4: Interview/ magasinet Downtown /Black and Fast Colours /2009.

(fra magasinet Downtown nr. 4, maj, 2009 /
tekst og interview:
Sissel Marie Tonn-Petersen).

Thorgej Steen Hansen
- Punk og politik i farverig forklædning.

Højt over hovederne på de fredagstravle københavnrere, der myldrer op og ned ad Istedgade, er Downtown blevet inviteret til hjemmekværnet kaffe hos kunstneren Thorgej Steen Hansen. Thorgej nævner selv, at lejligheden ligner et kolonihavehus på toppen af en Vesterbroejendom, og det er også en meget præcis beskrivelse ad de små rum, der er dekoreret i orange og brune nuancer med kludetæpper og blomsterklinker, så en nostalgisk længsel efter barndommens sommerhusferier rammer Downtowns udsendte. Det skulle handle om hans udstilling Black and Fast Colours på DUNK! Samtalen begrænser sig dog langt fra til kun at handle om dette, men byder på myriader af anekdoter, tanker og visioner fra en velreflekteret kunstner

………

Thorgej er uddannet fra det Kunstakademiet i 2004 og har før det studeret filosofi og dansk på universitetet. Hans energiske og farverige værker – visuelle universer af ord og motiver, der er fyldt med referencer til især musik, har prydet utraditionelle udstillingssteder som Hovedbiblioteket, og Byens Kro, Zoologisk Have og Roskilde Festival. Hans cv bærer præg af et utal af samarbejds- og gruppeudstillinger især som en del af kunstnergruppen Selvsving. Desuden er han medstifter af udstillingsstedet DUNK! i Valby, som han startede i 2005 sammen med Jesper Dalgaard og Rasmus Danø. Det er her hans næste udstilling Black and Fast Colours er at finde i næste måned.

KONKRETE FORMER OG GENVUNDEN KONTROL
Kan du fortælle lidt om udstillingen?

“Titlen fandt jeg på, før jeg gik i gang med selve indholdet, hvilket er et led i mit forsøg på at arbejde mere med det konkrete udtryk og med formen i forhold til tidligere, hvor jeg har været mere fokuseret på motivet og historien, det kunne fortælle. Nu prøver jeg at destillere mit udtryk og skære det figurative fra. Jeg er meget inspireret af modernismen, dadaismen og kubismen – særligt Marcel Duchamp og Kazimir Malevichs. Malevichs sorte firkant er et eksempel på det genstandsløse billed der giver plads til beskuerens egen fortolkning. Samme koncept lå bag Duchamps Ready-mades, som var fundne objekter, der var givet titler med det formål, at give beskueren mulighed for at søge indad og ikke blive påtvunget en fortolkningsmodel eller historie for at indtage værket.”

Hvad er incitamentet til at arbejde
med det udtryk?

“På et tidspunkt opstår der en form for mæthedsfornemmelse, hvis man har kørt for meget i det samme spor rent udtryksmæssigt – pludselig er det ikke en selv, men værket, der dikterer arbejdet. Jeg ville genvinde kontrollen. Jeg har taget udgangspunkt i den modernistiske kunst, men også i de billeder, der findes af de dadaistiske udstillinger fra 20’erne. Jeg benytter mig af det, man i gamle dage kaldte salonophængningen, hvor billederne hænger helt tæt, komplimenterer hinanden og skaber en form for dynamik, der gør den samlede udstilling til et værk i sig selv. Det handler om at finde en rytme i farverne og formerne og derved skabe en andethed i kunsten. Tingene skal både kunne fungere hver for sig og som en større helhed – ligesom i et orkester.”

MED THE CLASH OG WILLIAM BLAKE I BAGHOVEDET
At referere til musikkens verden ligger ikke fjernt for Thorgej. Hans billedverden er tydeligt inspireret af pladecovers fra primært punken og reggaens verden. Han fortæller entusiastisk om The Clash og rastafari, og det er tydeligt, at samme form for indignation og oppositionelle tilgang til det etablerede samfund, fungerer som katalysator for hans eget virke: “Jeg er også meget inspireret af William Blakes tankevirksomhed. Han gjorde op med Newtons fysik, fordi han mente, at det var et alt for mekanisk verdensbillede, som var blottet for spiritualitet. Han havde på et tidligt tidspunkt en civilisationskritik, der var i opposition til den moderne rationalitet – en kritik, jeg synes, er lige så gyldig i dag hvor alt skal rationaliseres og effektiviseres. Tag bare uddannelsespolitikken, hvor der fokuseres i ekstrem grad på uddannelsen som et nødvendigt instrument for at tilpasse de unge et arbejdsmarked, der kan akkumulere mere kapital og velstand. Det med, at man skal uddannes til livet, er røget helt ud, og vi er på vej imod et samfund, der helt udelukker det menneskelige og fordybende, på samme måde som William Blake snakkede om. Det er også den her modstand mod det etablerede samfund, jeg tidligt fandt i punkmusikken. Det er jo en livsstil med oprøret som omdrejningspunkt med et statement om, at man ikke gider de andres kedelige liv og ikke gider at være borger i et samfund, som det ser ud nu. Jeg bruger også denne form for indignation om end på et mere ironisk plan i mine værker, hvad enten det drejer sig om krigen i Irak eller vores lemfældige tilgang til naturens ressourcer.”

Thorgej viser værket Nature Strikes Back, som forestiller to træer, der tager en gusom hævn over en storby med motorsave. Det er illustreret i vilde farver og med gravsten i forgrunden med påskriften “Special Price”. Han fortæller endnu en anekdote om, at netop sådan en kirkegård var han på i England, hvor der var plasticgravsten med supermarkedkæders logo på. I værket Prime Time omkranser ordene Greed, lust and democracy, 15 seconds of boredom" et psykedelisk monsteransigt med dollartegn i øjnene og et mylder af kranier og smileys. Konstant vender det apokalyptiske samt referencerne til rastafariens aktivistiske slagord tilbage i hans værker; eksempelvis “Take the power back, settle for nothing” i værket af samme navn.

TEGNESERIEFASCINATION OG DOMMEDAG
Er din stil blevet formet af din opvækst og de tendenser der har været i din generation?

“Ja, det er den helt klart. Ud over musikken, som jeg tidligt opdagede, har jeg også altid været facineret af tegneserier og tegnede mine egne karakterer, længe inden jeg vidste, jeg ville være kunstner. Desuden kommer jeg fra en kristen baggrund og brugte mange år på at tage afstand fra ideén om helvede, som jeg var vildt bange for, da jeg var barn. Det tror jeg har været med til at afføde den apokalyptiske tematik der er i mange af mine værker.”

Er indignationen og dommedagsfrygten også at finde i din nye udstilling?

“Ja, men i en mere distilliseret form og med ophængningen som et aktivt greb og et værk i sig selv. Jeg forsøger at opnå denne her ‘andethed’ – som før nævnt – ved kun at bruge et udsnit af udstillingslokalet, så det er afskåret. Som når man ser på et fotografi. Førhen var min tilgang til det politiske budskab meget: Sådan her ser verden ud for mig. Efter at have stiftet mere bekendtskab med de abstrakt modernistiske malere, har jeg erfaret, at den konkrete kunst er meget mindre postulerende, at farven, bevægelsen og energien også kan være politisk, fordi den skaber en positiv modpol til samfundet, der kan rumme en manifestation og en autonomi, der er i opposition til, hvad samfundet ellers slår sig op på.”

FRIE RAMMER I ZOO?
Du udstiller ofte nogle utraditionelle steder og har lavet projekter på blandt andet Roskilde Festival, Byens Kro og Zoologisk Have. Er der en grund til det?

“Med stedspecifikke udstillinger får man muligheden for at gribe udstillingssituationen an på en utraditionel måde, fordi kunsten kommer ud af galleriet som institution. Sjovt nok er det også mere provokerende, fordi folk ikke har bedt om at blive konfronteret med din kunst.
Det oplevede jeg blandt andet med udstillingen Brøl!, som jeg arrangerede og kuraterede sammen med Sophus Ejler Jepsen, i Zoologisk Have – en udstilling fra 2002 med bidrag af 67 forskellige kunstnere. Her blev nogle vildt forarvede over bl.a. Andreas Schulenburgs værk. Det forestillede en kæmpe Gibbonabe, der sagde: Gibbonaberne boller kl. 11.30. Det var der mange der fandt anstødeligt – særligt dyrepasserne, der mente, at det nedgjorde deres arbejde. Så man får en del uventede reationer når man udstiller i det offentlige rum.”

Det virker som om at den kollektive arbejdsproces betyder meget for dit virke både i arbejdet med Dunk! og i Kunstnerkollektivet Selvsving. Hvad betyder det for dig at samarbejde om kunsten?

“Mit arbejde ville ikke give ret meget mening for mig, hvis der ikke var det kollektive aspekt. Kunst kan blive en ret narcissistisk og navlepillende affære, da det jo er en ret selviscensættende proces. Desuden er det jo en god form for kollegialitet og socialisering at arbejde i et kollektiv, samtidig med at det giver en hvis frihed at signere sit arbejde med et navn som fx. Selvsving i stedet for sit eget. Man bliver på en måde frigjort fra at stå til ansvar som enkeltperson for produktet, og det giver mod til at lave noget mere vovet, anderledes og frit. Pluselig finder man måske ud af, at det man har lavet på ti minutter, fungere bedre end det, man har brugt flere uger på.”