Om Maibritt Ulvedal Bjelke

Det findes moderne poesi, der ikke beskriver bestemte tider eller bestemte steder, begivenheder eller personer, eller som på anden måde forholder sig til en kendt verden, som består af navngivne ting. Til gengæld er denne poesi oftere tættere på poesien selv, på dens grundlæggende redskaber og midler. Ordene er – med andre ord – ikke længere tjener for nogen eller noget. De er blevet deres egen herre og mester. Man kan ikke påstå, at den, der skaber et sådant digt, ikke længere har et motiv. Motivet er blot blevet ordene selv, deres rytme, betoninger, pauser og klang. Digtene rummer intet udover sig selv, men det, de rummer, og den helhed, ordene skaber, efterlader på den anden side intet savn.

Det samme kan siges om Maibritt Ulvedal Bjelkes malerier. Det er malerier, der på forhånd har stillet sig uden for alle de repræsentative forpligtelser, som et maleri ofte kan have. De forestiller ikke noget, men rummer alligevel deres egne forestillinger – og deres egne overvejelser.
Det ville være nærliggende at kalde dem franske, eftersom kunstneren har boet og arbejdet i Frankrig i over tyve år. Maibritt Ulvedal Bjelke er tilmed også uddannet i Paris, på École Nationale Superieure des Beaux-Arts, som elev af Pierre Matthey, Jan Voss og Claude Viallat.
Men det er ikke det mest relevante. For det, som hendes billeder beskæftiger sig med, har ingen bestemt nationalitet. For det er et maleri, hvis anliggende er maleriets eget sprog. Hvis arbejdet med farven og fladen som regel er underlagt en intention fra kunstnerens side, som er bestemt af ydre forhold, er det anderledes her. For her er kunstnerens formål med at male netop at male dette strøg og så føje andre strøg til det første, så der opstår hele familier af strøg, der kommunikerer indbyrdes uden at være udtryk for andet end de bestemte farvevalg og den gestus, der har skabt dem. Således bliver et maleri gradvis til et portræt af sin egen tilblivelsesproces. En sådan proces rummer også tøven, refleksion og mange tilløb, før angrebet sættes ind. Men billedet selv registrerer kun det, der gøres og lykkes, fordi det er gjort godt.

Selv ikke den mest abstrakte kunstner maler uden en hensigt. Og hensigten her er at fastholde og videregive den energi og dynamiske bevægelse, hvormed farven er afsat på fladen, og det indtryk af fordybelse, men også forsagelse, som denne proces fører med sig. Strøget og farven giver ingen associationer ud over sin egen bestemmelse: at få en flade til at leve.
Midlerne er blevet målet.

Peter Michael Hornung mag.art. – kunstkritiker ved Politiken
København d. 22. februar 2007

Virkeligheden er ikke nok i sig selv
“Jeg har meget svært ved at indkredse, hvor min inspiration ligger, den er jo en underlig diffus størrelse”, siger Maibritt Ulvedal Bjelke i en diskussion, om hvorvidt hendes maleri er “abstrakt” eller “konkret”, om det refererer til noget uden for billedrammen eller ej. Diskussionen er i sig selv lidt ligegyldig og akademisk, men jeg er alligevel glad for at have åbnet den, da den har fået kunstneren til at overveje og formulere sine inspirationskilder. “Det ville være forkert at sige, at jeg bliver inspireret af naturen, for det gør jeg ikke”, fortsætter hun. “Jeg søger det i hvert tilfælde ikke. Men jeg kan godt blive påvirket af den, sådan ubevidst .For nogle år siden tilbragte jeg to måneder på øen Ouessant i Bretagne. Der malede jeg en række mindre, horisontale billeder – først da jeg kom tilbage til Paris, til storbyen, kunne jeg se, malerierne var blevet til øer.” “Synsindtryk – sanseindtryk ?” “Umiddelbart tror jeg, det er noget inden i mig selv – man er vel altid berørt af det, man har med i bagagen, har set og oplevet.” "Da jeg i sin tid drog til Paris, helt ung, troede jeg at jeg skulle skrive. På det tidspunkt talte jeg meget lidt fransk – det var hårdt pludselig ikke at kunne udtrykke sig spontant – jeg blev ufri. En slags identitetskrise. Jeg var ikke længere mig. Derfor blev jeg maler – tror jeg! Det visuelle kom ind, da jeg mistede “mælet”, det verbale. "

“Men hvorfra kommer inspirationen så – jeg er næsten nødt til at stille mig selv spørgsmålet, hvorfor maler jeg? Hvorfor er det nu så nødvendigt at male de skide billeder? Jeg kender ikke svaret, det er måske derfor, jeg bliver ved med at male.” “Virkeligheden er ikke nok i sig selv – maleprocessen er et andet sted, hvor tid ikke eksisterer. Her slipper jeg og kommer ud, hvor jeg ikke kan bunde, så er jeg i live. Når jeg maler, kommer jeg ind i et rum, hvor hverken sol eller regn, land eller storby kan nå mig. Ikke engang telefonen. Jeg ænser intet andet end maleriets tilblivelse.” “Og så er der alligevel sneget sig et par øer ind og rasende tog” “Jeg tror, der er meget overlevelse i malerierne.” “Der er et indre behov for at formidle noget emotionelt, noget som jeg ikke kan sige.” tilføjer kunstneren. “Med mit maleri viser jeg, hvordan jeg ser, ikke hvad man skal se. Det er op til beskueren.”
Og næste morgen løber det ind på mailen fra Paris: “Mit maleri lige nu handler om farvens tid, action, dynamik og energi – har jeg tænkt i nat”

Maibritt Ulvedal Bjelke , født 1967 i Danmark, var 19 år, da hun rejste til Paris, hvor hun blev uddannet på Ecole Nationale Supérieure des Beaux-Arts 1987-93 hos professorerne Pierre Matthey, Jan Voss og Claude Viallat, hvoraf formentlig sidstnævnte har haft størst indflydelse på hendes udvikling, om end hun selv fremhæver den tyske Jan Voss, som den af sine lærere, hun følte sig mest knyttet til. Jean-Pierre Pincemin er ligeledes et af hendes forbilleder, uden at nogen af dem dog har inspireret hende direkte. Både Viallat og Pincemin var medlem af den sydfranske Supports/Surfaces gruppe (der blandt andet talte kunstnere som Louis Cane, Daniel Dezeuze, Vincent Bioules, Marc Devade, Noël Dolla, Bernard Pages), som fra slutningen af 60’erne hævdede maleriets objektkarakter og under inspiration af den ungarsk-franske maler Simon Hantaï (f.1922) gjorde sig stærkt gældende med et maleri bestående af enorme, ensfarvede lærreder i mørke farver sat direkte op på væggen uden blændramme eller med enkle, ofte banale motiver i serielle gentagelser. Maleri med en tapetagtig karakter. Maleri som maleri. Peinture-peinture. Blandt sine øvrige forbilleder fremhæver kunstneren Mark Rothko, Morris Louis, Gena Rowlands og Prince. Påvirkningen fra Support/Surface mærkes særligt i Maibritt Ulvedal Bjelkes tidligere arbejder, hvor hun anvendte løse papirark, for at undgå blændrammernes begrænsninger. Hun malede gerne på bagsiden af plakater, som hun rev ned fra plakatsøjlerne i forstæder, og lod deres rå og slidte karakter indgå som en del af maleriets stoflighed og struktur. Hun lod farven gennemvæde plakaterne, som hun derefter klæbede ovenpå hinanden i lag på lag. Et rent collage-maleri, form og farve, hvori farven ikke tillægges symbolsk værdi. "Alle farver er lige “gode”, og mit farvevalg er altid intuitivt, aldrig tænkt. Er der ikke mere rødt i bøtten, så tager jeg bare en lilla", som hun selv udtrykker det. På længere sigt gav dette maleri ikke plads til dynamik og bevægelse, hvilket var grunden til, at kunstneren lagde de ujævne plakatmasser bag sig og begyndte at lime utrykt plakatpapir op på lærred med mulighed for en anden kraftoverførsel. “Jeg søgte modstand og fart i penselstrøgene. Det startede faktisk, da jeg havde atelier i et industriområde hvor tog susede forbi vinduerne. Altså behovet for fart. Glidende malebevægelser.”
Maibritt Ulvedal Bjelkes nyere malerier er action-paintings i lodrette, hurtige penselstrøg, der i sig selv afspejler håndens, armens og kroppens dynamik og den tyndtflydende malings eget “liv”, som den løber ned ad billedfladen. Selve processen kan tydeligt aflæses i det færdige billede og bliver en vigtig del af det. Flere transparente farvelag ovenpå hinanden giver ofte tilsigtet uforudsigelige farveblandinger og en egen dynamik, kunstneren ikke forsøger at styre. Tværtimod arbejder hun på mange billeder på samme tid, hvilket kræver en spontan arbejdsmåde og en åben form. – En trial and error-teknik. På det seneste har kunstneren malet billeder der er sammensat af to eller tre flader, en proces, der giver en større åbenhed. "Det har vist sig, at jeg trives med at holde maleriet åbent så længe som muligt i selve maleprocessen. Jeg arbejder op og ned, frem og tilbage – i skiftende synsvinkler. Blændrammerne “twins” eller “triplets” er blevet som papiret, frit og åbent. Som moduler der kan sammensættes på et utal af måder. Og i den verden arbejder jeg bedst." Maibritt Ulvedal Bjelkes maleri er maleriet i sin mest arketypiske form, maleriet som en genstand i rummet, helt uden referencer eller budskab, helt overladt til betragteren at fylde med indhold. “Fill in with your own imagination” som Arthur Köpcke opfordrede til. Og dog – for denne betragter – fyldt med drømmeagtige associationer til poetiske sommeroplevelser i en blomstrende eng eller en bølgende kornmark, med musik og velvære (med tanke på Matisse og den lænestol, han mente, at kunsten – også – skulle være) – eller, hvis man er i det humør, til tømmermænd en vinterdag.

Bent Petersen. Udgiver og redaktør af North Art Magazine
København april 2006

En eksistens gennem farven
Jeg stiftede bekendtskab med Maibritt Ulvedal Bjelke i slutningen af 1980’erne, da hun kom fra Danmark til Kunstakademiet i Paris. Her fulgte hun først Pierre Mattheys undervisning og siden Jan Voss’ og Claude Viallats.
Bjelke startede med at arbejde på både gulvet og op mod væggen. Nu arbejder hun især mod væggen. Lige fra begyndelsen har hun fortrinsvis brugt meget tyndtflydende akrylfarver som gennemvæder papiret, løber og drypper. I de senere års arbejder anvender hun også olie. Omkring de flader eller bånd af farve hun får frem, findes spor af snavs og maling, der er løbet. I en periode, hvor processen skulle integreres i det færdige arbejde, var disse spor først et accepteret og indarbejdet kendetegn. Nu er de snarere yderligere visuelle effekter.
Bjelke maler hverken former på et lærred eller tegn på en overflade. Det er heri at afstanden til den traditionelle forestilling om et maleri (en tavle) kommer til udtryk – indbefattet det abstrakte maleri. Hun maler snarere helt enkle farvede strukturer, som udgør det malede emne. Der er ingen adskillelse mellem det, der udgør underlag, og det som underlaget “bærer”: Malerierne er farvede enheder.

I begyndelsen, i 1990’erne, frembragte hun disse maleri-emner ved at sidestille og sammenklæbe flader af papir, der var blevet bearbejdet hver for sig. Hun lod farven opsuge i tykke lag af papir, som på en og samme tid fik både vand og farve. Efter tørringen havde papiret et krøllet, bulet, slidt og vaflet udseende. Farven optog noget af papirmaterialet. Den var ikke påmalet, men indfarvet og opsuget. Der var også et nært slægtskab med “affichister” som de la Villeglé, Hains eller Rotellas arbejder, – i al fald de mest « piktorialistiske » af dem.

Maibritt Ulvedal Bjelkes møde med Navajo indianeren Joe Ben Jr. førte til en forenkling af hendes arbejde. Hun samarbejdede med ham i et år, først i Paris og derefter i Arizona. Det var en fordybelsens og eftertænksomhedens læretid – det diametralt modsatte af letkøbt eksotisme. Navajo-kunstneren, som bruger pigmenter og sand til at skabe rituelle billeder med terapeutisk funktion, arbejder i en etik præget af fremgangsmådens enkelhed og autenticitet. Han anvender også rene medier, som er farve (pigmenter) eller som er bærere af farve (sand).
Via denne erfaring fandt Bjelke stof til at trænge dybere ind i sin egen søgen.

Hendes ganske særlige behandling af farven og stræben efter det flydende og lette fandt bekræftelse her igennem og førte til en ny og skærende renhed i brugen af pigmenterne. Hun forenklede sine formater og sine kompositioner. Hun begrænsede sig til at sidestille lange flader af farve ved at gentage serier af malerier.
Fra og med 2000 begyndte hun at sprede de farvede baner ud horisontalt og at give den løbende farve en nøgleposition i kompositionen og ikke blot en funktion som påmindelse om gestik og arbejdsproces. Med overgangen til den lodrette disposition, integreredes den løbende maling og bevægelserne, den afspejler, endnu bedre i maleriernes logik. De mange lag af farve og malingens gestik kan nu også aflæses. Vigtigst er det samlede indtryk, der frembringes af sammenstillingen af øjeblikke af maleri og ikke af dele af maleri, eftersom de seneste værker gerne er polyptikon’er skabt af malede felter, malet i den samme serie, men hver for sig.
Stillet overfor disse malerier, der til trods for deres humoristiske titler med genlyd af de abstrakte ekspressionistiske maleres titler, fremstår totalt abstrakte med skinnende, lysfulde farver, og lette, da de hverken har materiale eller tykkelse, er det vanskeligt ikke at tænke på visse udforskninger af farven, som i 1970’erne praktiseredes i Frankrig af eksempelvis malerne i gruppen Supports-Surfaces, der indfarvede eller anvendte stærkt fortyndede akryl- eller oliefarver, som de lod opsuge i lærredet. Jeg tænker her på Rouans flet-arbejder fra 1967-70, på Viallats indfarvede lærreder fra 1973-74 og på Cane og Arnal i den samme periode. Hos disse kunstnere fandtes en vilje til forenkling, til dekonstruering af maleriets kunstighed, til en nedjustering af effekter, som nødvendiggjorde denne overgang via indfarvning. Manden, der inspirerede mange af disse malerere, Simon Hantaï, havde selv i mange år eftersøgt farver opsuget i og af underlaget og begrænset til deres egenskab som farve. I sin søgen påberåbte han sig Matisse, papirklippenes, den “materielt ikke udtrykte” farves maler ; maleren, der brugte farver, man kan klippe i form og sætte ved siden af hinanden i stedet for at sprede dem ud i tykke lag.
I relation til denne arv er Bjelkes meget personlige bidrag kvaliteten i følelse og udtryksfuldhed.
Hun accepterer gerne en hvis lyrisme og lader sig rive følelsesmæssigt med. Ikke som en henvisning til landskaber eller temaer, men ved at tage plads i maleriets tid. Hun maler serie på serie af formater i ens størrelser, idet hun bevæger sig fra en overflade til en anden, båret af rytmen og følelsen af de farver, der hele tiden sættes i spil. Udvælgelsen foregår ubevist og automatisk, men den en synligt præget af en forkærlighed for visse toner og klange med forbindelser til musik og drømmerier. Snart næres valgene af selve det at male, af passagen fra en flade til en anden, af det at lade sig rive med af bevægelsen. Som hun selv udtrykker det : “timen bliver blå, amok rødt, livet rosa og regnen lilla” * eller, kan man tilføje, følelsen materialiseres og, så at sige, farves.

På alle disse måder er Bjelke klart og bevidst indskrevet i maleriets nyeste historie. Hun arbejder i efter-tavlens tid – i tiden efter den afgrænsede overflade, der fungerede som underlag for indskrivelse af tegn. Hun arbejder ikke i den patetiske efter-maleriets tid. Hun maler med ressonans af et lyrisk og følelsesbetonet syn på farve, på bevægelsen og på tiden, der opsluges af denne aktivitet. Her er maleriet en poetisk tilgang – en væren som poet via farven og en måde at forvandle livet på.

Yves Michaud. Filosof
Paris, den 30. oktober 2006

Uddrag af digtet «Farve-tid» af Maibritt Ulvedal Bjelke.
Det foreligger i tre original-udgaver (Fransk, engelsk og dansk). København 2000.

*Det tilsyneladende tilfældige

Maibritt Ulvedal Bjelke – Galleri Weinberger til 22. juni
Af Peter Michael Hornung *

Maibritt Ulvedal Bjelke. Nye malerier. Galleri Weinberger. Valkendorfsgade 13. Tirsdag – fredag kl. 11- 18. Lørdag
kl.12-16. Til 22. juni.

Skinnet bedrager. For de ser så nemme ud, Maibritt Ulvedal Bjelkes seneste malerier. Bare så nemme. Og så henkastede. Et par raske brede buskede strøg lodret op eller ned ad lærredet, og så får man sikkert resten foræret af samspillet mellem strøgene og de farvespor, der driver fra dem i tyngdekraftens retning.

Selv om billederne med al deres tilsyneladende tilfældighed ligner den rene benzin på rindalisternes bål, er de hverken nemme at male eller sjuskede i deres konception. De er som al anden action-painting hårdt arbejde.
Arbejdet har mindst to faser.

Først males billederne. Dernæst kasseres de fleste af dem, måske fordi en lille uforudsigelig afvigelse i farvens bevægelse har kuldkastet kunstnerens forventninger til billedets bundne energi, til farvernes og strøgenes indbyrdes balance, til den orden, som alligevel skal herske midt i al denne uorden.

Det er en malerisk udtryksform, hvor kvalitet altid forudsætter kvantitet. Det er ikke billeder, hvis formelle og koloristiske forløb kan planlægges på forhånd.

Man må male sig frem, i betydningen: forsøge sig frem. Og Maibritt Ulvedal Bjelke er gennem mange års arbejde i det parisiske kunstmiljø nået frem til et maleri med et personligt stempel.

Peter Michael Hornung – Politiken d.10. juni 2005