Kunstens Hemmelige Sprog af Camilla Jalving, 2009

Kunstens hemmelige sprog
Af Camilla Jalving

”Når man laver kunst, behøver der ikke være en klar logik. Alt kan lade sig gøre og det er det, der er det befriende i det”, siger Cathrine Raben Davidsen (f. 1972), da vi en tidlig junidag mødes i det grafiske værksted Hostrup-Pedersen & Johansen i Valby. Vi sidder mellem litografiske sten og de endnu halvfærdige tryk, der står opstillet langs væggen. Det er dem, vi skal tale om – den litografiske serie på i alt fem ark, som i løbet af de kommende dage skal færdiggøres her. Det bliver en samtale, der i emnevalg spænder vidt – fra græsk mytologi og den engelske forfatter Virginia Woolfs romaner til britisk samtidskunst og så naturligvis Cathrine Raben Davidsens egen praksis, der væver sig ind og ud af det hele som det sammenbindende klister mellem dengang og nu.
Bemærkningen om, at i kunst kan alt lade sig gøre, falder på et tidspunkt, hvor samtalen har bevæget sig ind på det filmarbejde, som Raben Davidsen har været involveret i på det seneste. Som hun fortæller, kan det være en frustrerende oplevelse at lave film, fordi den finder sted i den virkelige verden. Det er der, hvor praktikken hersker og ikke alt kan lade sig gøre. I modsætning til i tegningen, raderingen, litografien, silketrykket, maleriet, eller som noget helt nyt – i keramikken – som er nogle af de medier, Raben Davidsen har arbejdet med. Her er det kun kunstnerens egne forestillings- og fremstillingsevner, der sætter grænsen for de billeder, der kan skabes og den fortælling, der kan finde sted. På den vis adskiller kunstens sprog sig fra sproget i virkelighedens verden. Dens rum er et andet rum med andre regler og logikker.

Sprængte identiteter
Den nye serie litografier bærer titlen Det hemmelige sprog. I lyset af ovenstående bemærkning er det en passende titel, for det hemmelige sprog er netop kunstens sprog. Det er det sprog, som i bund og grund er ikke-sprogligt og som derfor finder sted i stregen, i farven, i motivets tilsynekomst og forsvinding. Det taler, men uden lyd. ”Det der interesserer mig i mine værker er, at bevæge mig ind i det, der er svært at sige med ord”, som Raben Davidsen fortæller, mens vi kigger på rækken af endnu ufærdige tryk. Det hemmelige sprog er også det sprog, forfatteren Virginia Woolf opfinder til at kommunikere med sin lille niece Angelica i. Forbindelsen til Woolf er ikke tilfældig, for det er netop Woolf som forfatter, person og ikon, der er omdrejningspunktet for den litografiske serie, der er under tilblivelse.
På trykkene foran os er der aftegnet en række ansigter, markeret i en enkel og præcis streg. De fleste af dem er genkendelige som tydelige kvindeansigter, flere af dem med Woolfs markante træk – den store næse, det melankolske blik. Men der er også mere maskuline ansigter imellem og ansigter, der med deres kønsmæssige ubestemmelighed fremstår som androgyne. Flere af ansigterne overlapper hinanden, andre er tegnet ind i hinanden, så det er svært hel klart at definere konturen af hver enkel person. På den vis fremstår ansigterne, disse kvinder, mænd og androgyne væsener, som sammensatte identiteter. Skabninger, der enten er i tilblivelse, eller i opløsning, eller mellem disse to stadier – i forvandling – det afhænger af øjet, der ser.

Kunstneren som fortolker
Øjet der ser, vil måske også begynde at se efter en Orlando, eller en Mrs. Dalloway blandt de mange ansigter. Og måske de findes der, måske gør de ikke. Det afhænger igen af øjet, der ser. Men faktum er dog, at forholdet mellem det litterære forlæg og Raben Davidsens litografier synes mere associativt end illustrativt. Mere fortolkende end refererende. For nok refererer seriens titel til Virginia Woolfs univers, men de enkelte tryk illustrerer ikke konkrete romaner. Det som skildres er derimod Woolf som fortælleprincip. Det er ideen om det flertydige og mangestemmede, som kendes fra hendes romaner, hvor fortællevinklen ofte er sprængt, opdelt på flere personer, som var forfatteren dem alle og ingen på én og samme tid. Derfor de mange ansigter, der gennem fordoblingerne betoner individets processuelle tilsynekomst og det forhold, at det aldrig kun er os selv, der taler, men at der er mange stemmer, der taler gennem os. Og derfor de overlappende konturlinier, der insisterer på den enkeltes forbundenhed med andre mennesker og andre tider, som optræder simultant, side om side i dette nu.

Kunstneren som fortæller
Kunstneren som fortolker er i dette tilfælde også kunstneren som fortæller. For om noget er det det, hun giver sig af med, Raben Davidsen. Fortæller. I billeder naturligvis, frem for ord. Det er der også mange andre af hendes samtidige kunstnerkollegaer, der gør. Forskellen er blot, at hvor mange tager udgangspunkt i deres personlige historie, i populærkulturen, i selvdigtede eventyr eller den politiske virkelighed, går Raben Davidsen, som vi her har set til litteraturhistorien. Eller som det sker i hendes store billedserie White Ink (udstillet på Horsens Kunstmuseum i foråret 2008) til den græske mytologi, idet Raben Davidsen her lader Ovids oldgræske myte om søstrene Philomela og Prochne komme glimtvis til syne i stemningsmættede enkeltbilleder, der stilfærdigt udtrykker det blodige drama i søstrenes ansigter, kropsholdninger og indbyrdes relationer.
At fortællingen – eller ordet – spiller en afgørende rolle i Raben Davidsens kunstneriske proces, vidner også de detaljerede mindmaps om, som hun udformer før hun går i gang med at tegne eller male. Her kortlægges hovedpersonerne, deres interne forhold, fortællingens handlingsforløb og de associative forbindelser, som arbejdet med det genererer. I virkeligheden er disse mindmaps betegnende for Raben Davidsens praksis generelt. Netop fordi de baserer sig på en cirklende og associativt springende fortællestruktur, frem for en liniær, der begynder med begyndelsen og slutter med slutningen.

Diskret sampling
Måske skyldes denne optagethed af det mytologiske og litterære Raben Davidsens uddannelsesbaggrund, der begyndte med et år på teologistudiet, efterfulgt af kunststudier i Firenze, hvor hun lærte traditionelle dyder som at tegne efter levende model. Det var naturligvis ganske umoderne, da hun i 1996 blev optaget på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København og her skulle forholde sig til anderledes konceptuelle og langt mindre håndværksbetonede strategier indenfor kunstens felt. Det skortede derfor heller ikke på kritik, når professorerne skulle evaluere hendes fortællende og figurative stil, der lå så uendeligt langt fra tidens takt og tone.
Det var imidlertid dengang. I dag har piben fået en anden lyd. Det skyldes dels, at den fortællende stil vandt bredt indpas i samtidskunsten netop omkring 2003, hvor Raben Davidsen tog afgang. Da blev det pludselig moderne at fortælle historier – litterære, mytologiske, fabulerende. Men det skyldes også, at Raben Davidsens omgang med de litterære og mytologiske forlæg sker med en udpræget samtidssensibilitet, der gør hendes værker alt andet end gammeldags. For selvom hendes formsprog er figurativt i den klassiske forstand, og selvom hun henter sit persongalleri i 1800-tals portrætter hos kunstnere som Singer Sargent og Ingres, er der noget utvetydigt nutidigt ved udtrykket. Det skyldes blandingen af den både præcise og søgende streg. Det skyldes den til tider helt uventede farveholdning, hvor en stærk gul pludselig oplyser et halsstykke eller fremtræder som et selvstændigt, abstrakt farvefelt. Og endelig skyldes det Raben Davidsens diskrete sampling af litterære og kunsthistoriske referencer med nutidige positurer og æstetik, som man eksempelvis kender dem fra samtidens modefotografi og tøjdesign. Det gør det både meget gammeldags og meget moderne på en og samme tid. Og det er ikke nogen modsætning, for i kunsten, ja, der kan alt lade sig gøre. Cathrine Raben Davidsen gør det. Delikat og helt fænomenalt.