarzem Vierkantstahl, Holz und Glasplatten gebaut, unter denen weißes Papier liegt; man kann sie als Möbel identifizieren. Die anderen bestehen aus Bronze und sehen aus wie Bergkuppen oder Findlinge. Zwischen beiden Gruppen lassen sich klare Unterscheidungen treffen. Die einfachen Gestelle dienen offenbar dem Gebrauch als Tisch, Stuhl, Regal. Die Bronzeobjekte, die eine annähernd, nie ganz gleiche Form haben und die vorwiegend in ihrer Größe variieren, zeigen keine unmittelbar erkennbare Funktion. Man könnte demnach zwei Kategorien bestimmen: hier das Nützliche, dort die Zutat, das Beiwerk, ein Plus, vielleicht sogar ein Stück Überfluss, das für die Lebenspraxis gar nicht oder nur schwer zu verwenden ist. Oder man verschärft den Gegensatz und stellt fest: hier das Notwendige, dort die Kunst. Mithin wäre die Dichotomie ins Extreme getrieben und genau der Punkt erreicht, an dem die Einteilung versagt: Marianne Hesselbjergs Installation lässt sich nicht aufspalten in Haupt- und Nebensachen, Kunst und Nicht-Kunst. Der Stuhl ist kein Sockel, das Regal kein Piedestal, aber beide sind auch nicht mehr bloß Möbelstücke. Durch die Verbindung mit den weich modellierten Objekten erhalten sie eine zusätzliche Bestimmung, werden sie tatsächlich zu Hilfskonstruktionen für die patinierten Bronzen, die Marianne Hesselbjerg auf ihnen platziert. Sie werden mit neuer, erweiterter Bedeutung belegt. Die Selbstverständlichkeit, mit der diese Gegenstände üblicherweise wahrgenommen werden, ist außer Kraft gesetzt, und zwar schon deshalb, weil es durch die Wiederholung des plastischen Motivs so aussieht, als handle es sich bei den metallenen Rundformen um Markierungen – so als sei den schwarz-weißen Gestellen eine wesentliche Eigenschaft hinzugefügt worden, durch die sie nun nicht mehr nur ein Tisch, ein Stuhl oder ein Regal sind. Marianne Hesselbjerg stellt demnach in ihrer Installation „Der Nabel der Welt“ einen Zusammenhang her, in dem sich Bedeutungen verschieben und der distinkte Kategorisierungen oder Klassifizierungen ausschließt. Denn auch die Bronzeobjekte machen ja für sich genommen noch nicht die Kunst aus. Sie sind zwar offensichtlich jeder praktischen Nutzanwendung entzogen, erfüllen also ein zentrales Kriterium einer zumindest seit der Moderne weithin gültigen Doktrin. Aber die Plastiken allein reichen nicht aus, um Hesselbjergs Kunstwerk zu konstituieren, zu dem eben auch die Gebrauchsgegenstände Tisch, Stuhl, Regal gehören. Minimer

• Hesselholdt & Mejlvang, Sofie / Vibeke
• High Heel Sisters, _

  Performance and artists group based in Denmark, Norway and Sweden. www.highheelsisters.com

  Performance and artists group based in Denmark, Norway and Sweden. www.highheelsisters.com Minimer

• Hilden, Thyra
• Hillesø, Christian

  Christian Hillesoe is educated at the Royal Danish Academy of Fine Arts (MA in Art theory and Communication) 2004. He has a post-graduate from Critical Studies (Lunds University) 2005, and is a longtime member of the Erisian Liberation Front. He works as an critical researcher in collectives, collaborations and co-opportunities. Christian is curren Læs mere

  Christian Hillesoe is educated at the Royal Danish Academy of Fine Arts (MA in Art theory and Communication) 2004. He has a post-graduate from Critical Studies (Lunds University) 2005, and is a longtime member of the Erisian Liberation Front. He works as an critical researcher in collectives, collaborations and co-opportunities. Christian is currently writing novells, working as co-editor for The Evolutionary Mishaps and spitting on the state as a former member of the anarcho antifeminist GROUPE KABBA APE (Gk4). During the last years, he has been working under different AKAs such as; "The Belgrade Consumer Group", "Johannes Math", "the other member of the themple of promisss" and "The Bwanali anti-witchcraft movement". He is currently building a better future! Minimer

• Hillig, Jeanette
• Hjerl, Sophie

  Sophie Hjerl (født 1971) Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, Mediekunstskolen + cand.mag i Kunstteori -og Formidling 2002. Arbejder primært med videomediet, men benytter sig også af andre medier. Hendes værker er poetiske, direkte og refleksive, samt tilfører et suggestivt indspark i den syntetiske verden af de digitale medie Læs mere

  Sophie Hjerl (født 1971) Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, Mediekunstskolen + cand.mag i Kunstteori -og Formidling 2002. Arbejder primært med videomediet, men benytter sig også af andre medier. Hendes værker er poetiske, direkte og refleksive, samt tilfører et suggestivt indspark i den syntetiske verden af de digitale medier. Hun undersøger samtiden og samtidig synes hun interesseret i at fremstille en verden udenfor tid og sted. Hun ønsker at sætte spørgsmål ved vores oplevelse af ting og tingenes tilstand og ved deres umiddelbare betydninger. Hendes værker bærer tydeligt præg af hendes oprindelige udgangspunkt i skulpturen, kroppen og bevægelsen, samt interessen for at opløse betydningerne, for at de kan samles sig på ny. Minimer

• Hoeck, Honza
• Holck, Peter
• Holm, Anni
• Holm, Peter
• Holm, Uffe
• Holmgren, Camilla
• Holmgren, Louise
• Holst, Katrine Køster

  Keramiske installationer, tegning og stedsspecifikke projekter.

  Keramiske installationer, tegning og stedsspecifikke projekter. Minimer

• Honoré, Lise
• Hornshøj, Maria
• Hove, Heidi

  Heidi Hove (b.1976) is an interdisciplinary artist, who is living and working in Copenhagen (DK). She graduated at Funen Art Academy (DK) and California College of the Arts (US). Beside her artistic practice, she has been curating various projects and is co-director of the artist-run, exhibition site, Koh-i-noor (DK).

  Heidi Hove (b.1976) is an interdisciplinary artist, who is living and working in Copenhagen (DK). She graduated at Funen Art Academy (DK) and California College of the Arts (US). Beside her artistic practice, she has been curating various projects and is co-director of the artist-run, exhibition site, Koh-i-noor (DK). Minimer

• Howalt, Nicolai
• Howalt Nicolai og, Trine Søndergaard
• Hultenberg, Kristofer
• Hunosøe, Jakob

  Over the past couple of years, Hunosøe has photographed everyday objects in situations seeming both commonplace and unpredictable and, moreover, unnatural. His photographs are characterized by something oddly unreal despite their plainness and easily recognizable objects.

  Over the past couple of years, Hunosøe has photographed everyday objects in situations seeming both commonplace and unpredictable and, moreover, unnatural. His photographs are characterized by something oddly unreal despite their plainness and easily recognizable objects. Minimer

• Huskegruppen, _
• Hvejsel, Ulla

  visual artist working interdisciplinary and experimentally with theatre, film, parenthood, performance, television, journalism, and selfdeceit. Ulla Hvejsel has been part of the artist-run tvstation”tv-tv”, sailed the Caribbean as embedded journalist on a European mission, proposed a new experimental approach to watching tv, has collected jokes fro Læs mere

  visual artist working interdisciplinary and experimentally with theatre, film, parenthood, performance, television, journalism, and selfdeceit. Ulla Hvejsel has been part of the artist-run tvstation”tv-tv”, sailed the Caribbean as embedded journalist on a European mission, proposed a new experimental approach to watching tv, has collected jokes from warfilms and enacted them for three years - and she regularly gives lectures about her interest in Selfdeceit, the Sublime, and the whiteness of the White Bear Minimer

• Hye Jin Mortensen, Jette
• Hyllemose, Ellen
• Hüttel, Sören
• Høy, Jytte
• Haaning, Jens