Anmeldelse: "Forestillingens grammatik"

Grete Brodersens værker

Tema
Stilheden må siges at være en særlig kraft i Grete Brodersens værker. Ikke stilheden i det fastfrosne, men stilheden i den langsomme bevægelse. Denne – øjeblikkets stilhed – træder frem i såvel formgivningen af materialet, som i afstemningen af farvens samspil med rummet, eller som en hviskende stemme, der henvender sig, når man som betragter bevæger sig langs eller gennem Grete Brodersens installationer.
I hendes installationer fra 1990’erne går fem elementer igen: Scenen, Aktøren, Tilskueren, Manuskriptet og Rummet. Det er samspillet disse elementer imellem, der synes at skabe installationernes intensitet og fuldkommenhed.

Genre
Grete Brodersen selv har andet sted overvejet om hendes søgen i bund og grund handler om en søgen efter skønhed – og fortsatte den gang sin overvejelse ved at sige: “… og måske tilhører skønheden ikke kunstens verden, men findes i grænseområderne til kunstens verden.”
Måske skal denne overvejelse lede os til en forståelse af Grete Brodersens søgen blandt de kunstneriske genrer. Hendes installationer er som oftest i dialog med iagttageren. De sætter en scene, hvor på man som iagttager må træde op og tage del – således forvandler hendes installationer sig til forestillinger, til ordløst teater.
Andre værker – som hendes sirligt skabte stregtegninger eller hendes vævede skulpturelle papirtæpper – synes at være skabt i en fascination af håndarbejdets traditioner, det tidløse og den magi, der knytter sig dét, der er skabt over tid.
De ophøjede næsten sakrale rum som hun skaber gennem brugen af ornamentale gitre – lader sig vanskeligt karakteriserer som skulpturerer eller installationer: de er skabelsen af det formfuldendte rum. Og dermed på en og samme tid rum og væg, skulptur og installation, kunstværk og arkitektur.

Materialer
Grete Brodersen arbejder primært i træ og papir – fokus er lagt på stofligheden: stoffets eller materialets iboende udtryk, der gennem den grundige formgivning næsten på mirakuløs vis trækkes ud af materialet. Hendes installation " Bag Tæppet", 1996, illustrer hendes brug af materialet: Her hang vævede papirtæpper fra loft og gulv – nogle steder mulige at skue igennem, andre steder i sig selv en uigennemskuelig væg. Tæppernes tyngde og fylde anskueliggjorde materialets tyngde og basale oprindelse, træet, men samtidig synliggjordes gennem tæppernes transparens og papirets fibre, det forgængelige og det sartes timelighed.
De skulpturelle marionetter som Grete Brodersen i slutningen af 90’erne har arbejdet med er skabt af fyrretræ. Det er ikke ædelt materiale, men det er formgivningen af det basale, der forædler og føder harmonien. Tungt forankrede står disse marionetter på deres store næsten klodsede træfødder, men harmonien træder frem idet materialet spiller sammen med rummets dimensioner – og således forædles det simple materiale.
Hendes ornamentale gitre, der minder om de arabiske kalligrafier, de forgyldte arabesker eller det gotiske kirkevindue er skabt af papmache – igen: det er ikke det ædle materiale, men den forædlingen af materialet, der skabes gennem formgivningen, der præger Grete Brodersens værker.
Manuskripter, kalder Grete Brodersen sine sirligt skabte – ofte ordløse – tuschtegninger på det stoflige ‘japanpapir’. Her trækkes papirets stoflighed frem idet tuschen trænger ind i papirets fibre og skaber dybde og skygge. Således forvandles selv tuschen i Grete Brodersens værker til et mættet og intenst stofligt udtryk.

Kommende udstillingsprojekt i 2001
Grete Brodersen arbejder i perioden 2000 til 2001 med at realisere en separatudstilling til Nikolai Udstillingsbygnings øvre galleri. Udstillingen vises i vinteren 2001/2002. Den foreløbige arbejdstitel er “En rejse – gennem det lukkede rum og ud over den åbne plads”

Denne sites opbygning:
Den følgende fremstilling fokuserer på ét af Grete Brodersens udstillingsprojekter, “En Forestilling”, Museet for Samtidskunst, Roskilde1998. Denne udstilling er kulminationen på et treårigt arbejds- og udstillingsforløb, der tager sit afsæt med installationen " Lys og Skygge" 1995. To af udstillingens rum præsenteres på videoklippet. Anmeldelser og videopræsentation fra denne udstilling udtrykker nogle nuancer i Brodersens installationer.
Her ud over findes et CV samt billeder fra installationen “At gå på Scenen”, Tranegården 2000 og “En Forestilling”, Museet for Samtidskunst, 1998.
Ønskes flere informationer bedes De venligst rette henvendelse til Grete Brodersen.

Stine Nissen, september 2000.

Anmeldelse.

Dansk Kunst 1999.

En klar forestilling
Hvid som sne, tyst som kirkerummet og underfundigt udefineret blev “En forestilling” en smuk afslutning på en tredelt udstillingsrække af Grete Brodersen på Museet for Samtidskunst i Roskilde.
På fænomenologisk vis indbød Grete Brodersens omfangsrige installation beskueren til at vandre gennem samtlige museets rum for på den måde at finde ind til fortællingen i de androgyne skulpturelle trædukker, der var installationens ledetråd. Med basale elementer fra teatret som lyssætning og brugen af scene og med en semiotisk skabelonagtig forskel mellem den siddende person og den stående person syntes Grete Brodersen at ville stille nogle af de mest elementære bestanddele, som visuel “historiefortælling” er gjort af, til rådighed for museumsgæsten. Renset for forstyrrende tingeltangel hed nogle af de næsten minimalistiske scenerier simpelthen Rekvisitter, Scene og Ordene. Grete Brodersen kan være godt tilfreds, ovenud tilfreds. Det er en sjældenhed, at installationer fremstår med en sådan selvfølgelighed, som “En forestilling” gjorde det.
ial

Berlinske Tidende, 2 sektion, torsdag 29.oktober 1998
Af Mai Misfeldt

Grete Brodersens udstilling er en fin og sanselig forestilling, der fortjener et lydhørt publikum

Stilhed. Nervøsitet. Forventning. Et rum spændt til bristepunktet. Det er teatersalen, lige før forestillingen begynder. Et ladet rum, der om lidt enten vil indfri de drømme, vi ikke engang vidste, vi havde, eller i modsat fald vil skuffe vore opdæmmede forventninger til forestillingen.
Det er lidt af samme stemning, der præger Grete Brodersens udstilling, En forestilling, som vises på Museet for Samtidskunst i Roskilde. Det er en fabuleren over marionetten og forestillingen, og er bygget op som små tableauer eller installationer med simple ens marionetter gjort i lyst træ. Udstillingen er som en gigantisk model over en forestilling, der om lidt vil iklædes kød og blod og levendegøres. Det er en på én gang minimal og sart udstilling og samtidig en udstilling, der giver plads til beskuerens egne forestillinger, og som også trodser sin egen sarthed ved et kantet, lidt råt tilsnit.
Grete Brodersen er en af de stille og grundige, for ikke at sige pertentlige eksistenser i dansk kunst. Udstillingen her er kulminationen på et treårigt forløb, hvor hun har arbejdet med billedkunst og teater som tema. I de to foregående år har hun hver sommer holdt åbent værksted i Husarstalden, hvor man kunne følge arbejdsprocessen hen imod de installationer, som hun viste på Roskildenatten, hhv. Bag Tæppet i 1996 og At sætte på en scene i 97. Derudover har hendes udstillingsvirksomhed i de sidste ti år overvejende været henlagt til udlandet, særligt Paris.
En forestilling udspiller sig som regel i et rum, nemlig på scenen mellem beskuernes rum og skuespillernes bagrum. Men sådan er det ikke i Roskilde. Her er scenen bredt ud over hele huset, i hvert enkelt rum møder man elementer fra forestillingen: Dukkerne, manuskripterne i form af store, sirligt håndtegnede ark, scenetæpper og vægge håndflettet af papir, eller skabt som hvide papmachebeklædte gitre, hvorigennem lyset filtreres blødt, kjolerne, lyset, skyggen, tilskuerens bænk, dukkernes scene. Alle udstillingens rum hænger sammen. Men uden ord. Der er ingen titler, ingen forklaringer. Kun rent materiale, enkle figurer. Et partitur, et alfabet for forestillingen. Som Stine Nissen skriver i kataloget, er det “som om, vi får lov at bevæge os gennem forskellige stadier af en skabelse. Som om vi tilbydes en indsigt i forvandlingen.”
Her er intet hurtigt udført arbejde. Grete Brodersen arbejder med tingenes langsomme tid, og med den begrænsning det er at være et menneske med kun 2 hænder. En stor væg har hun bygget op af mindre kvadrater af ståltråd fint beklædt med papmache. Trædukkerne er håndgjorte naturligvis.
Et sted er scenen sat. En lille fyrretræsscene med en stige, som ethvert barn straks er på vej op af. På den lille scene hænger den første aktør, den første marionet parat til at blive løftet ned fra sin hvilestang og ført. Et andet sted handler det om lys og skygge. Små bitte kjoler i blågrøn nopret papmache belyst af en lille varm pære kaster vældige urolige skygger på væggen.
Et andet sted hænger små dukkemodeller række på række, klar til at blive taget ned og levendegjort. Og pludseligt isner det ned ad ryggen, og man ser det ikke mere som et teaterbillede, men som et billede af livet som et teater, hvor det bestemt ikke er altid, man selv får lov at komme på scenen.
Dukkerne er livløse. Lige op og ned, med store træsko på, og kun nødtørftigt påklædte. Kantede, alvorlige, men også barnlige modeller. Deres anonyme gipshoveder og stive Pinnochiokroppe bliver ikke levende uden forestillingen. Det er ordene og håndens føring, der gør dem levende. Og vi, beskuerne, må ikke røre, hvilket er næsten pinefuldt, for hvor har man dog lyst til at tage dukkerne ned og give dem liv. Man synes undertiden, at de ser anklagende på én, fordi man ikke giver efter for deres opfordring til leg, men bare går omkring med kunstblikket på.
Ordene finder man ikke på udstillingen. Ingen forklaringer, selv manuskripter og ord er blevet til rekvisitter. Men ord finder man naturligvis i kataloget og som så ofte før har museet ladet udstilling og katalog gå op i en højere enhed. Denne gang med et velskrevet katalog i groft, fiberrigt gulligt papir med silketryk, og med indsæt af transparente ark.