MALERI

_Teksten er skrevet af Mette Sandby til katalog udgivet i forbindelse med Anna Sørensens separatudstilling MALERI på Galleri Tom Christoffersen i 2004.
_
For bare få år siden kunne man læse anmeldelser og artikler om kunst, der begyndte med noget i retning af ”Maleriet er dødt, installationen lever”. Eller ”… videoen lever”, ”… fotografiet lever”. Der var noget om snakken, i den forstand at mange institutioner op gennem 90’erne pludselig var blev opmærksomme på at indhente det forsømte, så disse ’nyere’ genrer i en årrække dominerede på en mængde gruppeudstillinger. Men maleriet har været der hele tiden, og netop på disse års danske kunstscene opleves det vitalt som aldrig før. Det er til at blive glad og ør og optimistisk af, så meget forskelligt, nytænkende, stimulerende maleri, der laves netop nu blandt de yngre kunstnere: konceptuelt, formelt-abstrakt, rum-installatorisk, ny-ekspressivt, eventyrligt, surreelt, fotorealistisk eller tegneserieagtigt, for bare at nævne nogle af de aktuelle strømninger.

Anna Sørensen hører til en af dem, der i en årrække har manifesteret sig som en tydeligt profileret repræsentant for dette ’nye maleri’. Hendes aktuelle udstilling hedder slet og ret ”Maleri 2004”, og den lægger sig i forlængelse af det udtryk, hun har arbejdet så stilsikkert med de senere år, og som hun også med stort held har overført og videreudviklet i keramikken. Men det er en anden historie – her gælder det maleriet. Straks man træder ind i rummet med hendes nye, to meter høje malerier bliver man opstemt. Man mærker, at det er en maler, der er vild med at male. De store malerier strutter af farver, energi, overskud, og så er de dekorative. Hvor det ord eller det, man forbinder med det, længe har været forbudt eller opfattet negativt, så oplever man i disse år, at kunstnerne virkelig tager maleriets materialitet på sig og godt tør stå ved, at der kan og skal være en æstetisk nydelse forbundet med at se på kunsten. Og at den gerne må se godt ud.

Alle Anna Sørensens malerier er abstrakte, i den forstand at de ikke henviser til et litterært, allegorisk, fortællende, referentielt indhold. Det er konkrete, bemalede overflader. De ligner ikke noget derudefra, men derfor kan man godt begynde at forestille sig… at de forestiller noget. Både formelt og motivisk arbejder kunstneren tydeligvis med en sådan dobbelthed. Man kan ikke kalde det ”konceptuelt maleri”, men der fornemmes en klar idé bag. En konsekvent undersøgelse af et bestemt formelt vokabular. Firkanter og kugleformer går igen og bugter sig i nærmest ornamentale friseforløb hen over lærredet. Man fornemmer noget organisk; blade, blomster, sten, måske vandmandsagtige gopler eller fiskeæg, forstenede søpindsvin og en enkelt skildpadde. Men søpindsvin, sten og gopler er malet i bolsjefarver og trukket op i konturen, så man kommer samtidig til at tænke på legoklodser og løsdele af metal og plastic. På én gang natur og kultur, objekt og abstraktion.
Den sikre brug af farverne spænder således også fra de store grønne og brunt-organiske flader til et virvar af langt mere syntetiske farver, pang og pasteller. Som i det store, ternede billede, der bringer minder om min barndoms ternede halvfjerdser-voksdug. Alle farver er taget i brug. Der foregår vilde sammenstød på lærredet – røde tern afløses af brune striber, så følger en stenagtig frise og nederst en række af disse søpindsvin i oliefarver – , og dog holder maleren dem fast i et umærkeligt harmonisk skruestik. Der foregår konstant paradoksale men samtidig formelt motiverede sammenstød mellem formerne på det enkelte lærred, og der er ingen elementer på fladen, der har mere autoritet end de andre. Man genkender denne udspændte, energiladede dobbelthed i selve malemåden: på én gang vildt og tilfældigt med tykke lag, der bobler op gennem en løst påsmurt overflade, der truer med at krakelere. Farver, der løber ned ad lærredet. Og så – i billedets nederste halvdel – en langt mere styret ornamentik med kugler eller kvadrater, opmalet med tydelige konturer og fyldt med orange og gul, former malet direkte fra tuben eller strukturer ridset op i tern med en spatel.

Billederne består af en række genkommende moduler og former, der får gestalt på en næsten rum-installatorisk måde. Det opleves, som om man dykker ned i et særligt, uafgrænseligt sørensensk univers, hvor det, man ser på væggene, i princippet kunne zoomes ind og ud, alt efter hvilken relativ optik kunstneren var indstillet på den dag, hun begyndte på billedet, og at det i øvrigt kunne fortsætte langt ud over lærredet. Denne ornamentale uafgrænselighed understreges ved at nogle af lærrederne er så smalle som 40 cm.,, så de fremstår som panellignende udsnit af en større helhed.
Anna Sørensens maleri indskriver sig i en tradition for farvestærkt, formelt maleri, som på sin vis er meget lang, men som har fået en ny drejning og netop i disse år er eksploderet på den danske kunstscene. Maleriet er langt fra dødt: Anna Sørensens billeder taler for sig selv.