Instrument - Struktur- Skulptur

Af Line Helena Bak

Skulpturen – fremtidens instrument
Kan en skulptur være et instrument ?
Bjørn Kromann-Andersen skaber instrument-skulpturer, krydsninger mellem genstande og instrumenter, himstregimser og forfinede konstruktioner. Skulpturerne har ikke bestemte funktioner, men vækker mange associationer, både til fortidens glemte redskaber og fremtidens ukendte rekvisitter.
Instrument-skulpturerne kræver beskuerens koncentrerede engagement. Derfor har de ingen titler. Betegnelser styrer fortolkningen og dirigerer fantasien. Når værkerne er titelløse, borer de nye tunneler i hjernens store labyrint.

Tre skulpturelle strukturer
Kan en skulptur afsløres ?
Skulpturerne mødes i tre grupper, hver især med deres egen struktur, som sætter forskellige skulpturelle historier i gang:
1. – Synligt, men dog i skjul, omsluttet af en hård kappe, stikker indmaden ud. Som en slange, langsomt på vej ud af sin ham. Det er lige før skulpturens kærne smutter ud, som når man presser stenen ud af en moden blomme. Det indre holdes i skak af det ydre.
2. – Skulpturen vrider sig fri af skallen, som en bille der kaster sit skjold. Det, der før var den beskyttende hinde om det indre, bliver nu til et vedhæng. Kærnen prøver at vride sig løs, men moderskulpturen vil ikke slippe taget i sit afkom. En spinkel navlestreng tvinger de to dele sammen.
3. – Skulpturen smyger sig hen over skulpturen, som en blind termit der afsøger sit territorium. Navlestrengen er klippet over, stilken er knækket. Enheden har mistet sin jomfuelighed, og lever i flere dele. Delene hænger alligevel uløseligt sammen i et symbiotisk forhold. De danner et fragmenteret par som fungerer, trods modsætningerne. Det konkave forenes med det konvekse, det hule med det buede. Skulpturen åbner sin håndflade og løsner sit greb.

Fingerspidserne
Kan en skulptur forføre ?
Der kæles for øjet og fingerspidserne, i de smukt og omhyggeligt forarbejdede skulpturer. De forfører og drager, men ved koncentreret iagttagelse opdager du, at værkerne bringer dig i en ny situation: Umiddelbart føres du hen af deres taktile præcision, og tilsyneladende skarpe symmetri. Derpå anfægtes din fortrolighed. Du troede du så og forstod det hele. Hvad er egentlig meningen, hvor kommer formerne fra ? Hvordan skal de forstås ? Du ønsker en forklaring, men får den ikke. Tværtimod pirres og forundres du. Det nærmeste du kommer et svar, er en rebus-frase, som ikke duer. I en tid hvor kunstbarometeret står på omskiftelighed og opløsning, beviser Bjørn Kromann-Andersens skulpturer, at den stille refleksion ikke er skyllet væk i strømmen af hurtigt-snakkende oplevelseskultur. Hans skulpturer anmoder, trodsigt og overbevisende, beskueren til tænkende tavshed.