katalogtekst af Louise Wolthers

Nyd støjen!

Forbløffende ynde…” – titlen på et af Kirstens værker er faktisk betegnende for den gennemgående tilgang til motivet: hun fremmaner overraskende poetiske og humoristiske billeder af alt fra almindelige mennesker i hverdagssituationer over kendissers optræden i tv og blade til simple modellervoksfigurer udsat for forskellige eventyr på hendes arbejdsbord. MEN tag ikke fejl: den underfundige ynde udtrykker ikke uskyldig idyl. Den er flertydig, ofte satirisk og af og til foruroligende. Den kan fungere som et subversivt angreb på medieverdenens stereotyper og en opfordring til at være sig ansvaret som forbruger i den visuelle kultur bevidst.
I den monumentale collage ”Jennys Lejlighedssange” får man fornemmelsen af et visuelt overload: Man kan næsten forestille sig et års udgaver af Se og Hør i komprimeret form, hvilket øjeblikkeligt fører til kvalmegrænsen – lidt ligesom når rygere tvinger sig selv til at tælle sammen hvor mange smøger de inhalerer på et år. Mainstreammedierne gør os sorte i hovederne og giver os nedsat hjernekapacitet. Men en collage er naturligvis ikke bare en tilfældig ophobning af billeder; Kirsten har omhyggeligt – og uhyggeligt – sammensat udklip fra diverse medier så de indgår i et komplekst net af forbindelser. I det svimlende mylder af billeder dannes der pludselig sammenhænge, der både kan være formelt og tematisk baseret. Man bliver ganske rundtosset af at følge de visuelle associationer og vil konstant aflæse collagen på nye måder. Men værket antyder faktisk en vis linearitet, så man kan forsøge at starte i øverste venstre hjørne og ’læse’ det videre som en slags partitur. Potteplanterne fungerer som en lille overskuelig forhave til det store galehus, og de fortsætter som små node-dryp inden tordenskraldet. I løbet af værket stiger ’musikken’ i tempo – som fra en stille sommervise til støjpræget fusionsmusik, i overensstemmelse med collagens princip om kalkuleret tilfældighed.
Lyden er helt konkret til stede i animationen ”Forbløffende Ynde – bevægelsen i alt”, der indledes med en voldsom hyletone fra fjernsynets pauseskærm. Tonen hakkes efterhånden i stumper, bliver til rytmer og fortsætter i et sært potpourri med dansktop- og elektronisk musik. Til dette samplede lydspor bevæger udklippede figurer sig i form af en flyttefilm: Paven spiller tromme på nonners hoveder, bikiniklædte bedstemødre og andre anonyme mennesker danser. Og hvilken dans! Hoveder ruller og arme basker sig løs fra kroppene. Der flyves og der faldes så alle lemmer bogstaveligt talt lander i en papirbunke. Og indimellem fyldes billedfladen gradvist af figurer som danner overraskende collager: Urtyper som Adam og Eva i form af hvad der kunne være blegfede hr. og fru Jensen slutter sig til Botticellis skumfødte Venus på muslingeskal. Eddie Murphy sidder i lotus på Hitlers hoved, som synger sin højlydte politik ind i øret på en ganske tilbagelænet, dansk sognepræst. Collageformen giver mulighed for at skabe sammenhænge der nedbryder gængse magtrelationer. Også de skæve forbindelser – fx mellem Cherie Blairs blonde dommerparyk og den kendte kvindelige selvmordsbomberskes tørklæde – der opstår via serialiteten i ”I’m still Jenny from the block” vender fordomme og hierarkier på hovedet.
I både collager og animationer manipulerer Kirsten med perspektiv og rum. Derfor vælter figurerne ud mod os – bl.a. i ”Jennys Lejlighedssange”. Blikket forsøger måske ind i mellem at finde stabilitet, men der er fx ikke nogen ensartet baggrund – kun nogle genkommende farveplamager eller neonfarvede flader, som frem for at give ro blot bidrager til larmen. Ved at overdrive mediernes visuelle støj gør Kirsten både opmærksom på den og afslører dens karakter af fiktion. Hun af-naturaliserer med andre ord de normative billeder, vi har af os selv og hinanden – og i sidste ende overdøver hun dem. Især tager hun til genmæle overfor de kønsstereotyper, der til stadighed dominerer den almene visuelle salgskultur.
I ”Jennys Lejlighedssange” suppleres den massive mur af billeder af et mere luftigt, spacy rum i værkets højre del. Her handler det om de indre billeder i form af lejlighedssangene. Det er digte om og fra ’Jennys’ liv, de er dog langt fra genren af feel good-festsange på ”Jeg er havren”! Absurde og fragmentariske tegner de derimod et sløret portræt af Jenny som en dybt skizofren figur – måske en kombination af alle collagens portrætter. Men iblandet ironien er også en indlevende sympati overfor hovedpersonen, hvilket i øvrigt er karakteristisk for Kirstens forhold til sine subjekter. De udleveres med ømhed, og det gør, at man kan identificere sig med dem, hvad enten de er fanget måbende på Dyrehavsbakken eller ludende (og lurende) på stranden. Og betragteren af værkerne kan næppe heller sige sig fri for at indgå i mediernes underholdningsmekka. For selv som passiv billedforbruger bidrager man til udvekslingen og konstruktionen af betydninger. Med kombinationer der skærer frydefuldt i øjnene viser Kirsten at mediernes mislyde ikke vækker genklang – så hun har lavet sin egen alternative kakofoni.

Louise Wolthers, kunsthistoriker, august 2005