Mikkel Carl

Det skulle være indlysende, at Mikkel Carls kunstneriske arbejde udfolder en tematik, som hører også blandt samtidskunstens væsentligste: forholdet mellem sprog og perceptuel erfaring, koncept og materialitet. Dette sker i kraft af en tværmedial praksis, der ses bragt i kritisk-inspireret dialog med visse af bestræbelserne inden for det 20. århundredes avantgardistiske og neo-avantgardistiske bevægelser, herunder især koncept- og minimalismekunsten. Samtidig identificerer vi hos kunstneren en vedvarende interesse for ’fundne’ objekter, som bearbejdes og iscenesættes med henblik på en forskydning af deres oprindelige æstetiske og betydningsmæssige indholdsregistre. Vi aner her en affinitet til dadaismens readymades, de surrealistiske assemblagers overraskende og ’fantastiske’ kombinatorik samt ikke mindst postmodernismens appropriationsstrategier, men ressourcerne hentes også mere specifikt i visse grene af industrielt design, i mode, såvel som i populærkulturen og den materielle omverden i øvrigt.

Værkerne forholder sig snart diskuterende og snart ironisk forvrængende til de forskellige forlæg, motivkredse og stilindslag. Mikkel Carl stiller sig dog aldrig tilfreds med blot at deponere de udstillede objekters betydning i udvekslingen med masse- og forbrugssamfundets allerede eksisterende sociale tegn og deres respektive konnotationsfelter. Thi det er kendetegnende for hans praksis, at den er indforskrevet i en tegnteoretisk metodologi, således at kunstobjekterne opnår betydning primært i kraft af de indbyrdes erstatningsrelationer og serielle modsætninger, de hver især og tilsammen frembyder i den givne udstillingssammenhæng. Det enkelte værks såvel som hele værkgrupperingens indre betydningsorganisering bliver som resultat heraf en demonstration af en særegen visuel grammatik vis-a-vis objekternes præcise materialeegenskaber og konnotative grænseflader. Ved at løfte de tildannede genstande ud af deres vante virkelighedsfunktion ønsker Mikkel Carl gennem sine subtile modifikationer at organisere et spil, hvor visse motiviske og/eller stilistiske ligheder samt udvalgte associative forbindelser på én gang sandsynliggør og udfordrer den underlæggende strukturelle konsistens.

Hvad nu angår selve udvælgelseskriterierne er der altså tale om en sammenstilling af eksoteriske og esoteriske elementer – noget næsten alt for velkendt forbindes på mere eller mindre kryptisk facon – hvorved der eksplicit appelleres til mange forskellige typer af vidensinvestering i betragtningen af værkerne. Mikkel Carls kunstneriske praksis henviser aldrig alene til et selvrefererende betydningsunivers og den personlige mytologisering, men indskriver sig vedblivende i især avantgardens historie.

Men mens avantgarden sædvanligvis forbindes med ønsket om at tilbagelægge værkformen og forvandle kunstens rum til et kulturelt slutspil, da er Mikkel Carl interesseret i readymadens ulig mere ubeskrevne tradition, som vedrører den mening, kulturelt vareliggjorte objekter antager for os gennem kroppens fantasifulde sansninger. Dette er ikke mindst tilfældet for den del af værkproduktionen, hvor det frem for alt handler om samkørslen af principielle fænomenologiske og semiotiske kategorier. Med et insisterende nærvær markerer disse værker sig som rumlige installationer, der tydeligt udvisker grænserne mellem indre og ydre, og ikke mindst fordi der samtidig er tale om visuel forførelse lykkes det ofte at påtvinge betragtersubjektet en adfærdsregulerende, kropslig udsathed.

Traditionsforankringen sker endvidere på et taktisk og nuanceret grundlag, idet kunstneren overalt medberegner tidligere (modernistiske) erfaringer, genrekonventioner og kritikformer. Det er i forlængelse heraf kendetegnende for værkerne, at de lutrer ofte overset træk i kunsthistorien – heriblandt altså readymadens visuelle træfsikkerhed og perfektible formgivning. I det metodiske arbejde med gentagelse, rekontekstualisering og en radikalisering af materialebevidstheden aftegnes overalt ’omvendte’ eller retroaktive spor i historien. Og ved fortsat at spørge hvad kunstnerisk betydning overhovedet er – og ikke blot hvad et objekt egentlig er – understreger Mikkel Carls kunstneriske praksis overalt det forhold, at det sanselige objekt og det immaterielle tegn bliver sammenhørende størrelser.

Anders Gaardboe Jensen