TO THE EDGE er en udstilling af Christoffer Munch Andersen der vises på Henningsen Contemporary fra den 13. november – 18 december 2009.
FARVE-SPEJLING-GEOMETRI
Udstillingen består af en serie store malerier, der hver især er en realistisk afbildning af et objekt skaleret op i format. Alle værkerne refererer til én farve eller et farvesystem. Spejling indgår enten direkte som i malerier af metaldåser, en indkøbskurv af blankt plastik og dens selvspejling eller som to kaffefiltre der spejler hinanden i et dobbeltværk, en plastik kødbakke der er symmetrisk på alle leder og bunden af en frugtjuicekarton hvor det trykte mønster gentages langs kanten.
Alt er komponeret stramt og styret af geometriens love. Kvadratet, cirklen, trapezen.
TO THE EDGE henviser til motivets kant, som går helt ud til rammekant og bestemmer maleriets form.
Udstillingen forholder sig til Stilleben – genren i den traditionelle nederlandske betydning med en opstilling af døde ting i interaktion og med skjulte betydninger.
Her på udstillingen forestiller hvert maleri én genstand og samspillet opstår i visningen i galleriets rum, så beskueren er midt i en Stilleben med objekter fra et basalt indkøb fra et supermarked.
TO THE EDGE henviser til grænsen og mødet mellem maleriske genrer, metoder og problematikker. Realisme, konstruktivisme, minimalisme og abstraktion udveksler positioner.
Værkerne på udstillingen fungerer enkeltvis og i dialog og bliver en installation, som presser stilleben – genren til det yderste.