Et tegn på tegning

“Jeg tror at al kunst, og særlig den der beskæftiger sig med fladen og billedrummet, f.eks. i maleri og tegning, balancerer mellem disse to ekstremer: Det er, hvad det er, og det peger samtidigt symbolsk på noget andet .”
Lise Haller Baggesen

Et tegn på tegning
- Eller virkelighedens diskrete balance
Om Lise Haller Baggesens tegninger af Kathrine Olldag

Hvornår er en tegning en tegning? Det er den når en blyant eller en pen er ført henover et stykke papir og har sat et spor.

Ofte når der begås en tegning, handler tegningen om sit indhold. Der tegnes f.eks. en ræv eller en anvisning til samling af en tremmeseng. Traditionelt er tegningen et medium, der først og fremmest peger på det objekt der tegnes. Når barnet har tegnet sine streger er mor og far meget hurtig til at fastslå hvad det ”er”.

Professionelle tegnere lægger ydermere vægt på den teknik hvormed grafitten flyder henover papiret, den form stregen får, hvad enten de er grafikere, arkitekter, designere eller kunstnere. Her kan det bl.a. handle om at efterstræbe en kølig nøgtern og skarp streg som i arkitektens tegninger eller en dansende ekspressiv og individuel streg som det kunne se ud når f.eks. Ib Spang Olsen tegnede. Alt efter temperament og opgave arbejder tegneren med skyggevirkningen, konturstregen, stregføringen og forsøger at tilføje tegningens indhold en ekstra dimension gennem formen. Formen kan både beskrives enkelt: ”stregen er nervøs og bølgende” og den kan fortolkes så dens konnotationer kommer til syne: arkitekten tilfører en ”arkitekt-hed” så der i tegningen signaleres, at den er skabt af en arkitekt. Tegningen har således også udover sit indhold og sin form en semiotisk signatur.

Når Lise Haller Baggesen tegner er det som om, det ikke kun handler om stregens form og tegningens indhold. Der tilføres et tredje lag, som handler om at pege på tegningens væsen, eller det At Tegne, en slags tegningens andethed.

Hun tegner med et ensartet tryk en sikker konturstreg, der omkranser tegningens altid figurative motiv. Hvis hun ikke lader fladerne stå hvide og urørte anvender hun flade mønstre eller et sort dæklag, der fremhæver tegningens grafiske komposition. Hun arbejder udelukkende i fladen og forsøger ikke at illudere rum udover gennem overlapninger og forkortninger, der netop fremstår som illusion fordi konturstregen er ensartet. Figurerne virker klemt inde i tegningens fladhed. Det er som om Lise Haller Baggesen lægger op til en klassisk udført naturalistisk tegning, men at den kraftige enlige konturstreg leder hende en anden vej – en vej, der fremkalder en urovækkende ambivalens som i et trompe l’oiel, hvor øjet bedrages.

Som også i hendes malerier er motivvalget selvbiografisk. F.eks. tager hun i serien ”Mummy and The Hoover” udgangspunkt i sin søn, Adams, fantasiunivers. Her suges mor op i støvsugeren som straf for at have straffet Adam. I en anden serie redder en oppustelig krokodille Adam fra hans far da faderen lader til at ville æde sin søn.
Lise Haller Baggesen har et præcist blik for de ildevarslende gale momenter i dagligdagen, hvor kaos lurer lige rundt om hjørnet. Fantasien, drømmene og sindssygen sparker hele tiden kiler ind i den velordnede virkelighed og giver beskueren gåsehud, men Lises pointe er netop, at gåsehuden er helt normal, og at det normale har vide grænser, hvilket tegningernes køligt beskrivende streg også peger på.

Idet hun tager udgangspunkt i sin egen tilværelse bliver billederne også skildringer af livet for en kvinde i 30’erne, en veletableret middelklassekvinde med familie. Denne kvinde er samtidig kunstner, og derfor problematiseres i tegningerne den konflikt, man som kvindelig kunstner oplever, når man også har en familie. Dobbeltidentiteten som kunstner og mor er paradoksal og vanskelig, netop fordi moderrollen ofte fremføres som argument for, hvorfor kvindelige kunstnere ikke har den samme succes som de mandlige. Mange kvindelige kunstnere anstrenger sig for at adskille disse to sfærer, men hos Baggesen forenes de og hendes familie bliver hendes materiale på en så neutral og almen måde, at beskueren ser sin egen familie.

Motivverdenen er hudløs personlig, men alligevel holdes beskueren på afstand af den selvsikre konturstreg og forkortningernes illusoriske bedrag. Tegningerne fremstår som arketyper – fjernet for enhver unødvendig detalje, hvilket løfter dem ud af hverdagen til et niveau, hvor de gennemstrømmes af mening. Heri ligger den tiltrækkende tvetydighed mellem det tegningen bare er, dets symbollag og dets semiotik. Her vendes blikket mod tilværelsens daglige irrationalitet i en pågående konturstreg, der selvbevidst peger på sin egen andethed og siger: ”se, det her er en tegning!”

De omtalte tegninger kan ses på www.baggesen.org i galleriet’ Stories for Boys’