Rummene i rummene i rummene - En indgang til Kaspar Bonnéns maleri

Kaspar Bonnén maler rum. Sådan kunne en indledende konstatering lyde. Kort, men præcis og lige på kornet. For siden midten af 1990erne har billedkunstneren og forfatteren Kaspar Bonnén, f. 1968, kredset om rummet, både i sin lyrik og i særdeleshed i sin billedkunst, der udover maleri også omfatter skulptur og fotografi. Det er på baggrund af denne kunstneriske praksis, at Bonnén i dag fremstår som en af 90ernes væsentligste fornyere af maleriet i Danmark, tidsmæssigt såvel som stilistisk og konceptuelt beslægtet med andre yngre danske kunstnere som John Kørner og Tal R, med hvem han der deler interessen for det figurative, farvestærke og fortællende maleri og for fremvisningen af maleriet i mere installatoriske sammenhænge. En sådan fremvisning så man eksempelvis i udstillingen Sovende politik på Albertslund Rådhus i 1999, hvor Bonnén havde indrettet foyeren med en uredt seng, der kunne være en hjemløs persons rudimentære tilholdssted, samt en række bannere med kommunens egne sloganlignende udtalelser om visionerne for det gode liv i Albertslund. Man ser den også i Bonnéns aktuelle udstilling There is a Path i galleri Christina Wilson (20. januar – 4. marts 2006), hvor selve gallerirummet er blevet omdannet til en totalinstallation af bemalede vægge, malerier, fotografier, tekster og skulpturer. En varm og mørkt glødende hule, der omslutter den besøgende totalt som er man ikke længere i et galleri i et af Københavns forhenværende industrikvarterer, men i bjergets bløde/blødende indre, i det inderste rum af dem alle – måske dét inde i Kaspar Bonnén selv.

Alligevel er det ikke så enkelt, altså det med at Bonnén maler rum. For selvom han maler rum, er der ikke kun tale om ét, men om flere typer rum. Rum, der overlapper og skyder sig ind i hinanden og tilsammen skaber et visuelt konglomerat, en fortættet aflejring af rumligheder og synligheder og tidsligheder, alt sammen lige dér på det flade lærred. Som Bonnén skriver i digtsamlingen Inventarium fra 2001: “Rummet er tilstedeværelsens mulighed”, hvilket kan betyde så mange ting, men i hvert fald det, at så snart der er ét, er der også mulighed for tilstedeværelsen af andre. Så snart der er ét, er dette ene gennemskudt af et andet, et tredje, et fjerde… I hvert fald hos Bonnén.

En typologisk opdeling af disse mange rum, kunne se sådan ud: Der er først og fremmest tale om det fysiske rum, men også om det abstrakte, det erindrede, såvel som det erfarede. Hos Bonnén er det fysiske rum det private rum. De fleste af hans malerier baserer sig på fotografier fra hans eget hjem. Det kan være et køkken med en håndvask, gerne lidt opvask og omstrøgne objekter som i værket Hjem igen (4 farver krydser hinanden i et rum) fra 2004, hvor dette så velkendte og egentlig ganske trivielle motiv fremstår ganske ublu i gult og pink på det glatmalede lærred som en nøgtern, men dog poetisk fejring af hverdagen med Sulfoflasken og ostehøvlen, som væsentlige aktører fra hverdagens rolleregister. Det er sådan det ser ud, hjemme – hverken værre eller bedre, men lige præcis sådan. Det kan også være et soveværelse, som i Hjem igen (drøm) ligeledes fra 2004, hvor den uredte seng ses i forgrunden som det konkrete emblem på privatlivets intimitet og den længsel efter tosomhed, der synes at være værkernes let melankolske grundtone. Hjemmet, skriver Bonnén i digtet Architecture i bogen af samme navn, er kærlighedens ramme. Det er i rummene, den bor. I lagnerne, i stolene, som hun eller han har siddet i. I stuen, som Bonnén maler igen og igen. Opholdsstuen eller spisestuen med det lange bord og stolene omkring; på bordet kaffekrus, tekander, blomstervaser: spor fra et levet liv. Hans eget liv må man formode, hvilket giver malerierne et stærkt personligt skær, som er man inviteret indenfor hos kunstneren selv, indenfor i varmen, ind på hans helt private enemærker.

Med denne kredsen om det private synes Bonnén i særlig grad at sætte selvet på spil. Synliggøre det gennem en nærmest stædig insisteren på inderligheden som udtryksform, på kunstnerens ret til skrøbelighed – i stærk kontrast i øvrigt til maskulinitetens klichéforestilling om kunstneren og hans kunst som heroisk potent og aggressivt ekspressivt. Bonnén er ikke ekspressiv som sådan. Er han noget, er han intensiv i sin særegne fremmaning af det banale, det trivielle, dagligdagens dynger af opvask og almindeligheder.

Alligevel er det ikke den hele historie. For selvom Bonnén maler sit eget hjem, rækker dette motiv ud over dette hjems grænser. Eksempelvis har de objekter han skildrer, de masseproducerede klassikere som PH lamper og Arne Jacobsen stole, en så almen karakter, at de kunne findes i manges hjem, hvorfor hans motiver ligeså meget er kulturelt kodede ikoner over dagligdagen, som de er intime tilstandsrapporter over kunstnerens private liv. Det betyder at Bonnéns værker opererer ligeså meget i feltet mellem det private og offentlige, det intime og almene, som de lægger sig fast på den ene eller anden position. At de spiller den private sfære ud i den offentlige, for derved at insistere, ikke på dens privathed, men på den almengyldighed.

For Bonnén startede denne interesse for rummet som et rent formelt og perceptionsmæssigt anliggende: som undersøgelsen af, hvorledes kvadrater, som eksempelvis dem maleren Josef Albers lavede i 1950erne, kunne forbindes med linier, så de derved gav indtryk af rumlighed. Tydeligst finder man denne grundundersøgelse udfoldet, når Bonnén ovenpå de konkrete køkkener, soveværelser og spisestuer maler mere abstrakte rum: enkle kvadratiske former med diagonale streger ud fra hjørnerne som eksempelvis i maleriet Hjem igen (Et rum i et andet) fra 2004, hvor dagligstuen ses gennem en stiliseret perspektivramme. Eller når han som i Uden titel fra 2005 reducerer rummet til abstrakte farvefelter, der skaber forsvindingspunkter ud af rummet og dermed indikerer muligheden for andre rum. Andre verdener end lige den indenfor maleriets ramme.

For det meste er de tomme, rummene. Som om deres beboere lige har forladt dem. Som om man selv er kommet for sent og alle nu er taget af sted på arbejde, eller gået i seng med opvasken stående i stabler i køkkenvasken. Fordi der ikke er nogen mennesker til stede, må man selv føje dem til, selv skabe det liv, der normalt fylder disse stuer. Maleriet bliver i den forstand oftere en scene for betragterens fortællinger, end en fortælling i sig selv. Mere en skærm for vores egne forestillinger, end for kunstnerens.

I andre malerier som de to uden titel fra 2005, der er del af den aktuelle installation i galleri Christina Wilson, trænger kunstnerens fortællinger sig imidlertid anderledes på. Gennem et lag af påmalede figurer, drømmebilleder eller erindringsglimt indikeres et andet rum end det rent fysiske. Man kan kalde det et drømt, forestillet eller erindret rum. I hvert fald et imaginært rum af den slags, man også ser udfoldet i maleriernes mange arkitektoniske overlejringer. Det kan være en dør eller en vinduesramme, der skaber en arkitektonisk struktur ovenpå den allerede eksisterende, som om rummet ikke er ét men flere. Bonnén har selv forklaret disse motiviske og arkitektoniske overlejringer med, at der i ens eget rum ofte er mange andre rum til stede på én og samme tid. Som han skriver i artiklen ’Jeg vil være rum’ fra 2004: ”Jeg forsøger med simple former at illudere en forskellighed af rum og rigdommen af måder, de kan lægge sig i. På denne måde bliver malerierne et tværsnit af, eller et indblik i, en mental operation, eller en beskrivelse af det mangefold af rumlige konstitueringer, sådan som det ser ud, når man sidder i et rum med en tekst foran sig og fyldes af historiens billeder. Samtidig sidder man og tænker på kæresten, eller på noget man skulle have gjort i dag. Mange forskellige rum og oplevelser pulser i hjernen som elektriske efterdønninger.”

Maler Bonnén det erindrede rum, maler hans også det erfarede. Det vil sige sansningen af rummet, idet den finder sted. Det er i hvert fald den effekt malerier producerer, når man som beskuer står foran dem og forsøger at entrere deres svævende, fortættede rumlighed. At entrere dem kan tage tid, for hvad enten maleriet er af den glatte slags, hvor malingen er påført i tynde lag, eller af den mere pastose, hvor penselstrøgenes overdrevne taktilitet dominerer, er hverken rum eller perspektiv umiddelbart aflæseligt. Og det er ikke kun fordi, at Bonnén for længst har sagt farvel til det klassiske centralperspektiv og dets stringente rumopbygning, men også fordi billedernes baggrund og forgrund ofte overlapper, hvis distinktionen ikke ligefrem opløses helt, som det sker i de pastose malerier. I hvert fald til en grad, hvor det er svært at afgøre, hvad der ligger bagerst og forrest i billedet. Umiddelbart kan de derfor virke næsten helt abstrakte, som farveflimmer for blikket – et motiv mere i opløsning end i tilblivelse. Det vil sige lige indtil man har kigget længe nok og det skildrede rum får dybde og de enkelte objekter tager form og træder frem. At betragte Bonnéns malerier tager således tid. Ja, det synes ligefrem som om, at tiden og tidens gang er malet ind i malerierne, gennem måden hvorpå malingen modsætter sig en umiddelbar aflæsning. Det er derfor nærliggende at hævde, at Bonnén ikke skildrer rummet som konkret og målbar størrelse, men rummet som både en tidslig og kropslig erfaring. Derfor pluraliteten, derfor de mange rum. Fordi det både er rummene som de sanses, leves, erfares, erindres og genses. Fordi det er dem – og fordi det er forskydningen mellem dem, han maler.

Hos Bonnén er vi derfor ikke bare indenfor hos kunstneren. Ikke bare indenfor i stuen, som fysisk rum, men også indenfor i stuen som levet rum. Stuen som tilstand. På den måde handler hans værker nok om det nære og intime, om hverdagens banale poesi, som den kan vise sig mellem kaffegrums og blomstervand, der snart skal skiftes. Men de handler også om beskuerens perception og om den grundlæggende udfordring, der ligger i at gøre en todimensional flade til et tredimensionalt rum. Om hvorledes man formidler en kropslig erfaring og hvorledes man giver billede til en erindring. Alt samme noget der rækker ud over den personlige kontekst og gør, at hans maleri til trods for dets private reference aldrig lukker sig hermetisk om sig selv, aldrig bliver så personligt, at det ikke også angår din person. I den forstand maler han nok det private rum – men han maler også dit.

Camilla Jalving, 2006

Litteratur:
Kaspar Bonnén, Inventarium, Borgens Forlag 2001
Kaspar Kaum Bonnén, ’Jeg vil være rum’, in: Passepartout, nr. 23, 12. årgang, 2004
Bonnén, Apartment, Borgens Forlag 2005

Subjektets positioner

Selvfølelser
Jeg er jeg-svag i stunden før valgene til denne artikel skal træffes. Min ikke-viden og tavse viden føles som et væv af uendelige muligheder, og jeg ved ikke hvilken vej jeg skal gå. Jeg styrer uden om, afventer, skriver ned i forskellige helhjertede og halvhjertede forsøg og konfronteres med en barriere. Jeg tegner måske et område op. Forsøger at finde ud af, hvad jeg ved noget om. Jeg læser i bøger og artikler og hæfter mig ved detaljer, som små springbrædder ud i det hav, som udgør indgangene til området: subjektivitet.

Skal vi tænke det som en strukturel enhed, determineret af en historisk og samfundsmæssig kontekst. Skal vi tænke det som en eksistentiel og religiøs enhed, et individ, som styres af sine valg?

Der har været en tendens til at sætte det følelsesmæssig lig med en ekspressiv tankegang, som ofte har en klang af at udtrykke sig for udtrykkets skyld og kun at være optaget af sit eget. Men jeg synes at det er vigtigt at man forholder sig til alle planer i livet. Og det går ikke at negligere den umiddelbare følelsesmæssige reaktion i produktionen af kunstværket. Også her må man blive bevidst om sine egne måder at reagere på, både for at forstå sig selv som menneske, men også som kunstner. Og man må forstå, at følelser også er et bevidsthedmæssigt fænomen, som kan undersøges både intensivt og analytisk. For selv om alt er ideer, så er det at være bevidst ikke andet end at føle.

Jeg tror at det er rigtigst at tænke subjektet, som det sted, hvor omverdenen og det eksistentielle mødes, dvs at subjektet er en form for mødested, der påvirkes af både omverdenens villen og det eksistentielles villen. Sådan at subjektet er en udstrakt størrelse, et uudtømmeligt net, der danner muligheder og relationer.
Jeg holder af betegnelsen net, fordi den muliggør at subjektets status er foranderlig, ja endda kan være svær at adskille fra det kulturelle miljø det befinder sig i.
Man deltager i fællesskaber, men træder også ud af dem i mere eller mindre grad.

Forankringer
Og en stor del af menneskers søgen består i at finde fællesskaber, eller ekskludere sig fra dem, for at finde et miljø, som de kan være forankrede i, have det godt i, men også udvikle sig i.
Den terapeutiske proces er i en moderne diversitets kultur, ofte forbundet med at søge netop de forbindelser og de grupper, som man ligner eller føler, man har noget til fælles med, så denne almindelige personlighedsdannelse foregår i høj grad som en netværkssøgen. For subjektet har det dårligt alene, det mangler sammenhæng, så selv kroppen kan virke flydende og substansløs.

Subjektdannelsen foregår altså både udfra det pres, som omgivelserne, den informatiserede, medieskabte konkurrenceverden tilfører individdet. Og udfra det pres som individdet forsøger at skabe sin egen betydning, sine egne rammer i systemet eller i en randposition af systemet. Og det subjektive bliver da at følge den individuerende proces, som subjektet følger i hans/ hendes bestræbelser på at finde en egen betydning i de rammer, som nu engang findes. En proces, som jeg mener tager udgangspunkt i de nære ting og problemstillinger i subjektets forsøg på at indrette sig. Det vil sige som reaktion på de betingelser, som omgiver en, og også en tilpasning til disse betingelser, også selvom tilpasningen ofte er en kritisk tilpasning.

Jeg forsøger at sige noget, der er rigtigt, måske endda sandt. Men måske er det blot en søgen efter en form for stabilitet i det virvar af følelser og teoridannelser, som jeg konstant udsættes for. Mit liv, mine erfaringer har gjort at visse måder at se tingene på, forekommer mig mere rigtige. Er denne søgen efter noget sandt mere et spørgsmål om at jeg vælger de teoridannelser, som forekommer mig mest nærværende? Eller hvad er grundene til at jeg netop synes mere om nogle synspunkter frem for andre?

Felter
Vi kan tro på, at der findes et selv, og at dette selv er en form for kerne i individdet. Det subjektive bliver således med grundlag i selvet den personlige vej, som er det betydningsfulde i livet og for individdet.
Denne betragningsmåde har et klart synspunkt om at individdet har en integritet, og at de eksistentielle, religiøse og andre frihedorienterede toper er vigtige for os. Vi har et valg. Der er en mulighed i os. Der findes transcendens.
Det subjektive kan så siges at være hele det område af personlige tolkninger, af følelsesmæssige reaktioner, af ønsker om forståelse og personlig udvikling. Alt det der fylder os med håb, ønsker og angst.
Det subjektive er ikke noget, der findes materielt. Vi lever i objekternes verden og udveksler erfaring gennem objekterne. At være subjektiv er at danne sig sine egne erfaringer udfra sin omgang med det objektive.
Det objektive er vigtig som et styrende og korrigerende felt. Men de mest interessante fænomener forekommer i den udveksling og kommunikative proces, der foregår mellem det objektive og det subjektive.
Til gengæld kan billedkunstens materialisering af det subjektive indebære at det subjektive får en anden betydning. Det subjektive er ikke længere bare en persons vurderinger. Det er et felt, vi kan gå ind i og materialisere bestemte egenskaber i. Det subjektive er ikke længere den enkeltes sag. Det subjektive bliver også objektivt.

Subjektet er ikke nogen fast forankret størrelse, men et mulighedsfelt. Et mulighedsfelt, som kræver en åbenhed overfor kulturen, men også en fasthed i subjektets selvopfattelse. Og den vej som subjektet følger, udgør det man kunne kalde en personlig udfoldet diskurs. At subjektet både er et mulighedsfelt, men også kræver en fasthed i selvopfattelsen er måske vores tids største udfordring til os. På den ene side måles vi efter den energi og klare holdning, som vi lægger for dagen, samtidig er identiteten ikke en fast størrelse gennem hele livet. Man må gentænke sin identitet konstant. Endda uden at have nogle faste værdier og ideologier at støtte sig op ad. Samtidig må vi åbne os mod kulturen og det mulighedsfelt som kulturen skaber for os. En kultur som tilstadighed bliver mere flerkulturel, mere flerdimensional, dynamisk og dermed mere kaotisk og svær at forholde sig endeligt til i sin helhed. Og det er i denne kaotiske tilstand at subjektet skal danne sin egen mening
Subjektet er inde i en konstant formdannelse, og det er i denne formdannelse at subjektet må stille sig overfor eksistentielle, religiøse og andre ontologiske spørgsmål, men det er en flydende proces, som i høj grad er præget af subjektets lyst og følelser, og det ideologiske og holdningsmæssige bliver på samme måde mere subjektivt. Og de intensioner man har, og den personlige diskurs man er tilhænger af, kan i det virvar af teoridannelser se ud som et spørgsmål om smag og behag, som vi vælger udfra den erfaring, vi nu engang har. Vi støtter os til systemerne. For vi kan læne os op ad systemerne, og tænke lidt videre med dem.

Man kan i høj grad sige at systemer er strukturbærende, menings og indholdsgenererende. Men det er subjektet, der bestemmer, hvilken karakter frembringelserne skal have, hvad enten det er kunst, design eller arkitektur. Det er subjektet, som danner erfaringer og forsøger at bringe sit arbejde videre i nye felter.
Og det er denne sum af subjekter, som i en mangfoldighed af udtryk og udtryksformer skriver sig ind i en historisk proces, hvor det enkelte subjekt forsøger at finde “sig selv” og sin plads i denne kontekst. Det er en stadig proces at finde sin egen position og tage erfaringer op fra andre sammenhænge.

Som sagt jeg ved ikke om dette er sandt, jeg mener bare, at det er vigtigt ikke at opfatte alt som magtrelationer, og at det ikke betyder, at man er blind overfor disse, men at man må søge sig selv i alt dette.
At det giver mening at åbne sig ud mod verden. At ønske at se sig selv et andet sted. At ønske at kommunikere åbent og frit. At ønske at tage del i en frodig og udviklende proces.