HAPAX

HAPAX
Af Per Aage Brandt

_ En bog må være en økse for
___ det frosne hav i vort indre
__
(KAFKA, citeret af Jytte Rex i Figur og Rum)

Den sidste tekst i ”Stamtavler” er Jytte Rex notat om fotografiet. Her finder vi, hvis vi ser godt efter, en nøgle til det øvrige, til hele hendes kunst. ”Det imaginære grå rum”, et for hende centralt udtryk, betegner en særegen art mellem-rum, som omfatter de skygger, der forbinder rum med rum, når de ”vandrende tanker” bevæger sig; at male på fotografiet, lægge endnu et rum over et fotograferet rum, er at følge skyggerne, disse flammende, hårde, luftige forvandlingsformer, jf.: ”På tærsklen til andre zoner, gennem imaginære grå rum, er der ild, diamanter og lasersyn. Sten. Og hvide pletter i sindet.” (Stamtavle VI). Farver, stofligheder, syner dukker op i dette imaginære tærskelfelt, hvor indefra og udefra kommende rum mødes.
Sådan gør vore drømme netop: fotograferede, perspektiviske dagsrester overmales med en defigurerende grafik, som lader det første rum trække sig sammen uden at forsvinde; men resultatet har defigureret defigurationen og antaget en sanset følelsestæthed, som river os med sig i sin egen unikke stoflige drømmen: affekt. Drømmene taler til os fra et sted, vi ikke kender – fra det imaginære grå rum. Bringer os i ”affekt”. De er ren billedkunst. Nervernes egen uafviselige æstetik.
Disse mange stærke, drømte billeder i Jytte Rex’ værk, med deres lag på lag, med deres tærskler, deres spændte erotiske affektivitet, er næsten interiører, selv når de er eksteriører, rummene trækkes mod fladen, men forbliver ”ude”, hvor ”inde” de end er: deres metalliske lys, deres afgrunde af tid og skygger af levende og døde, dette nærvær, som er tæt af fravær – som et Nu, fastholdt i sin længsel efter sig selv, i sin svimlende fjernhed, i sin nøgterne tekniske griben efter dette ikke-indre og ikke-ydre, som ville træde frem, hvis affekt var figur og hengivenhed var distance – viser os hvad jeg tror, Merleau-Ponty må have ment med ”kødet”. Kødets lyst, dets rædsel og grænseløse jubel, som vi selv hverken kan opsøge eller flygte fra, men som vi kender i glimt, der åbner og lukker sig.
Teksten fortæller, at Jytte Rex naturligvis fotograferer, ”optager”, når hun tilfældigvis ser noget, som – jeg fortolker – udløser glimtet. Men det sker, at hun ikke lige får kameraet frem og i stedet senere vender tilbage for at ”gribe billedet”. Da er det der ikke mere. Det er der én gang. Det samme er ikke det samme nogensinde mere. Kødet er irreversibelt. Dets lov er tidens i Heraklits strenge udgave: det strømmer, og hvad vi virkelig ser, ser vi én gang, hapax (som grækerne sagde). Denne ene gang rummer strømmen denne ene drøm, som er et billede, et muligt værk.
Jeg tænker på, om ikke sprogkunsten og musikken følger det samme hapax. Kødet åbner sig – hér er ordene, klangen, et tema – og kommer ikke senere tilbage til den samme åbning: at kunne gribe dette tidens irreversible ”noget” – hvorom vi ikke kan sige andet end det, vi siger om øjeblikket: det ér der… – er derefter, derudover, hele kunsten. Derfor ligner kunstneren, som Nietzsche dityrambisk siger, et rovdyr:
”Ikke tavs, stiv, glat, kold,/blevet til billede,/til gude-søjle,/ikke opstillet foran templer,/ikke en guds dørvogter:/nej! Fjendsk mod sådanne dyds-statuer,/mere hjemme i ethvert vildnis end i templer,/springende fulde af katte- kådhed/gennem ethvert vindue/psst! Ind i enhver tilfældighed,/vejrende mod enhver urskov,/for at løbe omkring i urskove/blandt broget-pjuskede rovdyr,/syndigt sund og smuk og spraglet,/med lystent hængende rovdyrlæber,/saligt-spottende, saligt-djævelsk, saligt-blodtørstig,/løbe dræbende, snigende, lyvende omkring…” (Dionysos- dityramber).
Byttet viser sig én gang; sandheden er ikke at finde i dydens tempel, men i det velrettede bid, hvormed byttet og rovdyret bliver ét, én gang, ét kød. Således elsker kunsten med virkeligheden. Hvor meget den end bliver ved, forbliver intet det samme. Og den bliver ved. Skønhed, drøm og tid er gjort af et ubøjeligt erotisk stof, som vi kan kalde Hapax Rex.