Interview af Mads Damsbo

Cathrine Raben Davidsen
White Ink
19. april – 06. juli 2008
Horsens Kunstmuseum
Carolinnelundsvej 2, 8700 Horsens
web site:www.horsenskunstmuseum.dk
Tirsdag – fredag 11-16, lørdag – søndag 11-17

Interview fra www.kopenhagen.dk

Mads: Du er for tiden aktuel med soloudstillingen White Ink på Horsens Kunstmuseum. Kan du fortælle lidt om udstillingen, og hvad den handler om?

Cathrine: Værkerne tager udgangspunkt i historien om søstrene Philomela og Proche, som er hentet fra Ovids Metaforfoser. Jeg udstiller malerier, tegninger, monotypier, ætsninger og fotografier, som er resultatet af de sidste to års arbejde. Meget kort fortalt handler historien, som jeg har taget udgangspunkt i, om den smukke lillesøster Philomela, som bliver voldtaget af storesøsterens mand, Tereus. Da Philomela imidlertid truer Tereus med at råbe højt om voldtægten, skærer han hendes tunge af, hvorefter han spærrer hende inde. Da Tereus vender tilbage til Prochne, fortæller han, at Philomela er død. Men mens Philomela er indespærret finder hun en væv, som hun benytter til at væve et klæde, som fortæller om udåden og får det overbragt til sin søster, som derefter udtænker den værste hævn mod sin mand.
Jeg har fravalgt de meget makabre og voldelige billeder og har i stedet fokuseret på forholdet mellem de to søstre. I det store og hele handler mine værker om menneskelige relationer. Følelser som tvivl, afmagt, savn, begær, jalousi, død og kærlighed er gennemgående temaer – alle de følelser, vi som mennesker er gjort af.

Mads: Titlen White Ink har noget hemmelighedsfuldt over sig. Hvor kommer idéen til titlen fra, og hvad peger den på?

Cathrine: Titlen på min udstilling har jeg hentet fra den franske feminist Hélène Cixous, som bruger betegnelsen White Ink som en måde at forklare, hvordan kvindens stemme gennem historien er skrevet med hvid blæk. I den før-moderne verden havde kvinden ikke de samme privilegier i forhold til manden, når det gjaldt om adgang til at studere og til at lære at læse. Til gengæld blev kvinderne dygtige håndværkere, og på den måde fik de deres egen udtryksform, deres eget sprog. Ifølge Cixous repræsenterer dette sprog en særlig feminin retorik. Det her lydløse univers tiltaler mig. Det er jo det samme med maleriet, det er stille, men har alligevel en stemme. Fælles for de figurer, jeg gennem de senere år har arbejdet med, er, at de hver især arbejder med deres fortællinger igennem væven. Gennem Ovids figurer, som fx Arachne og Philomela, der begge væver deres historier, står det klart, at kvinden som den passive og lydløse part bruger sin stemme gennem arbejdet med det vævede. Det er hendes våben.

Mads: Forvandlingen er et centralt motiv i din produktion, ligesom den klassiske myte er det som forlæg for dine værker. Hvad tiltrak dig særligt ved myten om Philomela og Prochne?

Cathrine: I mine værker antyder jeg en form for forvandling i selve figurerne, der hele tiden er på randen af noget, på vej fra et sted til et andet i flere henseender. Jeg kan godt lide bevægelsen mellem to stadier. Man er aldrig kun det ene eller det andet, men begge dele på samme tid. Samtidig er jeg rent formelt optaget af at inkorporere elementer fra både kunst- og litteraturhistorien for på denne måde at lægge nogle flere spor ind i mine værker.
Forvandlingstemaet er for mig noget, som alle mennesker berøres af. Mennesket er på en eller anden måde hele tiden i forvandling. Hændelser som vi har inde på livet, overgangen fra barn til voksen, forholdet til vores forældre og børn og til verden farver os og forandrer os og gør os til dem, vi er. Ud over at fortællingen om søstrene rummer alle de her menneskelige aspekter, som er meget almene, tiltrak det mig også at se på, hvordan de to søstre hver især bruger deres sorg og afmagt. Philomela fortæller sin historie igennem værket, som er stille samtidig med at det siger alt, mens Prochne ser sig nødsaget til at tage langt mere voldelige metoder i brug.

Mads: Dine værker er overvejende befolket af kvindelige figurer, og du betoner ofte samhørigheden og spejlingen figurerne imellem. Løber der en feministisk åre igennem dine værker?

Cathrine: Gennem de sidste 4 år har jeg først og fremmest beskæftiget mig med kvindefigurer. Så, ja, der er helt klart en kvindelig åre i mine værker. Men ikke sat op i sort og hvid. Jeg er optaget af at se på mange af de stemmer, som er gået tabt i historien, og her kommer kvinderne nok i første række. Men ikke desto mindre handler det også om at beskæftige mig med en anden stemme end den gængse, lidt ligesom Ovid gjorde.

Mads: Der er en meget direkte forbindelse mellem figuren og teksten gennem forlægget i myten i værkerne på White Ink. Hvad tilføjer det værket for dig at arbejde opad de klassiske, græske myter – og har myten aktualitet i vores moderne verden?

Cathrine: Jeg synes, at det er utrolig spændende at arbejde med det mytologiske stof. Måske fordi myter er universelle og tidløse historier, som afspejler vores liv. Mytologi handler om et andet plan, der findes ved siden af vores egen verden, og som på den måde opretholder den. I dag bruges ordet myte ofte til at beskrive noget, der ikke er sandt. Siden det 18. århundrede har vi udviklet et videnskabeligt syn på historien. Når menneskene i den før-moderne verden beskrev fortiden, var de allermest optaget af, hvad en begivenhed havde betydet. En myte var en begivenhed, der på en måde havde fundet sted engang, men som også bestandig gentog sig, og meningen med mytologien var at hjælpe mennesket til at forholde sig til den problemfyldte, menneskelige situation.
Men jeg er jo ikke kun interesseret i myten. Jeg forsøger i mine værker at bygge bro imellem fortid og nutid. Det gode ved billledkunsten er, at den er frigjort fra fornuftens og logikkens tvang. Den udtænker og kombinerer hele tiden nye former for forståelse og indsigt. Termen ‘re-enactment’, dvs en genfortolkning eller genopførelse af noget allerede eksisterende, er noget, der optager mig meget. Det her med hele tiden at følge med tiden samtidig med, at man forholder sig til fortiden. Jeg er interesseret i at kommentere og fortælle historien på ny, samtidig med at jeg forholder mig til den.

Mads: Mediemæssigt er White Ink en meget varieret udstilling. Navnlig fotografierne fra serien ‘Voice of the Shuttle’ skiller sig ud i deres leg med nutidens modebilleder og skønhedsindustri. Hvad betyder det for dig at eksperimentere med medier og udtryk – og er der et medium, hvor du føler dig særligt hjemme?

Cathrine: Ja, det er rigtigt. Nogle gange føler jeg mig næsten helt skizofren, fordi mine værker kan se så forskellige ud. Men jeg tror, det er vigtigt at blive ved med at udvikle sig og at afprøve nye metoder og teknikker. Det er ikke den nemmeste vej, men for mig er det rigtigt.
Jeg har været nødt til arbejde med nye medier, fordi jeg i mellemtiden har fået et barn mere, og da jeg var gravid, kunne jeg ikke male, da jeg bruger giftige opløsningsmidler. Men det har været fantastisk at tegne så meget og at afprøve nye teknikker som monotypi, ætsning og litografi. For det har helt klart givet noget tilbage til mine malerier. Det er ikke sådan, at jeg har ét medie, jeg føler mig mere hjemme i end andre, for de har alle hver deres særlige betydning. Det er meget befriende at kunne veksle, som jeg gør. For nogle gange er jeg bare ikke i humør til at male..

Fotografierne fra serien ‘Voice of the Shuttle’ har jeg lavet i tæt samarbejde med fotograf Morten Bjarnhof. Vi var faktisk et hold på 12 mand, som hver især havde noget at bidrage med. For mig var det enormt spændende at arbejde med min historie i fællesskab med andre mennesker fra en anden verden end min. Da jeg gik på Kunstakademiet arbejdede jeg i min fritid som stylist for at få det hele til at løbe rundt. Det, der var anderledes i forhold til mit arbejde med Bjarnhof, var, at jeg skulle forsøge at videreføre mit eget kunstneriske projekt i et medie som (mode)fotografiet. At forsøge på en eller anden måde at give vægt til den genre og at lægge flere lag ind der.

Mads: Hvad kommer dit næste projekt til at handle om?

Cathrine: Lige nu er jeg i den begyndende fase af et større projekt, som jeg er ved at udvikle sammen med filminstruktøren Pernille Fischer Christensen. Vi skal lave et filmisk værk sammen. For mig, som er så vant til at arbejde alene, og som altid er min egen dommer, bliver det spændende at skabe et univers i tæt samarbejde med en filminstruktør, som er lige så dybt involveret i skabelsen og resultatet som jeg. Pernille rykker ved mine forestillinger og værker, og hun får mig virkelig til at tænke på mine værker på en helt anden måde. Hun er vant til kronologi og en vis form for sammenhæng og logik, som maleriet ikke behøver at operere med.
Det er også fantastisk at få adgang til lys, lyd, studier og klippere og at skabe noget som ikke bare involverer et håndholdt videokamera. Det er helt vildt spændende og grænseoverskridende for mig at tænke i bevægelse i forhold til mine malerier. Når Pernille fx spørger mig, hvad mine figurer laver, hvis de rejser sig, hvordan de bevæger sig osv. Ja… så ved jeg det simpelthen ikke. Jeg er så vant til at tænke i enkelte, fastfrosne billeder. Så det er et meget spændende projekt.

Tak•