Påmindelse

Pakistansk Kvinde, Inder med Turban, Lysekrøllet Skandinav, Mand fra Ghana, Barfodet Boliviansk Kvinde. Vi konfronteres med forskellige mennesker fra hele verden, undres og tænker – Hvad har de tilfældes?

Otte legemsstore mennesker står på en række stillet til skue afventende og ubevægelige. Personernes blikke og kroppe skaber en omsluttende tilstedeværelse og et nærvær, som indfanger og aktiverer beskueren. Forstærket af refleksioner fra Kuppelsalens facetterede vinduer omsluttes beskueren både fra oven og omkring i et intenst felt. Det er herfra og i samme øjeblik søgningen efter mening begynder. Hvilken fælles fortælling indeholder disse forskellige mennesker? Trods forskelighed i nationalitet, køn, alder og påklædning er personernes kropslige passive attitude og udtryksløse blik det samme. Det svar man leder efter i form af et indhold er et sted hinsides denne overflade af personernes blotte tilstedeværelse. Umiddelbart kan beskueren ikke gøre andet end at gengælde rækken af stumme blik. Oplevelsen af desorientering i forhold til fortolkningen af installationen griber om sig, da påvirkningen af synssansen blandes med lyden af barnestemmer, der i forskudte sekvenser synger Tommelfingersangen fra flere steder i rummet. Denne fordobling af påvirkning udfordrer beskueren. Afsøgende sondres rummet for en betydning, der kan bidrage til en afklaring. I afsøgningen støder blikket på det eneste sted i rummet, hvor en tredimensional genstand optræder. To små operationsborde med transparente kasser. Kassens indhold er svagt antydet og pirrer til vores nysgerrighed. Et chokerende skue viser sig. I kasserne ligger glinsende kropsorganer med en kvalmende men også en æstetisk resonans. Med de hvidrødlige nuancer og den formmæssige variation er der noget skønt, skulpturelt og samtidig meget livagtig over organerne og man kan nærmest fornemme en varme stige op fra kasserne. Som modsætning hertil står operationsbordenes kølige metal og tilsvarende menneskerækkens kropslige passivitet og passiviserende blik. Forståelsen ligger i forbindelsen mellem installationens elementer af billede, lyd og skulptur. Overførelsen af betydning her imellem baserer sig på den overordnede mening med hele installationen, overførsel af organer, Organ Transfer II, som også er projektets titel. Installationen er en påmindelse om en global organhandel, der tilsyneladende foregår både i Skandinavien, Pakistan osv. og landene imellem. Her er tale om en iscenesættelse af en virkelighed, hvis operative indgreb ikke kan ses på kroppen, men foregår i det skjulte, under fladen. Der gives ikke svar på hvem der er giver eller offer, i denne overførsel af organer. Det kan være hvem som helst, der skelnes ikke mellem alder, køn, nationalitet. Ja det kan tilmed være beskueren selv. Netop dette aspekt understreges i spejlingsprocessen med menneskerækken, hvor beskueren identificerer sig med både organdonor og ofret.
Grafiske billeder der hænger i rummet indeholder installationens essens. På afstand fremtræder billederne som et dekorativt mønstret tapet. Men ved nærmere eftersyn og med chokerende effekt fremtræder menneskekroppe, hvorpå organer kan ses og vidner om en tilstedeværelse af denne Organ transfer. Tilsløringen i selve installationen består af den udskydelse af meningsdannelse i tid, der foregår frem til synet af kropsorganerne og meningen med installationens delelementer fremtræder til fulde. Uskylden ved barnestemmerne forsvinder, da børnesangens vers nu illustrerer denne fragmentering af kroppen som en organtransplantation medfører, og erstattes med skyldfølelse. Skyldfølelse over at tilhøre en menneskehed, som kan udføre sådanne barbariske absurditeter. Børneversene; ”Tommelfinger, tommelfinger, Hvor er du?… her er jeg, her er jeg, ….” vil forhåbentlig og med vedblivende effekt, stå som en påmindelse om den erkendelse Installationen Organ Transfer II af Karen Bjeresgaard tilfører. At etik og erkendelse er noget alle skal medvirke til at sætte grænser for

Louise Hauerberg og Mia Flint